Tildelt af Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur
Tildelt af Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur
Jesper Danø
Jesper Danø er engageret gennem hele den arkitektoniske proces – fra de indledende skitser til den endelige dialog på byggepladsen. Han har praktiseret i 27 år. I de seneste år, hvor han har været selvstændig, har han for alvor kunnet udfolde sit talent og sin særlige glæde ved at arbejde med træ og genbrugsmaterialer.
Danøs evne til at inkludere smukke stoflige trækonstruktioner i arkitekturen ser vi blandt andet i byggerierne Ry Højskole og Håndværkskollegiet i Horsens. Danø har altid store ambitioner med arkitekturen og er både vedholdende i sit samarbejde med andre og i den fortsatte udvikling af vores fælles byggerier og omgivelser.
På forbilledlig vis bruger Danø sit engagement til at skabe vedkommende byggerier med bæredygtige materialer. Han har en insisterende vilje til at skabe smukke omgivelser, der imødekommer samfundets behov for at skabe langtidsholdbare kvalitetsbyggerier.
Jesper Danø modtager et arbejdslegat på 275.000 kroner.