Her er årets præmieringer 2025
Statens Kunstfonds legatudvalg har en unik indsigt i, hvad der rører sig indenfor kunstarterne. Derfor præmieres hvert år et antal aktuelle kunstnere og nye værker, som fortjener særlig opmærksomhed. I 2025 har legatudvalgene præmieret i alt 24 værker indenfor film, billedkunst, scenekunst, litteratur, arkitektur og kunsthåndværk og design. Få et overblik over præmieringerne her.
19. december 2025
The Age of Wood
Kunsthåndværk og design – Den dansk-singaporeanske designduo Christian & Jade har til udstillingen ’The Age of Wood’ samarbejdet med den japanske møbelproducent Karimoku. I dette møde har Christian & Jade skabt en serie værker, som i deres raffinerede perfektion reflekterer over træs materialitet, livscyklus og historie. Centralt i udstillingen er 63 træsorter fra Karimokus arkiv, placeret i individuelle bakker i en stor reol. Denne vidensbank resonerer i baggrunden for en serie skulpturelle værker der med titler som ’Touch’, ’Sunlight’ og ’Moisture’ fremhæver aspekter af træs materielle egenskaber og forandring over tid. ’The Age of Wood’ er en meditation over træs foranderlighed. Den langsomt insisterende kadence i de enkelte værker føles som en slags modvægt til samtidens stress og jag.
A Walk with a Dinosaur
Kunsthåndværk og design – Michael Geertsen har i udstillingen ’A Walk with a Dinosaur’ taget et nørdet blik på Den Kongelige Porcelænsfabriks 250-årige historie. I sin klassisk dekonstruktivistiske stil har Geertsen smeltet højt og lavt sammen til en udstilling, der fungerer som en fandenivoldsk kærlighedserklæring. Der er både inkluderet pragtvaser fra Rosenborg, referencer til mågestellet, okseblodsglaseret stentøj, tegninger, tryk og meget mere. Det er en kommenterende og fabulerende sammenblanding af værker fra fabrikkens samling og Geertsens egne objekter. Der kører således tre parallelle spor – et om fabrikken, et om Michael Geertsen og så et om Geertsens ambivalente forhold til fabrikken, dens processer, historie, borgerlighed og samfundssyn.
All Rise
Billedkunst – Udstillingen ’ALL RISE’ af billedkunstner Eliyah Mesayer har en overbevisende poetisk kraft. Med den fiktive stat Illiyeen indtages det 1200 kvm store udstillingsrum med et visuelt stærkt greb, som Eliyah Mesayer mestrer til perfektion – både i stor skala og nede i detaljen. Som beskuer drages man ind i et på én gang håbefuldt og sørgmodigt univers, der på paradoksal vis både vækker dyb genklang og forekommer fremmed og mystisk. Med udstillingen ’ALL RISE’ vækkes en længsel mod en verden med mindre fastlåste kategorier og større frihed til at tage form og blive en del af noget større – igen og igen.
Bare jeg kunne gøre det hele om
Litteratur – Bogen er en højtlæsningsbog for de mindste med charmerende, detaljerige illustrationer af Signe Kjær, som føjer sig om Anne Sofie Hammers tekst, der løber først den ene vej, så den anden vej i bogen. Den første vej er et ”Nej” fra det stædige barn, den anden vej et gladere ”Ja”. Ordenes betydning vendes i bogstavelig forstand på hovedet, og giver barnet en øget sprogbevidsthed og fornemmelse af, hvad sprog, ord og sætninger kan i forskellige sammenhænge. Illustrationerne er ikke kun charmerende, men understøtter skiftet i humør og sprogtone og bidrager til, at den lille læser får mulighed for at forstå sig selv i verden på en ny og mere bevidst måde.
Cirklens kvadratur – 25 år med ET4U
Billedkunst – Den kunstnerdrevne foreningen ET4U har med base i Lemvig i 25 år arbejdet med samtidskunst i Vestjylland. Ambitionen er at formidle dansk og international samtidskunst af høj kvalitet, skabe et forum for debat gennem møder mellem professionelle billedkunstnere og lokalbefolkningen. ‘Cirklens kvadratur - 25 år med ET4U’ er en dokumentation af de mange projekter, som de har realiseret i det offentlige rum. Med utrættelig ildhu, høje ambitioner og et stort internationalt netværk har ET4U med sit fokus på samtidskunsten og fællesskabernes værdi på Mors og i Lemvig Kommune bidraget substantielt og med høj kunstnerisk kvalitet til det lokale kunstliv.
