Bodil Nielsen, f. 1957

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2018 / Billedkunst

Begrundelse for indstillingen

Bodil Nielsen indstilles til en hædersydelse for sin vedholdende og begavede undersøgelse af maleriet og dets måde at være i verden på.

Bodil Nielsen har i mere end tredive år eksperimenteret med og udforsket maleriet.

Hun stiller spørgsmål til maleriets muligheder og begrænsninger i en disciplineret og indtrængende proces, som man tydeligt fornemmer er drevet af en indre nødvendighed. Bodil Nielsen skyder ikke genvej til sit maleri. Ingen løsninger synes taget for givet, intet materialevalg er en selvfølge, intet format og ingen tekstur er uden begrundelse. Malerierne opleves som på en gang konceptuelt stramme og frigjorte. Et Bodil Nielsen maleri kan næsten opleves som immaterielt - som om det afgiver partikelfyldt lys til det rum, det befinder sig i - let og svævende - pulserende og åbent.

Som beskuer overraskes man gang på gang af denne tilgang til mediet, som synes endeløst at forny sig selv i en legende dialog mellem maleren og maleriet.

Bodil Nielsen maleriske projekt former en egen grammatik og ordløs poetik, bestående af komponenter som transparens, lagdeling, immaterialitet, stoflighed, glathed, kornethed og en rigdom af andre maleriske egenskaber og metodiske greb.

Bodil Nielsen er en markant og betydningsfuld skikkelse i dansk samtidskunst.

Hun har vist sine værker på utallige udstillinger i Danmark og i udlandet, solgt værker til bl.a. Statens Kunstfond og Ny Carlsberg Fonden, og udført udsmykninger i det offentlige rum på bl.a. Syddansk Universitet, Århus Universitetshospital og Augustenborg Sygehus.

Bodil Nielsen modtog Eckersbergmedaillen i 2013.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)