Maja Malou Lyse om: fertilitet, billedets magt og Venedig Biennalen
At udstille på verdens største kunstbiennale tre år efter afgang fra Kunstakademiet, lyder måske som en feberdrøm. Det er ikke desto mindre virkeligheden for den multidisciplinære kunstner Maja Malou Lyse (f. 1993), der som den yngste kunstner nogensinde har skabt udstillingen til Den Danske Pavillon 2026.
9. maj 2026
Da Lyse fik beskeden om, at hun var udvalgt til at skabe det danske bidrag til den 61. Venedig Biennale, var det første, der ramte hende, en surrealistisk følelse: ”Jeg havde selvtillid nok til at tænke, at jeg nok en dag skulle lave Venedig. Jeg havde bare ikke regnet med, at det var blot tre år efter afgang fra Kunstakademiet. Men jeg var nødt til at lægge ærefrygten fra mig ret hurtigt og behandle det som enhver anden udstilling”, fortæller Lyse om udvælgelsen.
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst har udpeget netop Maja Malou Lyse, da hun, ”med fuld kontrol og overlegenhed investerer sig selv i kunsten, når hun undersøger objektivisering, identitet og samfundsnormer.”
Om sin praksis siger Lyse selv, at det er en løbende undersøgelse af, hvordan vi skaber billeder – og hvordan de skaber os. Udstillingen til Den Danske Pavillon er da også en forlængelse af netop denne undersøgelsestrang. Udstillingen ’Things to Come’ er inspireret af et dansk studie, der viser, at Virtual Reality-pornografiske billeder kan øge sædmotiliteten, og da billedets plads i verden er central i Lyses praksis, så hun det som en anledning til at dykke længere ned i billedets magt. Kunstneren har i skabelsen af udstillingen blandt andet besøgt verdens største sædbank, og i mødet med deres nærmest sci-fi-agtige laboratorier blev interessen grundlagt for arbejdet med at få det kliniske og det iscenesatte til at smelte sammen.
MED EKSPRESTOG TIL VENEDIG
At vokse med opgaven er en proces; og skal man skabe en udstilling i så stor skala som til Venedig Biennalen, kan værktøjskassen virkelig komme på prøve. For Maja Malou Lyse har arbejdet heller ikke været uden udfordringer. ”På mange måder har denne opgave sat mig på et eksprestog,” fortæller hun. ’Things to Come’ er et ambitiøst værk, der i sin skabelse har trukket på et vidtspændende netværk af samarbejdspartnere – fra kurator og videoinstallationskollektiver til pornoskuespillere. Mødet med de forskelligartede samarbejdspartnere har i visse tilfælde føltes nærmest skæbnebestemt: ”Jeg mødte DIS tilfældigt den første uge, jeg var i New York, hvilket blev starten på vores tætte samarbejde. Marco fra DIS viste sig også at være gamle venner med Chus, som jeg netop havde fået på som kurator. Det hele føltes meget skæbnebestemt.”
At udstille i Den Danske Pavillon så tidligt i karrieren har ifølge Maja Malou Lyse været intenst, men også mere end blot udfordrende: ”Jeg føler, jeg er vokset ti centimeter det sidste år” – og nu glæder hun sig til, at værket skal ud og ’leve sit eget liv’.
SEKS MED MAJA MALOU LYSE
- Hvordan vil du beskrive din kunstneriske praksis?
Poppet, underholdende, kompleks, sexet, feminin.
- Kan du huske, hvornår, hvordan eller hvad, der blev afgørende for dit fokus i din kunstneriske praksis?
Der har været mange afgørende momenter, men interessen har egentlig været der, siden jeg var teenager. Jeg kommer ikke fra en akademisk eller kulturelt orienteret familie, så det føles ret intuitivt. Jeg tog billeder af mig selv og mine veninder og brugte internettet som outlet. Jeg pjækkede meget fra folkeskolen og tog i stedet ind på ARoS Aarhus Kunstmuseum, fordi der var gratis adgang. Her brugte jeg timer i en permanent installation af Pipilotti Rist. Det var først senere, på akademiet, at jeg fik et sprog for det – og kunne placere det i en feministisk kunsthistorie og i en mere konceptuel, performativ og mediebaseret praksis.
- For folk, der er helt uindviede i din praksis og i biennalen, hvordan vil du så introducere dem til ‘Things To Come’?
Udstillingen tager afsæt i dansk forskning, der viser, at VR-pornografiske billeder kan øge sædmotiliteten med op til 50 procent. Billeders magt er et hovedfokus i min praksis, så for mig blev det en anledning til at tage et spadestik dybere og tænke over billeders plads i verden og deres indflydelse – ikke kun socialt og kulturelt, men nu også biologisk. Samtidig viser et større videnskabeligt studie, at fertiliteten falder med omkring én procent om året som følge af moderne livsstil. Som en slags ”glitch in the Matrix” blev den moderne tilværelse både poison and antidote.
