33 millioner kroner til musikprojekter i hele Danmark

Statens Kunstfond har netop uddelt støtte til 479 musikprojekter i 2026. Det er den sidste store uddeling fra det nuværende projektstøtteudvalg, der afslutter sin fireårige periode den 31. december 2025. Støtten til musiklivet når bredt ud til musikere i alle tænkelige konstellationer, børn og unge-initiativer, festivaler og koncertforeninger.

26. november 2025

Udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Musik, Rikke Øxner, siger:


”Vi har været igennem den sidste hoveduddeling i vores fireårige periode. Det har været en kæmpe fornøjelse at få indblik i det samlede felt og opleve høj kunstnerisk kvalitet inden for alle geografiske og genremæssige områder; og at se de mange, og mangeartede, initiativer rundt omkring i landet, hvor musiklivet rækker ud efter samarbejde – ofte med kommunal opbakning.


Vi ser en stor idérigdom med spændende koncertformater i hele Danmark, både på festivaler og i koncertvirksomhed. Derved er de mange både nye og etablerede projekter med til at styrke musiklivet i Danmark.”

Forenkling af musikpuljer


Igennem de fire år har udvalget fokuseret på åbenhed og transparens, blandt andet ved at gøre ansøgningsvejledninger mere tilgængelige med enklere krav og kriterier. Udvalget har gennemgået alle musikpuljerne og igangsat en forenkling af ansøgningsprocessen.


’Musikerpuljen’ er et forsøg herpå i forhold til den pulje, der tidligere hed ’Orkestre, bands, kor og ensembler’, hvor ansøgningsvejledningen nu er blevet kortere, indeholder enklere kriterier og færre krav.


Udvalget vil opfordre det kommende udvalg til at fortsætte indsatsen på forenkling af ansøgningsprocessen.

 

Se alle tildelinger her

fakta

Koncert med publikum
Total Hip Replacement er et af de støttede orkestre i årets store musikuddeling. Foto: Peter Heermann.

fakta

Om uddelingen

Projektstøtteudvalget for Musik har modtaget i alt 928 ansøgninger ved fristen den 15. august 2025 og uddelt i alt 33.351.565 kroner til 479 projekter:

Amatørmusik
Ansøgninger: 82
Tilsagn: 42
Tildelt i alt: 4.697.500 kr.

Børn og unge – læringsmiljøer, talentudvikling og innovativ kunstpædagogik
Ansøgninger: 124
Tilsagn: 64
Tildelt i alt: 7.143.120 kr.

Festivaler
Ansøgninger: 189
Tilsagn: 107
Tildelt i alt: 5.621.045 kr.

Koncertvirksomhed
Ansøgninger: 202
Tilsagn: 125
Tildelt i alt: 4.228.900 kr.

Musikerpuljen
Ansøgninger: 280
Tilsagn: 124
Tildelt i alt: 10.376.000 kr.

Publikationer og anden musikformidling
Ansøgninger: 51
Tilsagn: 17
Tildelt i alt: 1.285.000 kr.

Se alle tildelinger her

 

Mere