"Det er så smukt, at vi kan få lov til at investere i kunst og se det blomstre," siger Julie Aagaard. Foto: Morten Rygaard og Sara Galbiati

Nye Legatudvalg står klar

Sangskriver Julie Aagaard og forfatter Glenn Bech er begge nytiltrådte i Statens Kunstfonds legatudvalg. Vi har talt med de to medlemmer og spurgt ind til deres tanker og visioner for det arbejde, der venter dem i deres nye rolle.

20. februar 2024

Julie Aagaard, også kendt som Kill J, har siden sin spæde opstart som art-pop musiker hjulpet nye kunstnere frem – både gennem sit virke som producer og ved at vise vejen med et både stærkt og sårbart udtryk, der har bragt hendes musiske karriere langt ud over landets grænser. Det er en mission, hun glæder sig til at fortsætte i Legatudvalget for Musik: 

”Jeg synes, at det er et fantastisk privilegium at få lov til at sidde i legatudvalget, og jeg går til opgaven med stor ydmyghed. Min vision er at tage opgaven alvorligt og gøre det så godt som muligt, ganske enkelt. Jeg synes, det er så smukt, at vi kan få lov til at investere i kunst og se det blomstre. Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg kan få lov til at være en del af det,” siger hun og fortsætter:

”Jeg glæder mig til at se, hvor idéerne kommer fra. De kan komme fra en musiker, som ikke rigtigt er kommet i gang endnu, men har en genial idé. Det skal handle mere om idéen end om personen. Har du en god idé, skal du have mulighed for at bringe den ud i livet.”

”Lad os komme i gang”

Også forfatter Glenn Bech glæder sig til det arbejde, der venter i Legatudvalget for Litteratur. Han debuterede med ”Farskibet” i 2020 og har senest udgivet manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet." For ham er det tanker om, hvordan man indgår bæredygtigt i legatudvalget, der fylder.

”Jeg går ret åbent ind til det. Jeg håber på, at vores kompetencer favner så bredt som muligt, og at vi spiller op mod hinanden. Det er jo altid en afvejning, hvordan man sikrer sit eget synspunkt på fordelingen af midlerne og samtidig viser samarbejdsvillighed og evne til at indgå kompromis med andre. Jeg glæder mig til, at vi markerer os og til at være med til at sende nogle signaler om, hvilke retninger vi gerne ser litteraturen bevæge sig i – og hvad den litterære scene kan indeholde. Så jeg tænker faktisk bare: Lad os komme i gang.”

”Det helt rigtige”

Statens Kunstfonds Repræsentantskab har udpeget i alt 15 medlemmer til de nye legatudvalg. Derudover har Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udpeget ni medlemmer, heraf forfatter Glenn Bech. Men hvad tænker man, når man får sådan en henvendelse?

”Jeg følte mig først og fremmest beæret over, at Kulturministeren havde tænkt på mig i den sammenhæng, og da jeg blev ringet op, var min første tanke, at det er en tillidserklæring, jeg vil forsøge at leve op til,” siger Glenn Bech.

Fan af open call

Kunstfonden besluttede i foråret 2023 for første gang at udsende et Open Call, hvor kunstnere og kunstkyndige havde mulighed for at tilkendegive deres interesse i at blive en del af legatudvalgene for den nye periode 2024-2027. Dette for at få flere navne i spil, og flere navne kom der. Hele 523 personer indstillede nemlig sig selv. Og netop Open Call-grebet tiltalte Julie Aagaard.

”Jeg er stor fan af den tilgang. Et Open Call-format lægger op til, at man melder sig selv på banen og får mulighed for at pege på egne kvalifikationer. Da jeg begyndte mit eget soloprojekt [Kill J, red.], søgte jeg midler hos Statens Kunstfond. Jeg søgte om støtte til at få mixet og mastereret min allerførste single, for jeg havde en vision og en drøm. Jeg fik bevilget midlerne, og det satte skub i det, som senere blev til min musiske karriere. Efter udgivelsen sagde det bare Bang! Havde det ikke været for Statens Kunstfond, havde jeg simpelthen ikke kunnet komme i gang. Det var startskuddet, og det er faktisk årsagen til, at jeg søgte det Open Call – for tænk, hvis jeg kunne være med til at gøre dét for andre.”

Julie Aagaard er tiltrådt Legatudvalget for Musik sammen med legatudvalgsleder Søren Nils Eichberg samt Mette Dahl Kristensen, Ole Pedersen Luk og Lawand Shakur Othman.

Glenn Bech er tiltrådt Legatudvalget for Litteratur sammen med bestyrelses- og legatudvalgsleder Merete Pryds Helle samt Shadi Angelina Bazeghi, Rasmus Hastrup og Louise Mønster.

Fakta

Portrætfotos
Foto: Sara Galbiati & Ben Thornley

Fakta

De nye legatudvalg

I januar 2024 er 24 nye medlemmer tiltrådt Statens Kunstfonds seks legatudvalg; Legatudvalget for Billedkunst, Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design, Legatudvalget for Litteratur, Legatudvalget for Scenekunst, Legatudvalget for Musik og Legatudvalget for Film.

De nye legatudvalg er udpeget for perioden 1. januar 2024 til 31. december 2027. Ud over legatudvalgene er der fem projektstøtteudvalg. Alle medlemmer af Statens Kunstfond er udpeget for en fireårig periode.

 

Mere