Delta
Litteratur – Lene Henningsens digtsamling ’Delta’ er poetisk udforskning af verdens store floddeltaer. Digtene fører os ind i de vidtforgrenede og livgivende forbindelser, som vand skaber for både dyr og mennesker, men viser også den udsathed og trussel, som økosystemerne står over for. I et poetisk strømmende sprog spreder digtene tanketråde gennem landskaberne og minder os om det fælles grundlag, som alt levende står på. Henningsens poesi er på én gang øm og vedkommende; den giver ny ilt til ”klodens lungevæv”.
Den hvide mand
Scenekunst – Joan Rangs dramatiske værk ’Den hvide mand’ fik premiere i 2011 på Teater Grob. Det er en skarp, kontroversiel og vanvittig sjov teatertekst. Replikkerne er en kaskade af skarpladte skud, som i 2011 skød hul i glasloftet til den danske teaterbranche. ’Den hvide mand’ er vredt, poetisk og sårbart teater – forud for sin tid. Den banede vejen for andre stemmer og kræfter og startede en bevægelse, båret af Joan Rangs drive og insisterende sprog. Et sprog, som tvinger os til at se indad og handle. Joan Rang skabte med ’Den hvide mand’ en mavepuster, der fik sit publikum til at reflektere og stille skarpt på, hvad danskheden egentligt er for en størrelse.
Det andet offer
Film – Zinnini Elkingtons ’Det andet offer’ har en original rytme og musikalitet, som giver filmen intens fremdrift. Filmen bevæger sig ind i et komplekst felt af ansvar og følgevirkninger og insisterer på nuancer frem for entydige svar. Den kredser om fejl, der leder til fatale konsekvenser og den skyld, der følger med, både som individuelle erfaringer og som noget der opstår i samspillet mellem mennesker og systemer. Gennem yderst koncentreret skuespil og en præcis miljøskildring tegner filmen et særligt blik for de små forskydninger, hvor relationer og (an)svar forandres. Zinnini vælger et vanskeligt og sårbart emne og formår at gøre det usædvanligt nærværende. Vi glæder os til flere kraftfulde og medrivende filmoplevelser fra Zinnini Elkington.
Habitat
Litteratur – Theis Ørntofts ’Habitat’ er en dystert fascinerende og nådesløst blottende roman om menneskelig fortabelse og påbegyndende genoprejsning. Med afsæt i Ørntofts egen historie og jordnære livsomstændigheder i et hus på Møn udfolder romanen vidtforgrenede tankebaner, der åbner historien og universet i såvel konkret som overført forstand og sætter stød til fortællingen om den moderne forfatter og mand. Ørntofts prosa er nærværende, eksplosiv og fængslende. Selv nedsunket i mørke er det en roman med sproglige og refleksive superkræfter.
Højskolevævning og kvindeliv i Askov
Litteratur – På fineste vis fortæller etnolog Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen ikke blot om vævningens historie på Askov Højskole og i Sønderjylland, hun viser forandringerne i højskolebevægelsens idegrundlag fra 1880’erne og over 100 år frem; fortæller om forholdet mellem det nationale, det nordiske og det europæiske og om kvindernes emancipationshistorie. Forfatteren viser, hvordan forskellige åndsstrømninger konkret kan ses i vævningernes mønstre og i, hvordan arbejdet bag vævningen struktureres. Ud over at fremskrive et vigtigt dansk kunsthåndværk, perspektiverer bogen Danmarkshistorien på en interessant og velskrevet måde.
KH Misha
Litteratur – Askel Adens ’KH Misha’ er en fremragende og originalt udført grafisk queer-fortælling om at fare vild og finde vej. Den handler om identitet og kærlighed og familierelationer og måden, man kommunikerer på, samt meget andet. Den bevægende historie udspiller sig i et sælsomt grafisk univers med en eventyrlig detaljerigdom og en fantasifuld streg, som leder tanken hen på Hayao Miyazakis bjergtagende verdener. Man gribes og fastholdes hele vejen, og ’KH Misha’ føles universelt relevant for alle generationer, nuværende såvel som fremtidige.
KÅRK
Arkitektur – Magasinet KÅRK giver et levende og åbent blik på arkitekturfaget. KÅRK har gennem en lang årrække udgivet magasiner med et højt formidlingsniveau, både indholdsmæssigt og grafisk. Magasinet er opstået som et samarbejde mellem studerende ved arkitektskolerne i Aarhus og København, det er elevstyret og opleves relevant, interessant og udfordrende, for såvel de studerende, men også for faget som helhed. KÅRK giver løbende plads til mange nye stemmer og vil give kommende generationer af studerende på arkitektskolerne mulighed for at dele interesser, opdagelser, projekter og refleksioner over faget med verden omkring dem.
