Statens Kunstfond udpeger kurator for MINDCRAFT18

Statens Kunstfond har netop udpeget den næste kurator for fondens internationale designsatsning MINDCRAFT, der finder sted hvert år i Milano i Italien. I 2018 bliver udstillingen kurateret og iscenesat af en prisvindende dansk designer.

4.9.2017
Møbeldesigner Ditte Hammerstrøm bliver kurator for MINDCRAFT18. Foto: Søren Rønholt.
Møbeldesigner Ditte Hammerstrøm bliver kurator for MINDCRAFT18. Foto: Søren Rønholt.

MINDCRAFT18 får den internationalt anerkendte danske møbeldesigner Ditte Hammerstrøm som kurator.

Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design der har udpeget Ditte Hammerstrøm til at stå for kurateringen og iscenesættelsen af det internationalt anerkendte udstillingskoncept MINDCRAFT, der hvert år fremviser noget af det stærkeste danske design og kunsthåndværk for den internationale designbranche under verdens førende designbegivenhed ”Fuori Salone”, designugen i Milano i Italien. 

Formand for Statens Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design Astrid Krogh siger:

”Udvalget ser Ditte Hammerstrøm som en meget vedkommende, utraditionel og tidssvarende kurator. Hun er kendt for at udfordre de vedtagne normer i den danske møbeltradition. Med Ditte Hammerstrøms skarpe blik for de emotionelle og irrationelle kvaliteter ved design, er vi sikre på at kunne præsentere en konceptuelt stærk MINDCRAFT-udstilling næste år.” 

MINDCRAFT18 kan opleves under designugen i Milano fra den 16. – 22. april 2018. Designugen tiltrækker hvert år mere end 300.000 designinteresserede.

Kurator Ditte Hammerstrøm siger: 

”Med udstillingen vil jeg gerne give plads til talentet og sætte fokus på fagets kernekompetencer i form af en række stedsspecifikke værker skabt med en helt særlig materialeforståelse og med en høj kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet. Værker af sanselig og overraskende karakter. Der bliver både handcraft og mindcraft.”

MINDCRAFT18 hører under Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design. Udstillingen organiseres af Slots- og Kulturstyrelsen. 

Om Ditte Hammerstrøm

Designeren Ditte Hammerstrøm har igennem mange år markeret sig både nationalt og internationalt med sine kompromisløse og poetiske møbeldesign, der bevæger sig i krydsfeltet mellem den frie og anvendte kunst og mellem skulptur og møbel. Ditte Hammerstrøm har selv været blandt de udvalgte udstillere på MINDCRAFT.

MINDCRAFT er et internationalt anerkendt og prisbelønnet udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og kuratorer præsenterer det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design på verdens førende designscene under den årlige designuge i Milano. 

MINDCRAFT-udstillingen blev første gang vist i 2008 og er med årene blevet en veletableret og eftertragtet international platform for dansk kunsthåndværk og design. Formålet med MINDCRAFT er at profilere dansk kunsthåndværk og design over for både nationale og internationale meningsdannere, presse, producenter og fagfolk på området. 

Flere deltagere, der har fremvist deres værker på MINDCRAFT, er efterfølgende blevet opdaget af toneangivende producenter og har fået deres MINDCRAFT-værk sat i produktion hos for eksempel den italienske designer Nemo Cassina og danske producenter som Fredericia Furniture, HAY, Muuto, Menu, Skagerak og Gubi. Andre deltagere har solgt værker til private samlere eller haft held med at etablere nye samarbejder med velrenommerede gallerier i byer som New York, London og Paris.

Yderligere oplysninger: 

Konsulent Bo Kolbye, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 55 42, bko@remove-this.slks.dk 

Statens Kunstfonds pressetelefon: 22 61 19 95 

Siden er sidst opdateret: 4.9.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)