”Kunsten må gerne være en sten i skoen”

Vi ringer til Niels Krause-Kjær i en af hans pauser. Han er i øjeblikket på turne med sin nyeste bog ’Ude for uden’ og holder foredrag landet rundt. Trods travlhed var han ikke i tvivl, da kulturministeren ringede og tilbød ham posten som bestyrelsesleder i landets største kunstfond.

”Jeg bad om et par dages betænkningstid, men jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg vidste med det samme, at det her, dét ville jeg ikke være i stand til at sige nej til.”

At Krause ikke var i tvivl, bunder i hans betragtning af ’jobbet’, som mere end blot et job. For Krause er posten som bestyrelsesleder en form for værnepligt. 

”Jeg synes, at ideen med Statens Kunstfond er helt exceptionel. Den er baseret på ideen om, at vi hjælper hinanden – og med ’vi’ så tænker jeg befolkningen i bred forstand – at vi hjælper hinanden med at fremme kunsten, at vi synes, det er vigtigt. Og når man synes dét, så skal man også være klar til bidrage. Jeg skriver bøger, men jeg kan jo ikke lave malerier, jeg kan ikke lave dragende teater, til gengæld kan jeg være med til at hjælpe og støtte dem, der kan.”

Som bestyrelsesleder ser Niels Krause-Kjær sig selv som en lille brik i en del af en lang historie om Statens Kunstfond – en fond der har været debatteret siden sin oprettelse i 1964. Dengang var ’minister for kulturelle anliggender’ Julius Bomholt idemanden bag Statens Kunstfond, mens lagerforvalter og senere medlem af Fremskridtspartiet, Peter Rindal, stod forrest i kampen for at nedlægge fonden og den statsstøttede kunst. Og netop den vekselvirkning mellem de to modpoler ser Krause som en afgørende dynamik for kunstfondens relevans: ”At kunstfonden bliver debatteret, det, tror jeg, er et tegn på, at det ikke er ligegyldigt, det man er sat i verden for at lave. At det betyder noget for nogen. Det værste, der kan ske, det er, hvis der bliver helt stille.”

Men hvad drømmer Krause om, at fonden skal stå for i de år, han sidder for bordenden? Hvor skal brikken rykke hen?

”Jeg har jo ikke mødt resten af bestyrelsen endnu, så vi har ikke kigget hinanden i øjnene og fundet ud af, hvad vi som kollektiv kan finde ud af sammen. Men for mit eget vedkommende, så synes jeg, at der i denne tid er en tendens til, at vi lukker os om os selv og bliver os selv nok. Og dér synes jeg, at kunsten kan åbne. Kunsten kan give os andre impulser, den kan være stenen i skoen. Kunsten kan være det der irriterende modspil, som vi alligevel lærer noget af, og som måske også tvinger os til at se os selv udefra. I tider som det her, der tror jeg, at en insisteren på den frie og helt utæmmede kunst er helt afgørende, både for kunstens udvikling og for Statens Kunstfonds måde at arbejde på.”