Lysninger
Litteratur – Med ’Lysninger’ har Peter-Clement Woetmann skrevet et lavmælt og præcist værk om det stille livs skønhed og sorg. I en afdæmpet, rytmisk og sanselig tone kredser digtene om naturen, hverdagen og tiden, der går – og gør det med en enkelhed, der rummer både melankoli og mild humor. Woetmann skriver i et sprog, hvor det små og udramatiske løftes frem som betydningsfuldt. Mellem billeder af kyst, vind og hjemvej anes en dyb erkendelse af livets foranderlighed. ”Lysninger” er en stille, lysende bog, hvor sproget selv synes at ånde. Et værk, der minder os om, at poesien ikke altid skal råbe for at blive hørt.
Natur og glasur
Kunsthåndværk og design – De omkring 100 værker i ’Natur og Glasur’ strækker sig fra skolearbejde, over Bente Skjøttgaards ambitiøse værker omkring 2005, til de glasur-tunge skulpturer som har præget hendes arbejde de sidste 10 år. Skjøttgårds udtryk er rustikt og helt fra de tidlige glasurstykker mærker man hendes fascination af de naturkræfter, der giver hendes glaserede keramiske skulpturer liv. Naturen er et gennemgående billede i værket, hvor både træstammer, skyer, svampe og havdyr tager form. Men i hendes hånd er det ikke det levende, der fremhæves, værkerne fremstår i stedet som forsteninger fra et liv under udvikling. Formerne virker nærmest forhistoriske. Det er i hendes evne til at kontrollere det uforudsigelige, at værkerne får deres faktiske styrke.
Oversættelsen af 'Patos og svale'
Litteratur – Med Jonathan Overvad Plougs oversættelse af Friederike Mayröcker får vi mulighed for at læse en enestående stemme i den europæiske efterkrigslitteratur på dansk. I digtsamlingen ’Patos og Svale’ står sproget i forgrunden, bliver til åndedræt – fragmenteret, staccato, ømt og ekstatisk – og opløser grænserne mellem prosa og poesi, tanke og sansning, sorg og skabelse. Oversættelsen er i sig selv en kunstnerisk bedrift. Ploug formår at bevare – eller snarere genskabe – Mayröckers umiskendelige stil og digtenes særlige rytme og bevægelse, præget af afbrydelser, gentagelser, sammensatte ord og forkortelser. Det kræver ikke kun sproglig præcision, men også lydhørhed: en villighed til at lade sit eget sprog miste fodfæste for at bevare hendes.
Skyggernes hus
Billedkunst – Kunstnerne Vicky Steptoe og Mette Ussing tog initiativ og spurgte lederen af Sophienholm om de måtte tage ophold i Norske Hus i sommeren 2025. Her skabte de udstillingen ’Skyggernes Hus’, som hele sommeren var åbent atelier. Besøgende kom tilfældigt forbi og deltog som modeller til de figurer, som hang muntert og fabulerende ned fra loftet. Det er en let udstilling, skabt næsten ud af ingenting; pap, tekstil, maling, garn og lim; collage. Udstillingen er ydmyg, hvor nøjsomhed peger på at det, der er til rådighed her og nu, impulsivt kan forvandle og skabe en underfundig og poetisk stemning, trods vores fælles verden i øjeblikket er præget af vrede, angst, krig med straftold og klimakamp.
Oversættelsen af 'Sort hud, hvide masker'
Litteratur – Med François-Eric Grodins oversættelse af Frantz Fanons klassiker ’Sort hud, hvide masker’ er et af det 20. århundredes mest komplekse og kontroversielle værker blevet genskabt med sjælden præcision, sproglig sensibilitet og filosofisk klarhed. Fanon skriver i en intens, akademisk og til tider nærmest besat tone, hvor psykologi, filosofi og politik smelter sammen. Grodin formår at bevare denne tætte, næsten overophedede energi, samtidig med at han gør teksten læsbar for et moderne dansk publikum. Hans sprog er både tålmodigt og skarpt, og han balancerer med overlegen fornemmelse mellem de videnskabelige begreber, de poetiske billeder og den retoriske voldsomhed, der gør Fanon så vanskelig – og så vedkommende.
Symphony Of Solitude – S.O.S
Scenekunst – MØR Collectives ’Symphony Of Solitude – S.O.S’ er en sansemættet karrusel af dagligdagens øjeblikke. Det er et fuldendt værk, hvor billedkunst, scenekunst, cirkus og musik smelter sammen for at skabe et nyt, originalt sprog, der rammer vores hjerter og får os til at mærke, hvad det vil sige at være menneske. Her ser man, hvad en kollektiv proces imellem kunstnere, der har valgt hinanden på tværs af nationale og faglige grænser, formår og kan opnå. Anika Barkan, Mika Forsling og Cille Lansade siger, at de gerne vil ”udvide vores perspektiv og træne vores empatiske kompas og engagement i samtiden”. Det lykkedes fuldstændigt med ’Symphony Of Solitude – S.O.S’.
