Repræsentantskabet rejser kritik af omprioritering til regionale kunstfonde

Udtalelse fra Repræsentantskabet for Statens Kunstfond om de nye regionale kunstfonde: Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond.

5.10.2018

Repræsentantskabet for Statens Kunstfond beklager ved sit halvårlige møde den 3. oktober 2018, at Statens Kunstfond bliver reduceret med fem millioner kroner årligt.

Beløbet bliver overført til to nyoprettede kunstfonde, nemlig Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond, der ifølge kulturministeren skal ”støtte udvikling af lokal kunstproduktion og etableringen af økonomisk bæredygtige kunstvirksomheder og -miljøer.” Beløbet forbliver således i det kunstneriske produktionsmiljø, men den kunst, som de to udvalg vælger at støtte, bliver underlagt et erhvervsmæssigt nyttesyn, og det betegner et afgørende brud med de kvalitetskriterier, der er gældende for tildelingerne fra Statens Kunstfond. Repræsentantskabet beklager, at det sker.

Repræsentantskabet ser endvidere med skepsis på bestemmelsen om, at projekterne skal have lokal medfinansiering for at kunne modtage støtte. Kravet om samfinansiering lægger op til projektstøtte frem for støtte til den enkelte kunstner, og det vil svække kunstnergrupper som f.eks. billedkunstnere og forfattere i ansøgerfeltet. Det vil også være et brud med hidtidig praksis. Desuden ser det ud til, at de to nye kunstfonde skal fungere uden tilsyn fra en udefrakommende kontrolinstans, og repræsentantskabet beklager, at der ikke er større gennemsigtighed.

Repræsentantskabet har forståelse for, at der er behov for regionale støtteordninger, men undrer sig over, at Hovedstadsregionen er udelukket fra de to nye kunstfonde. Repræsentantskabet mener, at alle kunstnere i Danmark bør stilles lige, uden hensyn til bopæl.

Med venlig hilsen
Repræsentantskabet for Statens Kunstfond

Yderligere oplysninger

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 5.10.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)