Tapperiet i Køge. Foto: Sif Mikkelsen

Ti netværks- og genrespillesteder skal udvikle livescenen

Statens Kunstfond sætter nu navne på de ti udvalgte netværks- og genrespillesteder, der frem til 2024 skal sikre et mere varieret koncertudbud I Danmark. Spillestederne modtager sammen med titlen årligt 1 million kroner, og med udpegningerne får den danske livescene markant bedre muligheder for samarbejde og udvikling.

Pressemeddelelse
27. oktober 2021

Udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik Emil de Waal siger:

”Ud fra et stærkt ansøgerfelt har vi valgt de ti spillesteder, som vi tror har de bedste muligheder for at udvikle livescenen med nye samarbejder og nye kunstneriske metoder. Det har været en svær prioritering, fordi alle ansøgninger har været rigtig gode. Netværks- og genrespillestederne skal være knudepunkter for formidling og udvikling af de smalle musikgenrer og understøtte vækstlaget, så vi i fremtiden har et rigt og varieret koncertudbud i Danmark. Også en stor tak til kommunerne, der har valgt at bakke op om spillestederne og deres ansøgninger.”

De nye netværks- og genrespillesteder for perioden 2022-2024:

Huset (Aalborg), Spillestedet Generator (Ringkøbing), Tapperiet (Køge), Kulturmaskinen (Odense), Culture Box (København), Aabenraa Live (Aabenraa), Jazz I Trekanten (Kolding), KulisseLageret / Platform K (Horsens), Loppen (København) og Spillestedet Harders (Svendborg).

Fakta

Kvinde arbejder ved mixerpult
Foto: Statens Kunstfond

Fakta

Om genre-spillestederne

Netværks- og genrespillestederne skal fremme musiklivet lokalt, regionalt og nationalt og sikre et varieret koncertudbud i hele landet. Ordningen er lavet for at give bedre udfoldelsesmuligheder for vækstlag og etablerede kunstnere og desuden sikre bedre samarbejde mellem koncertarrangører. De ti spillesteder modtager hver 1 million kroner om året i perioden 2022-2024. Der blev på finansloven 2021 afsat cirka 30 millioner kroner i årene 2022-2024 til etablering af en ny ordning for netværks- og genrespillesteder. Der er tidligere i år uddelt 7,3 millioner kroner for andet halvår af 2021, hvor 14 spillesteder har haft mulighed for at afprøve et virke som netværks- og genrespillesteder.

 

Mere