Niviaq Korneliussen

Niviaq Korneliussen har i løbet af få år vist, at hun er en stærk og vigtig stemme i såvel den danske og grønlandske som i verdens litteratur. Hun forærer netop sine læsere nye måder at betragte verden på – ved siden af, på kanten af eller ud over de normer, kategorier og grænser, som almindeligvis gøres gældende. Og hun gør det med et sprog, der er kropsligt og præcist og millimetertæt på hendes romanpersoner og deres virkelighed. Debutromanen ”Homo sapienne” (2014) følger fem unge grønlændere, der kommer i tvivl om, hvem de er, og om de gør det, som er rigtigt – for dem. Man lever sig ind i deres forvirring og forviklinger og hverdag igennem romanens form, der blander sprog og perspektiver og tekstformater. Verdens højeste selvmordsrate er den brutale baggrund for Niviaq Korneliussens anden og seneste roman, ”Blomsterdalen” (2020). Også her er hovedpersonen og fortælleren ung og forvirret og helt almindelig: ensom og tvivlende det ene øjeblik, forelsket og liderlig det andet. Romanens overraskende og sorgfulde greb er at beskrive hendes selvmord, som mulighed og udvej, helt uden forundring.

De unge døde er på samme tid tabu i familierne og en fuldkommen nærværende del af venskaber, fællesskaber, fester og facebooksider – og af den grønlandske natur og historie. Blomsterne i Niviaq Korneliussens forfatterskab er både livets og dødens, sprogets og virkelighedens, og til det fortsatte arbejde med at finde og formulere dem tildeles hun det treårige arbejdslegat.