I London lyser drømme op i dansk digters værk

Digteren Morten Søndergaard står bag det visuelle hovedværk ”Wall of Dreams”, der i tre uger skal oplyse facaden på Southbank Centre i London. Værket er et enormt kollektivt digt skrevet ud fra flygtninges drømme og er støttet af Statens Kunstfond.

12.10.2017
Morten Søndergaards værk ”Wall of Dreams” er klar til indvielsen på lørdag i London. Foto: Southbank Centre.
Morten Søndergaards værk ”Wall of Dreams” er klar til indvielsen på lørdag i London. Foto: Southbank Centre.

Det er ikke hver dag, at den engelske avis ”The Guardian” fylder deres spalter med nyheder om en dansk digter.

Men i disse dage følger journalist Danuta Kean fra avisen Morten Søndergaard, som er i London i Storbritannien for at lægge sidste hånd på værket ”Wall of Dreams”, der er kulminationen på halvandet års arbejde.

”Wall of Dreams” bliver indviet i London lørdag den 14. oktober og vil de kommende tre uger oplyse facaden på Southbank Centre, som er en samling kunsthaller ved floden Themsen, i forbindelse med to store litterære festivaler i London.

Når lysene slukkes på Southbank Centre, er det planen, at værket skal på rundtur i andre dele af Storbritannien. Værket handler i store træk om drømme indsamlet fra flygtninge og migranter, der bor rundt omkring i Europa.

Digter, forfatter og oversætter Morten Søndergaard siger:

”Jeg har rejst rundt i Europa og samlet drømmene ind fra flygtninge og været i kontakt med rigtig mange mennesker og organisationer. Det har været en vild og meget øjenåbnende oplevelse og rejse. At stå i en nedlagt toiletpapirfabrik på en mark i Thessaloniki i Grækenland og forsøge at samle drømme ind fra frysende mennesker i telte og blive mødt af imødekommende og varme smil og optimisme kan hurtigt blæse én langt ud af vante forestillinger og tankemønstre.”

Læs mere om baggrunden for værket

Fra betongavl i Valby til hjertet af London

Værket ”Wall of Dreams” er en udløber af Morten Søndergaards prisvindende værk ”Drømmegavlen” fra 2015.

I Drømmegavlen forvandlede Morten Søndergaard en betongavl i en boligforening i Valby ved København til et kunstværk bestående af 117 drømme indsamlet fra boligblokkens beboere.

Læs mere om ”Drømmegavlen” i Valby

Southbank Centres litteraturkonsulent Bea Colley siger:

“Som digter benytter Morten Søndergaard sig af metaforer og betydninger i værket ”Wall of Dreams”, da hans hovedpointe er, at i takt med at mure og grænser bliver forstærket rundt omkring i verden, så er værket en solid, konstant mur i midten af London, der hylder og fejrer flygtninge og migranters drømme fra alle egne af Europa. Fortællinger og drømme er vævet ind i strukturen af både The Royal Festival Hall og Southbank Centre. Her giver vi fortsat plads til, at et væld af stemmer kan blive hørt, og vi er stolte af at kunne præsentere en hel væg af lysende drømme på dette års London Literature Festival.”  

Værket indvies i forbindelse med åbningen af ”Poetry International” og ”London Literature Festival” lørdag den 14. oktober. Selve litteraturfestivalen har et dansk og nordisk fokus, som hænger sammen med det store initiativ ”Nordic Matters” i 2017 på Southbank Centre.   

Læs mere om South Bank Centre 

Fakta om værket ”Wall of Dreams”

Drømmene i værket er blevet indsamlet fra flygtninge og migranter, som i øjeblikket bor i Storbritannien, Grækenland, Frankrig, Tyskland og Danmark. Værket er blevet til i samarbejde med Southbank Centre i London og digterne Jasmine Ann Cooray og Kayo Chingonyi, der begge har været på flugt og nu bor i London. 

De medvirkende flygtninge og migranter kommer fra så forskellige steder som Syrien, Afghanistan, Sudan, Guinea, Eritrea og Somalia. Tilsammen skaber drømmene et kollektivt digt skrevet af folk fra hele verden, som alle er i samme situation. 

Et udvalg af de i alt 650 drømme vil blive vist på facaden af Royal Festival Hall, der er en del af Southbank Centre, hen over tre uger.  South Bank Centre er en af Londons mest markante bygninger, der ligger i et område ved floden Themsens bred, hvor meget få mennesker bor, men hvor hundredtusindvis af mennesker hver dag passerer. Den kommende tid vil de mange besøgende og forbipasserende hver aften opleve et nyt mønster af drømme omspænde bygningens facade.

Når drømmene bliver projiceret op på murene på Royal Festival Hall, er det ved hjælp af højintensive lysprojektioner, hvor det århusianske firma SGM-lys har doneret udstyr og ekspertise, som gør det muligt at få drømmene til at stå helt klart på facaden fra tusmørke og til morgengry.

Se drømmene fra ”Wall of Dreams”

Læs mere om ”Poetry International”

Se programmet for ”London Literature Festival”

Læs mere om ”Nordic Matters”

Yderligere oplysninger:

Konsulent Marie Starup, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 52 66, msta@remove-this.slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 22 61 19 95

Siden er sidst opdateret: 12.10.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)