Hans Munk Hansen, f. 1929

Begrundelse for tildeling

Dansk arkitektur oplever i de senere år en særlig opmærksomhed i udlandet, hvor danske arkitektfirmaer vinder imponerende konkurrencer og bygger prestigefyldte projekter. Denne store arkitektureksport er jo ikke noget nyt fænomen, men hvor den nutidige eksport har et betydeligt internationalt tilsnit, så findes der stadig arkitekter i Danmark, hvis udenlandske arbejder er domineret af en lidt mere ydmyg og måske ikke så synlig position, men hvor en grundlæggende forståelse for stedets karakter, for lokale traditioner, byggeskikke og materialeholdninger er de vigtigste grundstene for den arkitektoniske formgivning.

Hans Munk Hansens omfattende globale arkitektoniske værker repræsenterer i denne sammenhæng et sådant nødvendigt forbillede i dansk arkitektur generelt og for de stadigt mere omfattende opgaver udenlands for danske arkitekter. Munk Hansen er eksponent for den nødvendige forståelse for andre samfund, hvilket gennemsyrer den fine humanistiske arkitektur, som stadig bør være en inspirerende kilde, idet her netop forenes den dybe faglige viden erfaret på tæt hold med den nødvendige moderne konstruktive tænkning.

Det er et imponerende oeuvre, der udfolder sig, når man dykker ind i Hans Munk Hansen byggede verden. Arkitekturen besidder en spændvidde, der er glimrende illustreret i den netop udkomne biografi 'Arkitekt i 4 verdensdele', hvor Munk Hansens arkitektur som dynamisk rejsefører tager os med ud på den afrikanske savanne, ind i den libyske ørken og langt ind i gamle persiske bystrukturer. Man mærker den nærværende personlige formgivning med en tydelig følsomhed overfor lokale forhold, men som alligevel, i sit usentimentale moderne formsprog, bringer arkitekturen videre ind i fremtiden. 

Som et af de måske væsentligste arbejder står byggeriet for Dansk Folkeferie på Malta, hvor en tydelig dansk tæt-lav tradition forenes med en opmærksomhed for det varme klima, de lokale materialer - sikkert i pagt med Utzons gårdhuse, og nok funderet i en tydelig strukturalistisk tradition, hvor den repetitive grundtone giver rytme og variation, men med sin helt egen sanselige tolkning af stedets karakter fra den overordnede byplanmæssige helhed og helt ned til den vigtige detalje.

Forståelsen for Middelhavets bygningsarv og de vigtige kulturhistoriske lag har sikkert ledt til interessen for restaureringsfaget og til opgaver, der har fornyet og taget vare på f.eks. Roskilde Domkirke og Sct. Petri kirke, men også undervisningen på Kunstakademiets Arkitektskole har nydt glæde af Hans Munk Hansens store viden.

I en tid præget af ikonbyggeri er Hans Munk Hansens forbilledlige arbejder præget en nærmest ydmyg respekt for de arkitektoniske virkemidler, hvilket er lidt af en befrielse i nutidens sammenhæng med fokusering på effekt og synlighed.

For sin allerede omfattende, ihærdige og fornemme indsats for kvaliteten af den globale arkitekturs niveau indstilles Hans Munk Hansen til Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.