Tildelt af Legatudvalget for Litteratur
Tildelt af Legatudvalget for Litteratur
Jens Carl Sanderhoff
Jens Carl Sanderhoffs værker føles som velgørende litterære eksplosioner; hans ord spænder fra det enkelt lysende til det komplekse og inderligt smukke. Han formår at skrive elegant og brutalt på samme tid, og veksler uanstrengt mellem raffineret billedsprog og meget direkte formuleringer.
Han siger selv i forbindelse med sit digteriske virke, at ”ordene bliver hængende over kroppen som himlen”, og mere præcist kan det næppe siges. Hans prosa, ikke mindst de indtil videre fire bøger i serien ’Europas floder’, væver sig sammen i en intrikat og sofistikeret helhed, der atter forgrener sig sindrigt og harmonisk.
Sanderhoff skriver sig ind i og op mod et bredt udvalg af litterære praksisser, og hans værker befinder sig i en tilstand af uophørlig kommunikation med verdenslitteraturen. En kolossalt særegen litterær produktion med modet til at afsøge nye veje og et altid fængende poetisk sprog.
Jens Carl Sanderhoff modtager et treårigt arbejdslegat på 855.000 kroner.