Bag om KH-prisen 2025

KH-prisen 2025 blev i år tildelt professor Ole B. Jensen. Prisen bliver hvert år formgivet af en udvalgt kunsthåndværker og designer, og i år havde Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design inviteret Le Bureau til at udforme KH-prisen. 

Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Designs begrundelse for valget af årets modtager af KH-prisen 2025:

Ole B. Jensen modtager årets KH-pris for sin formidling og diskussion af ‘ekskluderende design’ i det offentlige rum.

Ole B. Jensen er professor ved Aalborg Universitets institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi. Som leder af det nyligt overståede forskningsprojekt ‘Ekskluderende Design - social eksklusion i byens rum’ mellem AAU, Københavns kommune og flere NGO’er har han bidraget substantielt til debatten om brugen af design til at ekskludere borgere fra dele af det offentlige rum, og urimeligheden i denne overlagte, men oversete praksis.

Design oplever vi oftest som et middel til at forskønne rum, løse specifikke problemer eller udtænke nyskabende måder hvorpå vi kan forbedre hverdagslivet, men Ole B. Jensen peger på, at design også bruges bevidst til at styre adfærden og helt ekskludere nogen fra det fælles byrum.

Ole B. Jensen tilbyder et ubekvemt modbillede til de herskende troper i den danske designfortælling. Han vender opmærksomheden fra ’designerstolen’ til byens siddepladser. For når byens bænke har fået flere armlæn, er det ikke for at tilbyde støtte til den siddende at komme op igen eller for at danne en ramme om et privat rum i parken. Bænken er opdelt af jernbøjler, så gadesovere ikke kan benytte den til at hvile sig eller sove. Det store flertal, der aldrig har skullet finde et sted at sove på gaden, ville måske aldrig opdage disse ekskluderende designløsninger eller deres samfundsmæssige konsekvenser, hvis ikke en som Ole B. Jensen formidlede et kritisk blik på det.

Med sit kritiske og empatiske blik på byrummets afvisning af dets mest udsatte brugere har Ole B. Jensen opnået at vise det, som designfeltet selv i årtier har kæmpet med at udbrede: at design er en afgørende faktor i vores fælles rum. Og derudover har han gjort en ekstraordinær indsats for at formidle, hvor vigtigt det er, at flere også uden for designfeltet får blik for og sprog til at forholde sig til design. I sin forskning i og formidling af ekskluderende design har han belyst et demokratisk problem og skabt forståelse for aktuelle designetiske udfordringer. Ole B. Jensen er uddannet sociolog med en ph.d. i planlægning, en doktorgrad i mobilitet og et professorat i mobilitet og urban design. Med denne gennemførte tværfaglighed som sit instrument har han vundet gehør i offentligheden for, at design på godt og ondt påvirker vores samfundsliv og individuelle muligheder.

Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design ønsker med KH-prisen 2025 at anerkende Ole B. Jensen for denne generøse og kritiske indsats og håber, at det vil bidrage til yderligere debat og fokus på designernes rolle, ansvar og forståelse for social eksklusion.
 

Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Designs begrundelse for valget af årets formgiver af KH-prisen 2025:

Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design har inviteret Le Bureau til at udforme KH-prisen 2025 til Ole B. Jensen, professor i byteori og urban design ved Aalborg Universitet.

Le Bureau er den oplagte formgiver af KH-prisen 2025, da bureauet designer tilhørsforhold og adgangsveje, og Ole B. Jensen med sin forskning kaster lys på konsekvenserne af det modsatte: ‘ekskluderende design’ i det offentlige rum. 

Le Bureau designer de løsninger, som vi altid bliver irriterede over at mangle; løsninger, som vi oftest tager for givet, når de virker; og løsningerne som giver os følelsen af at høre til og have adgang til en større verden, når de er eksekveret med stor følsomhed.

Le Bureau er et strategisk designbureau, der udvikler steder med en tværfaglig og ambitiøs tilgang. De omdanner ikke-rum til levende, aktiverende og formidlende steder med grafiske, rumlige og stedspecifikke greb. De gør det lettere at orientere sig med farvestærk og overraskende vejvisning. De bruger designmetoder, der nysgerrigt undersøger stedet og giver brugeren hovedrollen. De formidler, hvorfor lige præcis dette sted er noget ganske særligt og har noget helt særligt at tilbyde brugeren.

Som et mindre og specialiseret bureau med både designere, arkitekter og kulturformidlere er Le Bureau også et eksempel på en kollektiv måde at organisere sig på og en tværfaglig måde at undersøge og skabe, som er kendetegnende for dansk design i dag. I det aktuelle designfaglige landskab optræder design ikke kun som en genstand; at designe er en måde at undersøge mødet mellem et sted og menneskene der. 

I Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design glæder vi os derfor meget til at opleve, hvordan Le Bureau, med deres optagethed af menneskers oplevelse af ’at høre til’, vælger at formgive prisen til Ole B. Jensen, der med prisen anerkendes for sit kritiske blik på ekskluderende byrumsdesign.
 

fakta

KH-prisen 2025, der er blevet udformet af Le Bureau
KH-prisen 2025. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

fakta

Om KH-prisen

KH-prisen er opkaldt efter Poul Henningsens kronik, Kritikkens Hensigt. Kritikeren, der er klar på sin hensigt, spiller en vigtig demokratisk rolle ved at styrke vekselvirkningen mellem kunstneriske fagligheder og samfundet.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design ønsker med prisen at fejre og fremhæve dem, der har fremmet den faglige dialog og er lykkedes med at løfte samtalen om kunsthåndværk og design ved at formidle og styrke feltets relevans og kritiske potentiale. 

Med prisen følger 50.000 kr. og årets pris. Derudover udformes prisen hvert år af en udvalgt dansk kunsthåndværker, der ligeledes honoreres med 50.000 kr. for udførslen af værket.

Se vinderen af KH-prisen 2025

 

Mere