Begrundelse
Det treårige arbejdslegat
Litteratur, forår 2020
Tilbage til nyhed
Begrundelse
Kim Blæsbjerg
I Kim Blæsbjergs romantrilogi ’Desertørerne’ svigter alle på et eller andet tidspunkt. Det er ikke en oplysning, der ødelægger læsningen, det er en grundpræmis for denne enorme fortælling - både på det nære psykologiske plan i den enkelte scene og i den store form, plottet. Desertøren som figur er en, der bevæger sig væk fra brændpunktet, en, der forsøger at undgå at blive en del af den store bærende fortælling, der står tilbage, når krigen er udkæmpet. En figur, der blev normen, da finanskrisen ramte vores samfund, og stort set alle aktører løb fra slagmarken for at redde sig selv. En modvillig figur, der vil unddrage sig det ansvar og den etik, romantrilogien holder op foran læseren som et prisme.
Det er et imponerende kunstnerisk arbejde, Kim Blæsbjerg har præsteret: En romantrilogi, hvor alle karaktererne på en eller anden måde forsøger at stikke af, er blevet til en samlet, stærk fortælling om både den grundlæggende urimelighed og alt den for store skrøbelighed, der ligger i mange af de strukturer, vi lader styre vores liv. Selv har Kim Blæsbjerg ladet vide, at han nu skriver om Lemvig, den hjemegn han selv deserterede fra som ung. For arbejdet med ’Desertørerne’ og til arbejdet med at vende tilbage modtager Kim Blæsbjerg et 3-årigt arbejdslegat.