To små forlag hædres med ny litterær pris

De to små forlag Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig hædres med Statens Kunstfonds nystiftede Sigvaldi-pris for deres høje niveau, idealisme og kyndighed.

Pressemeddelelse
10. december 2020

De to små forlag Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig er de første modtagere af Sigvaldi-prisen stiftet af Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Litteratur. Prisen skal sætte fokus på de små forlag og deres betydning. Med prisen følger 75.000 kr. til hver af forlagene.  

”Med Sigvaldi-prisen har Kunstfonden ønsket at hædre og opmuntre de små danske forlag. De første modtagere af Sigvaldi-prisen, Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig, er små forlag af stor betydning for dansk litteratur. En ældre aktør og en yngre, et forlag, der udgiver dansk litteratur, og et andet der fortrinsvis udgiver udenlandsk, begge på højeste niveau og i alt hvad de foretager sig båret af idealisme og kyndighed og frem for alt kærlighed til litteraturen”, siger Jens Smærup Sørensen fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.    

To passionerede forlag

111 indstillinger til prisen fordelt på 50 små forlag vidner om en stor interesse og entusiasme for de små forlag og de forfattere, de giver os adgang til. De to modtagere af Sigvaldi-prisen er blandt andet valgt for deres passionerede formidling, høje kvalitetsniveau og øje for eksperimenter. 

Asger Schnack, Asger Schnacks Forlag, siger: ”Jeg er overvældet og taknemmelig. Sigvaldi-prisen betyder tre ting for mig: En anerkendelse for mit arbejde som forlægger. Det er meget opløftende! Et glædeligt økonomisk boost til forlaget og stolthed over at blive forbundet med Otto Sigvaldi, på hvis forlag jeg udkom for 50 år siden. Han var vitterlig sin egen nyhed! Tak!.”

Andreas Vermehren, Forlaget Virkelig, siger:
”Tak, tusind tak for at I tænker på og tager vare på det som foregår i det små. Der findes en anden verden. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at pege på fællesskabet og takke de som har bidraget og bidrager, samlet og spredt, med interesse og kærlighed til arbejdet.”

Fakta

  • Sigvaldi-prisen er opkaldt efter forlæggeren Otto Sigvaldi (1943-2015). Udover at være forlægger var han digter og oversætter og på alle måder en fri fugl. I begyndelsen af 1970´erne gjorde han sig bemærket på Strøget i København, hvor han solgte egne og andres værker fra en barnevogn. Altid i farvestrålende gevandter, røde eller grønne træskostøvler.
  • Sigvaldi-prisen uddeles indtil videre i 2020 og 2021.
  • Prisen er stiftet af Projektstøtteudvalget for Litteratur. 
  • Indstillingerne til prisen kan indsendes af forlagene selv eller af andre.
  • I 2020 kom der 111 indstillinger fordelt på 50 forlag.

Mangler du mere info?

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53
 

Foto: Colourbox

Begrundelser

Asger Schnacks Forlag

Asger Schnacks forlag har eksisteret siden 2014, men Asger Schnack har ”altid” været forlægger, redaktør og poesiens vidende og passionerede formidler ved siden af sit lange virke som digter (I 1970 udkom hans "Drømmehistorier" hos Sigvaldi). Asger Schnack brænder for mange former for litteratur, men dette forlag er primært tilegnet dansk poesi. Forlæggeren har et vågent øje for digtere, der ikke gør så meget væsen af sig, som Niels Simonsen og Laus Strandby Nielsen, men også helt nye spirer trækker han frem. Blandt de store fortjenester er udgivelsen af Eske K. Mathiesens samlede og nye digte, og først og fremmest genudgivelsen af Pia Juuls lyriske forfatterskab i de smukkeste enkeltværker, hvorved hver enkelt digtsamlings integritet og karakter bevares. I sorgen over hendes alt for tidlige bortgang er det en glæde, at hendes forfatterskab bliver taget så smukt vare på. Alle udgivelser på Asger Schnacks forlag er stilrent tilrettelagt af Mette & Eric Mourier. 

Forlaget Virkelig

Forlaget Virkelig, der så dagens lys i 2012, drives af forfatter Andreas Vermehren Holm. Virkelig fokuserer især, men ikke udelukkende, på oversat litteratur af høj kvalitet og i kongruent oversættelse.  Her kan nævnes navne og værker som Samuel Becketts ”Molloy”, Rainer Maria Rilke: ”Breve til en ung digter”, Virginia Woolfs ”Et rids af fortiden”, men også helt nye tekster som Cia Rinnes ”Trial & Eros”. Forlaget har også en praksis for de litterære eksperimenter med udgivelser af mindre helheder, essays og poetikker i delikate formater som f.eks. Ursula Le Guins ”Bæreposeteorien om fiktion”, som ramte rent ind i tidsånden. Som om det ikke var nok, står forlaget Virkelig nu også bag det prisbelønnede digre tidsskrift ”Ny jord”, der samler naturtænkning og litterære bidrag fra både danske og udenlandske bidragydere.  Forlaget Virkelig har naturligvis allieret sig med dygtige grafiske folk; alt, der kommer fra den kant, er gennemarbejdet i mindste detalje.

 

Mere