Legatudvalget for Litteratur

Årsberetning 2018

Seks forfattere får et 3-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Øverst: Pia Fris Laneth, Cecilie Lind og Sarah Engell. Nederst: Lars Movin, Caroline Albertine Minor og Theis Ørntoft. Foto: Peter Tygesen, Simon Læssøe, Morten Holtum, Lærke Poss

God kunst kræver ordentlig støtte – også i børnehøjde

God kunst tager sin tid. At skrive, tegne eller oversætte bøger tager som regel meget lang tid, hvis værket skal være godt. Og det skal det. For ingen har tid til bøger, dramatik eller lydmontager, der ikke kræver noget af sit publikum. Ja, god kunst handler om dialog og nye erkendelser, hvor man heldigvis ikke altid kan gå efter et udfald, og hvor alting heller ikke kan gøres op i resultater og facit i grønne excelark.

Et vigtigt område for Legatudvalget for Litteratur er børn og unge, der skal møde oprigtig kunst. De skal føle sig set, mærket og anerkendt som netop det de er, mennesker, som sagtens selv kan forholde sig til en verden i opbrud, fordi de læser og dermed aflæser sig selv midt i en tid, deres tid. Her kan kunsten skabe andre rum og forståelsesrammer, så man får en stærk fornemmelse af, at verdensbilledet er langt rigere og større end det, man støder på i skolegården eller derhjemme. Kunst kan danne, men den kan også omdanne ens eget liv. 

Børn og unge er fremtidens kulturforbrugere. Det er en vigtig kamp og et præcist mål for Statens Kunstfond at se tiden – og dermed fremtiden – lige i øjnene, og selv være i øjenhøjde med tiden. Børn og unge vil ikke – og de skal ikke – spises af med bøger fra den gamle verden og tid, nej, de skal møde den tid, de selv er en vigtig del af. 

Det kan udmønte sig i møder, hvor man føler sig set, mærket og i høj grad bemærket som individ. Det er noget af det allervigtigste, hvis vi fremover skal skabe grobund for børn og unge som kunst- og kulturforbrugere. Man skal føle, at værket taler til en og netop fortæller om lige præcis den historie, man gik rundt og ledte efter at høre. Børn og unge skal tages alvorligt. Det er dem, der snart skal overtage landet. Og det land skal de helst overtage med den tradition, vi gennem de sidste 50 år har skabt, for et vigtigt, inspirerende og tillidsskabende kunst- og kulturliv.

Sarah Engell (1979) er en af de meget fremtrædende forfattere, som med en lang række bøger for børn og i særdeleshed unge har skrevet en historie frem, hvor man som læser føler sig genkendt, set og mærket. Sarah Engell moraliserer aldrig. Hun udstiller intet andet end sig selv. Og på den måde rammer hendes bøger læsere i alle aldersgrupper.

Siden debuten i 2009 med ungdomsromanen Hvis bare… har Engell skabt et unikt rum, hvor hun har nuanceret sit sprog og sin nøgterne konstatering af, at livet ikke er let at leve. Man må tage sine valg, og de valg har konsekvenser. Det sættes på spidsen i ungdomsromanen fra sidste år, Valget, hvor 18-årige Xenia skaber en politisk platform for sine egne idealer og håb for en bedre verden, men drømme, man drømmer på andre menneskers vegne, har altid skyggesider.

Det bliver en historie fortalt helt hudløst om flygtninges vilkår i dagens Danmark, og om et politisk system, hvor samvittighed sjældent har til huse. Det er bøgerne i genren Young Adult, som har en helt særlig plads i Sarah Engells hjerte. Det fremgår tydeligt i Hjertet er 1 organ (2016) og 21 måder at dø (2014), men også i romanerne for voksne og i bøger for børn, blandt andet Fuglemanden fra i år, som Lilian Brøgger så fint har illustreret, skriver Sarah Engell sig overbevisende og med en kant at levet liv ind i netop det liv, som kradser, river, flænser og flå.

Det er stærkt, råt og utrolig modigt. Og det er i høj grad med pulsen godt oppe i halsen og med en ærlighed, som altid sætter sig i hjertet og øjnene. Legatudvalget for litteratur tildelte Sarah Engell det 3-årige arbejdslegat i 2018.     

At skabe og at omskabe en tid kræver sit mod. Det mod skal vi bakke op om med muligheden for tid til professionel fordybelse ved fortsat at give kunstnerne mulighed for ro og rum i form af arbejdslegater, der støtter kunstneres arbejde. Kun sådan kan en ny verden bliver imødekommet med ordentlig kunst, ja, god, professionel kunst, hvor der på alle planer er højt til loftet. God kunst er selvfølgelig for alle. Men vi skal huske børnene og de unge. De er de vigtigste lige nu og i fremtiden, hvis vi skal fastholde, at vi stadig er et land med et berigende kunst- og åndsliv for alle aldersgrupper.

Det kræver mod hos de kunstnere, der arbejder med kunst for børn og unge. Det mod og den originalitet skal fortsat være en synlig del af Statens Kunstfonds virke. For kun sådan har vi alle sammen en fremtid.   

Udvalget består af:    
Formand Tomas Lagermand Lundme
Inge Lise Hornemann
Juliane Wammen
Kamila Slocinska
Dan Ringgaard

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)