Arbejdsbillede fra koreograf Sara Taddese Jordan, som er en af de kunstnere, der modtager et arbejdslegat. Foto: Agathe Moubembe.

1252 kunstnere har netop modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond

Arbejdslegaterne er uddelt til kunstnere inden for kunsthåndværk og design, arkitektur, billedkunst, musik, litteratur, film og scenekunst.

01. maj 2025

Statens Kunstfonds syv legatudvalg har i alt uddelt arbejdslegater for mere end 108 millioner kroner, og igen i år er de kunstneriske ambitioner høje blandt de mange ansøgere.

 

Merete Pryds Helle, bestyrelsesleder i Statens Kunstfond, siger:

 

”Vi er dybt imponerede over de mange ambitiøse og talentfulde kunstnere, som har søgt om et arbejdslegat. Det har været en stor fornøjelse at læse de mange gode ansøgninger, som afspejler den danske kunstverdens kvalitet, kreativitet og skabertrang. Det er vigtigt for os at understrege, at vi er taknemmelige for alle de ansøgninger, vi modtager – også dem, vi har måttet give et afslag.

Vi glæder os til at se de mange vigtige og tankevækkende værker, som legaterne kan hjælpe på vej. Værker, der skaber en masse gode kunstoplevelser for borgere i hele landet.”

Se et udpluk af modtagerne

 

Udvalgenes uddelinger

 

For Legatudvalget for Litteratur har det været en fornøjelse at modtage så mange kvalificerede ansøgninger. Udvalget har set ansøgninger fra både garvede forfattere og helt nye talenter, og der har været stor spredning i genrer, formater, tematikker og stil.

Legatudvalget for Billedkunst er overvældet af de mange visioner, ideer og arbejdsformer, som bliver præsenteret i årets ansøgninger. De kunstneriske ambitioner viser mangfoldighed, styrke og personlighed.

Legatudvalget for Musik oplever, at kunstnerne reflekterer over, bearbejder og reagerer på de kriser, der er i samfundet. Flere går sammen om at skabe musik i fællesskab, og når kunstnerne skriver sangtekster, er de ofte på dansk. 

Hos Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur har årets ansøgninger fokus på materialer, stedforståelse og æstetik. Udvalget har uddelt arbejdslegater, som kan hjælpe til udvikling af kunstnerisk praksis igennem eksperimenter og undersøgende tilgange.

I Legatudvalget for Scenekunst ser udvalgsmedlemmerne forskellige og eksperimenterende stemmer mobilisere sig i ansøgerskaren. Det er en udvikling, udvalget ser positivt på, da det vidner om en modigere tilgang til scenekunsten. 

Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design har været optaget af at imødekomme bredden i alle dele af det mangfoldige felt af kunsthåndværkere og designere. Der har i uddelingen været fokus på både den langsommelige, eksperimenterende praksis og den mere udadvendte og opsøgende.

I Legatudvalget for Film har der både været ansøgninger fra debuterende og etablerede film- og spilskabere. Udvalget har ønsket at støtte bredt og prioriteret både tidligere og nye ansøgere, nye talenter og forskellige formater og kunstneriske udtryk.

fakta

Illustration med blomster og insekter
Illustrator Kamilla Wichmann tildeles et treårigt arbejdslegat. Illustration: Blomster og deres pollenfarver.

fakta

Om arbejdslegater

Arbejdslegaterne gives til det fortsatte kunstneriske arbejde. Formålet er at give kunstnere frihed til at udvikle, udforske og eksperimentere. Legaterne er en investering i nutidens og fremtidens kunst og kulturliv til gavn for landets kunstnere, kulturinstitutioner og alle, som oplever kunsten.

I år er der uddelt arbejdslegater for 108.665.000 kroner til 1252 kunstnere på tværs af kunstarterne. Udvalgene har samlet modtaget 5543 ansøgninger.

Det er Statens Kunstfonds syv legatudvalg, der uddeler arbejdslegaterne inden for henholdsvis film, kunsthåndværk og design, arkitektur, billedkunst, litteratur, musik og scenekunst.

Udvalgene er udpeget for en fireårigperiode fra 2024-2027, på nær Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur, som er udpeget fra 2022-2025.

Se alle tildelinger

Se et udpluk af modtagerne

Læs mere om de syv legatudvalg

 

Mere