Nicolaj Stochholm, F. 1966

Begrundelse for tildeling

I sin anmeldelse af Nicolaj Stochholms seneste digtsamling bemærker kritikeren Christian Stokbro at romertallene i titlen – ”De III aldre” – nok er valgt for at markerer en adskillelse mellem de tre, både afsnittene i bogen, og de tre livsfaser, der ikke ville være fremhævet ved hverken ordet eller tallet tre. Stokbro fortsætter, at de tre streger i romertallet kan læses sådan, at de skal fjerne ideen om ”dannelsesmæssig harmoni” og ”introducerer en grundlæggende disharmoni [...]”. Det virker åbenlyst rigtigt, og det er fristende at kaste den samme tanke på Stochholms forfatterskab, der strækker sig over elleve digtsamlinger og en række musiske konstellationer og udgivelser. Med mellemrum virker det som om, der er et brud i rækken af udgivelser, der gør, at de nye digte og – af og til – sangene vil vende ryggen til og bryde med det foregående. En vilje til ikke at gå i stå, til ikke at acceptere den måde verden ses på. Stochholm har selv et sted udtalt, at han ofrede musikken på lyrikkens alter som ung for så at vende tilbage til den senere. Helt sandt kan det dog ikke være, idet hans lyrik på trods af de brud, der er, altid har en klar og stram musikalitet i sig, både i de enkelte vers rytme og i ordenes vellyd og mislyd, også i de seneste digte:

Aktindsigt

Nu ringer grædekonerne

igen for at fortælle mig

at de føler min smerte

så dybt at det tager

timer at trøste dem.

På dødslejet kommer jeg

med bodyguards ellers vil

de belejre mit hvilested så

døden ikke er min afsked

men deres grådige sorg.

Du betragter mig mens

du får mine hofter til

at være støbt i jern, et

damplokomotiv på vej

ud over jordens kant.

I digtet her finder vi også den patos Stochholm er kendt for. En patos og en alvor han har insisteret på, eller ikke har kunnet slippe af med, i sine bøger og musik, og som han har behandlet, så den både vækker mindelser om F. W. Murnaus maniske Nosferatu, Nick Caves svulstighed og digtere som Baudelaire, Verlaine og Hölderlin. Whau, bare whau. En patos, der over tid har forandret sig, og som nok i begyndelsen af forfatterskabet var en genvej til at beskrive det allerstørste som her i debuten, ”Biografi”.

Et landskab mellem luft og skov

hvor væsnernes forsiring af lyd

knuger hver farve til det evige

Så nok står de tre streger i romertallet som ene søjler, men mellem dem hænger digtene og musikken og samler et værk, der ikke vil finde sig i andet end at være i live. Her igen fra ”De III aldre”:

Det er en stor frihed i at sidde

her med pen og papir og arbejde

i dagslys og gå i seng med mørket

vi elsker mere og sover meget bedre.

Således rækker Nicolaj Stochholms forfatterskab over et stort spring i både litteraturhistorien og livet som digter i Danmark, og på samme måde, som det vil bryde og forandre sig, finder det hele tiden nye læsere. Senest har det danske band ”Ganger” fortalt om den inspiration, de henter fra Stochholm.

For det forfatterskab indstiller vi Nicolaj Stochholm til hædersydelsen.