Derudover har det pornografiske, seksualpolitiske og performative altid været centrale temaer i mit arbejde. I udstillingen har jeg arbejdet sammen med nogle af pornoindustriens største stjerner. Jeg var interesseret i dem, fordi de på mange måder repræsenterer den ultimative billedøkonomi. Biennalen er verdens mest besøgte kunstbegivenhed, men dens samlede publikum svarer omtrent til 10 minutter på Pornhub.
Kan du beskrive hvad udstillingen består af?
Udstillingen består af to videoinstallationer. Det bærende værk er en tre-kanals videoinstallation, hvor jeg har forsøgt at oversætte den immersive oplevelse fra VR til et fysisk rum. Inspirationen kom blandt andet fra Times Square, hvor mit atelier ligger. Her er billboards i konstant dialog med bygningernes arkitektur – de omslutter, forstørrer og nogle gange nærmest forstyrrer den. Det blev en måde at tydeliggøre, hvordan billeder omslutter os, og hvordan de i dag fungerer som en slags arkitektur for vores hverdagsrum – især online. Værket er filmet dels i en sædbank og dels i et special effects-studie. Her ser man kendte pornostjerner arbejde i en imaginær sædbank, hvor det kliniske og det iscenesatte flyder sammen. Dermed er det blevet en sci-fi-film på sin helt egen abstrakte facon. Og tilfældigvis også en musical, inspireret af PMV-genren (Porn Music Video).I det andet værk har jeg arbejdet med en subgenre fra manosfæren på internettet, hvor teenage-influencere og college-studerende konkurrerer i at “race” deres sæd som en måde at sætte fokus på fertilitetskrisen. Det fungerer som en slags subtekst til det første værk – en undersøgelse af, hvordan krise, uvished og kontroltab konstant forhandles gennem billeder. Værket er installeret i kryogene transporttanke, tidligere brugt af den sædbank, som 'Things To Come' også er filmet i.
- Er der noget, folk skal lægge særligt mærke til?
I projektets spæde start var jeg meget optaget af mødet mellem videnskab og pornografi. Det stod klart for mig første gang, jeg besøgte Cryos’ hovedkvarter. Donationsrummet – med læderbænk og pornofilm – lå adskilt fra de store, nærmest sci-fi-agtige laboratorier af en meget tynd væg. Den fysiske, kulturelle og æstetiske nærhed mellem de to verdener var starten på min interesse. Da jeg senere dykkede ned i deres studie om effekten af pornografiske billeder på mænds sædmotilitet, blev den forbindelse kun endnu tydeligere for mig. Jeg kunne godt lide idéen om, at det pornografiske billede fik en autoritet og en plads i lægevidenskaben. At porno potentielt kunne blive en del af løsningen på menneskehedens overlevelse lød som plottet til en dårlig pornofilm – men også som et fascinerende skrækscenarie, der gav anledning til at tænke over billeders rolle i verden, det erotiske og det uvisse.
- Hvad skal en udstilling på biennalen kunne?
Man tror, man skal lave sit mest komplekse og ambitiøse værk til dato. Men i virkeligheden skal man lave noget, der kan tale til ekstremt mange mennesker med ekstremt trætte ben, som har set alt for meget kunst på én dag – hvor alt kæmper om opmærksomheden. Der tror jeg faktisk, min praksis har en fordel.
’Things to Come’ kan opleves i Venedig fra 9. maj og frem til 22. november 2026.
Om Venedig Biennalen
Hvert andet år giver vi en dansk kunstner mulighed for at fylde Den Danske Pavillon i Venedig. Danmark har siden 1932 haft en national pavillon ved kunstbiennalen i Venedig, der er verdens største kunstbegivenhed.
Det er Statens Kunstfond, som udvælger den danske kunstner, der repræsenterer Danmark. I 2026 går stafetten til kunstneren Maja Malou Lyse.
Maja Malou Lyse trækker på videnskab og teknologi, når hun i udstillingen ‘Things to Come’ iscenesætter den truende fertilitetskrise og et overraskende studie, der viser, hvordan erotiske billeder kan påvirke ikke bare menneskets sanser, men vores biologi – og det stiller på en helt ny måde spørgsmål til billedets magt og dets betydning for os som art.
Udstillingen er kurateret af Chus Martìnez og udviklet i samarbejde med arkitekterne Common Accounts og kunstnerkollektivet DIS.