Hop på bussen og oplev ny kunst i København

Når Statens Kunstfond torsdag den 31. august i forbindelse med Copenhagen Art Week sender en bus på tre ture rundt i København, kan man opleve alt fra en marionetdukkepavillon til et spiraltårn af ord, en ”lyttehave” og et Foucaults pendul. Undervejs vil flere af kunstnerne selv fortælle om deres værker.

24.8.2017
Det markante foyer- og trapperum i Banedanmarks nye Trafiktårn Øst med gulvudsmykning og Foucaults pendul af Henrik Plenge Jakobsen. Foto: Anders Sune Berg
Det markante foyer- og trapperum i Banedanmarks nye Trafiktårn Øst med gulvudsmykning og Foucaults pendul af Henrik Plenge Jakobsen. Foto: Anders Sune Berg

Hvert år bliver der skabt store og markante kunstværker til nye offentlige byggerier over hele landet. Men mange af værkerne er ikke altid lige nemme at komme til at opleve, hvis man ikke har et ærinde i bygningerne.

Det vil Statens Kunstfond gerne ændre på, og derfor har fonden i forbindelse med Copenhagen Art Week, der løber fra torsdag den 24. august til søndag den 3. september, lejet en bus, der kommer rundt til en lille del af de værker, der de seneste tre år er blevet en del af nye offentlige byggerier i hovedstadsområdet.

For hvilke overvejelser gør man sig, når man skal skabe kunst til et sted, der hver dag bruges af rigtig mange mennesker? Og hvilken betydning har bygningens arkitektur og funktion for den kunst, der bliver skabt? 

Det er nogle af de spørgsmål, som besøgene i blandt andet et kontroltårn for banetrafikken i Østdanmark, haven uden for Fysio- og Ergoterapiafdelingen på Bispebjerg Hospital og P-huset samme sted stiller skarpt på.

Formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst Søren Taaning siger:

”For patienterne på Bispebjerg Hospital, de studerende på Københavns Universitet eller de ansatte i Banedanmarks Trafiktårn Øst er de nye værker måske allerede blevet hverdagskost. Men der er rigtig mange andre, som ikke har haft mulighed for at se de smukke og spændende værker. Og derfor inviterer Statens Kunstfond nu på rundvisning, så flere får mulighed for at opleve værkerne og høre fortællingerne bag.” 

I hovedstadsområdet har anerkendte danske kunstnere som blandt andre Milena Bonifacini, Peter Callesen, Henrik Plenge Jakobsen og Kirstine Roepstorff været med til at skabe nye værker til nye offentlige byggerier.

I forbindelse med de tre busture deltager kunstnerne Henrik Plenge Jakobsen, Lasse Krog Møller, Elsebeth Jørgensen, Hartmut Stockter, Milena Bonifacini og Peter Callesen. Derudover går turen forbi værker af kunstnergruppen VinylTerrorHorror, Malene Nors Tardrup og Kirstine Roepstorff. 

Alle busture finder sted torsdag den 31. august, og man hopper på bussen i Hambrosgade ved Polititorvet, 1577 København V. Hver bustur tager cirka to timer, og der er plads til 30 passagerer i bussen. 

Det er desværre ikke muligt at reservere plads i bussen. Mød op i god tid.

Rundvisning vil være engelsksproget, da Copenhagen Art Week er en international begivehed, hvor der forventes international deltagelse.

Program for busturene:

Bustur 1: ”Vesterbro”, afgang kl. 12.00 fra Hambrosgade, hjemkomst kl. 14.00.

Værker:  

  • Henrik Plenge Jakobsens ”Africa Control” (2016), Banedanmark Trafiktårn Øst. 
  • Lasse Krog Møllers ”Atlas UCC [Mnemosyne You See See]” (2016), Professionshøjskolen UCC Campus Carlsberg.
  • VinylTerrorHorrors “Modulations in a horizontal mode” (2016), Professionshøjskolen UCC Campus Carlsberg. 

Bustur 2: ”Bispebjerg Hospital”, afgang fra Hambrosgade kl. 14:30, hjemkomst kl. 16:30.

Værker:  

  • Elsebeth Jørgensens ”Lyttehaven” (2017).
  • Hartmut Stockters ”Marionetdukkepavillonen” (2017).
  • Malene Nors Tardrups ”Længe er ikke evigt” (2016).  

Bustur 3: ”Københavns Universitet”, afgang fra Hambrosgade kl. 17.00, hjemkomst kl. 19.00. 

Værker:  

  • Milena Bonifacinis udsmykning (2016), Copenhagen Plant Science Centre.
  • Peter Callesens “White Words” (2016), KUA2.
  • Kirstine Roepstorffs “Klangfrø” (2014), KUA2. 

Fakta om tourguiden

Guide på turen er Sara Glahn (født 1987), som er uddannet billedkunstner og cand. pæd. i didaktikker med speciale i den offentlige kunsts betydning for brugerne. Sara Glahn har været initiativtager til udstillingssteder og kunstbogsmesser uden for de gængse kunstinstitutioner og kender både til kunstnerens og institutionens rolle i forbindelse med kunstværker i det offentlige rum.

Fakta om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst består af fem medlemmer. I perioden 2016-2019 sidder billedkunstnerne Mikkel Carl, Eva Steen Christensen, Ane Mette Ruge og Søren Taaning (formand) samt kunsthistorikeren Jakob Fabricius i udvalget.

En af udvalgets opgaver er at fungere som kunstfaglig rådgiver i forbindelse med offentlige udsmykningsopgaver, og i de seneste tre år har Legatudvalget for Billedkunst og kunstkonsulenter udpeget af udvalget været involveret i mere end 40 udsmykningsopgaver i hele landet. 

Yderligere oplysninger:

Specialkonsulent Lotte Lederballe Pedersen, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 22 70 59 22, lsl@remove-this.slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 22 61 19 95

Siden er sidst opdateret: 30.8.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)