Tildelt af Legatudvalget for Billedkunst
Tildelt af Legatudvalget for Billedkunst
Ester Fleckner
Ester Fleckner bearbejder det normative i sine træsnit, tekster og skulpturer. Gennem gentagelser af geometriske former og symboler som trekanten, kvadratet eller stjernen får de gennem håndens fejlbarlighed fravristet kategorierne deres dumme, dovne dimensionalitet og knusende logik til fordel for en frodighed af variationer. Hvor små eller store skævheder manifesterer sig inden for en præcis konceptuel ramme.
Med langsommelige, omsorgsfulde serielle greb fremelsker Fleckner en åbenhed og en rummelighed i værkerne, som både rummer humor, poesi og dyb alvor. Værkerne udtrykker en kærlighed til det uforudsigelige, alle variationerne og en omsorg, ja nærmest en lidenskabelig mani, for ’fejlen’ og det obskure. Fleckner formår med underspillede næsten usynlige virkemidler at rejse ’farlige’ spørgsmål om vores frygt for det afvigende og tendensen til at undertrykke den naturlige variation og minoriteten.
Ester Fleckners kunstneriske arbejde udfordrer på en nøgtern og naturlig måde de kategorier, vi sætter op for hinanden, og bidrager dermed til en aktuel kamp om frihed og retten til at være den, man er.
Ester Fleckner modtager et treårigt arbejdslegat på 855.000 kroner.