MYKA er magi for de mindste
Når koreograf og scenekunstner My Grönholdt skaber værker, er det for en helt særlig målgruppe. Med samskabelse og magi som de vigtigste pejlemærker, skaber MYKA værker for babyer og deres voksne.
4. juli 2024
Medskabelse og samskabelse
At skabe kunstneriske værker for aldersgruppen 0-2 år af høj kunstnerisk kvalitet, har ligget My Grönholdt på sinde fra første færd som uddannet danser. I 2013 etablerede hun derfor, i samarbejde med danser og koreograf Katya R. D. Nielsen, kompagniet MYKA, der i dag ledes af My Grönholdt selv. Dansekompagniet skaber i dag forestillinger for børn op til seksårsalderen, og noget af det særlige ved kompagniet er deres fokus på at skabe værker for, ja, babyer.
Men hvordan skaber man en koreografisk oplevelse til og for de allermindste?
”Det handler om nærvær og samspil; mellem barn, danser og alle medvirkende på produktionen – og i sidste ende i værket”, fortæller My Grönholdt. Tillid er helt essentielt for at skabe de bedste rammer for nærværets tilstedeværelse, mener hun. I opstartsfasen opfordres alle medvirkende derfor til at bidrage med idéer med afsæt i de tematikker, My Grönholdt på forhånd har meldt ud. Hun ynder også at invitere sine medskabere ud på lokationsbesøg.
I forbindelse med udviklingen af forestillingen ”Mycelium”, tog My Grönholdt de medvirkende med i skoven. Her betragtede de jordbunden og så på svampe og svampenetværk; alt sammen for at samle inspiration og indtryk, der senere kunne bruges til at udvikle scener og koreografi til forestillingen.
”På et tidspunkt samler jeg så sækken, som jeg kalder det. Der har selvfølgelig hele tiden været en overordnet idé, men jeg ved aldrig præcis, hvordan et værk kommer til at se ud. Det vil jeg heller ikke vide. Jeg insisterer på at bruge processen til at undersøge nye veje og lade hver enkelt medvirkende kunstner bidrage. Og for at det kan lade sig gøre, handler det om at skabe et tillidsfuldt rum, hvor alle idéer er gode idéer”, forklarer hun.
Det er ikke blot det kunstneriske hold bag forestillingen, der skaber værket, men også publikum – hvad end man er barn eller voksen.
”Forestillingen er på sin vis en form for immersiv performance. Publikum sidder ikke blot på rækker – de er en del af værket.”
Selvom My Grönholdt i slutningen af processen kuraterer, hvad der endeligt kommer med i værket, er det vigtigt for hende, at forestillingen ikke betragtes som færdig og koreografien som noget, der skal genskabes forestilling efter forestilling.
”Alle medvirkende kender dramaturgien og ved, hvilket univers vi går igennem. Men koreografien er ikke fastlåst, for babyerne er en del af forestillingen. De kan kravle og bevæge sig imens, røre ved objekter, danse. De bliver også medskabende.”
Hver gang der spilles en forestilling, er det med koreografiske scores, men med improvisationsmuligheder inden for en bestemt ramme. Og for My Grönholdt er det selvsagt, at børnene er medskabere.
”Babyer er eksperter i at sanse, og det må vi også være – det gælder alle medvirkende fra dansere og scenografer til lys- og lydkunstnere”, siger My Grönholdt.
At tilbyde håbefuld magi
Inden hver premiere inviteres der et prøvepublikum, og det er der gode grunde til:
”Babyer er uhæmmede og kan for eksempel gribe ud efter noget, der glimter. Danserne må derfor have ”lyttende kroppe”, der sanser rummet 360 grader”, fortæller My Grönholdt.
Selv en stikkontakt har været objekt for interesse, og det sætter MYKA en dyd i at kunne gribe. Det handler nemlig om, at alt skal føles muligt i de universer, som MYKA skaber. Værkerne er heller ikke blot til for at underholde, understreger My Grönholdt; MYKA er sat i verden for at skabe oplevelser af høj kunstnerisk værdi, der knytter de mindste og deres voksne sammen. At have en fælles kunstnerisk oplevelse, skaber nemlig bånd, understreger My Grönholdt, der blandt andet også bidrager til et forskningsprojekt, som undersøger værdien af kunstneriske oplevelser hos de yngste, der endnu ikke har et sprog.
”Mødet med kunst betyder noget, selv for de allermindste. Selvom det er noget man har oplevet før, tror jeg, at oplevelsen sætter sig i nervesystemet. Selv de mindste børn kan sanse kvalitet. Børn spejler sig i sine forældres oplevelse, og derfor er det også vigtigt at skabe til de voksne” fortæller My Grönholdt, der af samme grund finder motivation og drivkraft i at skabe værker, hvor både barn og voksen bliver inspireret, udfordret og stimuleret. Målet er at kunne tilbyde en kunstnerisk, æstetisk og sanselig oplevelse, der rammer begge målgrupper. At arbejdet til at begynde med kan føles abstrakt, betyder for My Grönholdt blot, at der er plads til fantasien og til at gå på opdagelse i det sanselige.
”Jeg tror på, at helt tidlige møder med kunst kan gøre verden til et mere kreativt, empatisk og forbundet sted; det er aldrig for tidligt at opleve kunst.”
MYKA er på nuværende tidspunkt i forproduktion med næste værk, "Hyper Coral", og har i den forbindelse kigget på koraller som et symbol på sårbarhed og skrøbelighed. My Grönholdt har igen fundet inspiration i naturen og dens transformation, der for hende indeholder noget nærmest magisk.
”Verden har brug for de her magiske universer, der indeholder både lys og mørke, men som fokuserer på det håbefulde. Det er det, vi gang på gang forsøger at bringe til live ved at skabe tværkunstneriske, koreografiske værker. MYKA er magi – det er dét, jeg håber at kunne tilbyde”, afrunder hun.
fakta
fakta
Oplev MYKA
Dansekompagniet MYKA blev etableret i 2013 af My Grönholdt og Katya R. D. Nielsen, der begge er dansere og koreografer. Kompagniet ledes nu af My Grönholdt. MYKA skaber danseforestillinger og tværkunstneriske totaloplevelser for de yngste publikummer, 0-6 år, og deres voksne.
Værket ”Hyper Coral” er en co-produktion mellem MYKA og Betty Nansen Teatret, Dansehallerne og BORA BORA, og har produktion og premiere på Betty Nansen Teatret i maj 2025. MYKA drager efterfølgende på turné og kan i den forbindelse blandt andet opleves i efterår 2025 både hos BORA BORAs festival for de yngste publikummer i Århus og på Dansehallerne i København i deres nye hus i efterårsferien 2025.