Timeline
Billedkunst – Til Frederik Næblerød og Casper Aguilas udstilling ’Timeline’ blev Odsherred Kunstmuseums hvide facade overmalet med store, sorte, kontrastfulde figurer som en slags hulemaleri. Indenfor ses maleri, fotografi og skulptur, alt i sort-hvid, som går i samspil med de sorte stænk, der er på vinduerne udenfor. Det er grimt og smukt. Værkerne og museumsbygningen skaber en helhed, også med to videoinstallationer med 10 år gamle klip fra da kunstnerne slog sig ned i en digters kondemnerede sommerhus, efter det var blevet ødelagt under stormen Bodil 2013. Videoen fremstiller, hvordan de to kunstnere skaber ny kunstnerisk værdi af affald og af det forladte.
Tremor
Billedkunst – Julie Bitschs udstilling ’Tremor’ på SALV Atelier har en overbevisende evne til at forene dramatik og skrøbelighed i et stofligt og poetisk rum, der på én og samme tid drager og gør modstand. Gennem en overvældende materialefølsomhed lader Bitsch materialer som bronze, gips, hår, negle og tyggegummi forene i overraskende møder, der fremkalder et sanseligt refleksionsrum over kroppens forgængelighed, sorg, tab og erindring.
Trykkraft
Kunsthåndværk og design – I udstillingen ’Trykkraft’ vises en kavalkade af mageløse trykte tekstiler skabt af otte af de mest markante nulevende danske stoftrykkere: Josefina Enevold, Lisbet Friis, Bitten Hegelund, Else Borup Kallesøe, Anne Fabricius Møller, Liv Marie Rømer, Trine Tronhjem og Janne Wendt. Stoftryk er en særlig disciplin indenfor tekstil formgivning, der kræver mestring af dialogen mellem håndværket og det kunstneriske greb – mellem den tekniske udførelse og det frie æstetiske udtryk. I ’Trykkraft’ arbejder alle otte kunstnere med det kunstneriske udtryk i trykte tekstiler. Deres værker viser, hvordan de hver især fornyer håndværket, eksperimenterer med farver og materialer og udvikler nye kunstneriske udtryk.
Vibrations
Kunsthåndværk og design – ’Vibrations’ af Alev Ebüzziya Siesbye vidner om en kunstner, der hviler i sit virke og værk. Siesbye er en af keramikkens Grand Dames. Hun har konsekvent arbejdet inden for nogle snævre selvpålagte rammer og ud fra disse skabt et oeuvre, der kun kan ses som et mesterstykke i detaljens uendelige variation. Udstillingen består af to dele, udlagt over to rum, på to heftige og smukke borde designet af Bijoy Jain, udført i tykke ubehandlede douglasgran-planker. Siesbyes værkers svævende elegance står i smuk kontrast til bordenes tyngde, og sammen giver de en lethed til hele installationen, som løfter sig mod det æteriske. Ved at placere Siesbyes værker i to kontrasterende rum – et beklædt af mørke træpaneler, det andet solfuldt og lyst – fremhæves værkernes farve, formmæssige energi og materialitet.
Værktøj2
Kunsthåndværk og design – Med ’VÆRKTØJ2’ har Alvilde Holm, Depping & Jørgensen, Frederik Gustav, John Tree, Jonas Trampedach, Kasper Salto, Michael Antrobus og Tom Dixon skabt en udstilling med faglig tyngde og æstetisk lethed. De åbne og insisterende undersøgelser i teknik og materialer formidler, hvordan designeres arbejde opstår og formes af det værktøj, de anvender – hvordan værktøjet driver både processer og udvikling for den enkelte designer og er definerende for de færdige objekters udformning. Med udgangspunkt i trykpressen bidrager ’VÆRKTØJ2’ blandt andet til at genforbinde os med forståelsen af, hvordan ting skabes og produceres i en tid, hvor vi risikerer, at nye ideer og erfaring udelukkende opstår i de digitale universer.
Words Found More Added
Billedkunst – Jytte Høys totalinstallation ’Words Found More Added’ er et samspil mellem objekter og tekster, der fletter sig ind og ud gennem alle udstillingens rum. Rummenes permanente vægfarver skaber en smuk ramme for udstillingens forskellige komponenter, der på humoristisk og underfundig vis skaber umiskendelig genklang. Med udstillingen skaber Høy en helhed, som både griber det enkelte objekts integritet, teksten, stedet, rummet og bygningen.
Fakta
Fakta
Om præmieringer
Statens Kunstfonds Legatudvalg har hvert år mulighed for at præmiere et antal kunstnere og kunstprojekter, som har betydet noget særligt for dansk kunstliv. Man kan ikke søge om at blive præmieret, da udvalgene frit vælger hvem og hvad, der har så stor betydning i årets løb, at det i særlig grad skal fremhæves.