Om Maren Uthaugs procenttrilogi ('11%', ‘88%’ og den kommende ‘1%') tages et spektrum af genrebetegnelser i brug: ”spekulativ litteratur”, ”dystopi”, ”fremtidsfortælling” eller – som en slags helgardering – ”et spændende genremix”. I trilogien skildrer hun en tilværelse, hvor kvinderne har taget magten, naturen er kommet tilbage til byerne og mændene lever et liv i trældom. Det er med trilogien som afsæt, at vi taler med arbejdslegatsmodtager Maren Uthaug for at blive klogere på, hvordan kunst, der reflekterer over fremtiden, kan gøre os klogere på samtiden. 

Det er derfor også med afsæt i fremtiden, at interviewet med Maren Uthaug starter. Eller det var i hvert fald intentionen.

Hvorfor er du optaget af fremtiden?

”Jeg ved egentlig ikke, om det rigtigt, at jeg er optaget af fremtiden”, fortæller Maren Uthaug. ”Jeg er væsentligt mere optaget af nutiden, og hvad det er for nogle trappetrin, vi vælger at stå på. Hvad er det for en sti, vi vælger at gå ned ad? Og hvor fører den os hen?”.

FORTÆLLINGENS MAGT

Maren Uthaug er optaget af fortællingens magt: ”Jeg vil aldrig nogensinde gå på kompromis med den gode historie. Så må verdenen sejle. Jeg er simpelthen så interesseret i fortællingens magt og kraft, og hvad den kan få os til. Hvis en historie er godt skruet sammen, så kan den få os til at lytte til hvad som helst.” 

Kaster man et blik på Uthaugs værker, ser man en forfatter, der ikke er bleg for at tage kontroversielle emner op og bruge fortællingen til at sætte sig i andre menneskers sted. I ’Hvor der er fugle’ følger vi en dysfunktionel familie, og hovedpersonen i ’En lykkelig slutning’ er nekrofil. 

”Jeg kan virkelig godt lide at prøve at gøre dem, vi ellers opfatter som usympatiske, sympatiske, og tvinge læseren til at gå i armkrog med dem i stedet for at mudderkaste”. 

For Maren Uthaug handler det også om at bruge litteraturen til at åbne for det, hun gerne vil kommentere på; i procenttrilogien bruger hun fortællingens magt til at vende kønsrollerne på hovedet, og gennem grundig research af kvindernes historie, skriver hun fakta frem, som får kvinder til at skrive til hende for at høre, om det er noget, hun bare finder på. 

"Jeg oplever, at kvinder skriver til mig og spørger mig, om de ting, jeg skriver om i ‘88%’, er sket? De tænker, at det passer da ikke. De tror, at det er fri fantasi. Men ud over selve fortællingen – plottet, karaktererne - er alt der står i bogen rigtigt." 

På den måde åbner hun læsernes øjne for noget, de ellers ikke ville blive konfronteret med. 

”Jeg tror, at de uligheder, vi har verden over mellem kønnene, bliver nemmere at acceptere, fordi man bliver nødt til at opgive sine egne forestillinger om det, man helst ikke vil indrømme – for eksempel sine egne privilegier. Pludselig kan man mærke på egen krop, hvor ubehageligt det er.” 

KNALDROMANER OG KLASSISK UTHAUGSK

Maren Uthaug interesserer sig for, hvordan fortællinger taler til os på forskellige måder – hvordan det, der går i hjertet på én, ikke nødvendigvis gør i en anden. 

”Jeg har lige ligget en hel nat og læst en knaldroman om en kvinde i Alaska – sådan en New York Times bestseller, som ingen ville kalde fin litteratur. Klokken bliver halv tre om natten, og jeg tager mig selv i at tænke: ”Jeg mangler jo kun 120 sider – jeg læser den lige færdig”. Fordi, på en eller anden måde, havde forfatteren fået skruet den historie sammen til mig. Jeg er fra Nord-Norge, og det kolde samfund i fortællingen ramte noget i mig, så jeg ikke kunne slippe den før kl. 5 om morgenen. Og det bedste jeg selv ved er, når en læser fortæller mig, at de simpelthen ikke kunne slippe min bog.” 

Men hvem er det så, Maren Uthaug skriver til? Er der en rød tråd gennem de mange genrebetegnelser, der bruges om Maren Uthaugs litteratur? 

”Jeg har lagt mærke til, at mine bøger nogle gange omtales som ’en klassisk uthaugsk’ bog. Men jeg ved ikke, hvad det egentlig betyder. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg virkelig prøver ikke at kede mine læsere.”