OPEN CALL: 2 designkuratorer til netværksprogram i Chicago
Er du designkurator med en drøm om at komme til USA og få etableret et stærkt internationalt netværk og få indblik i kulturscenen i Chicago? Så har du nu mulighed for at søge en plads på et kuratorprogram skabt i samarbejde med EXPO Chicago, USA.
25. august 2020
Statens Kunstfond samarbejder med EXPO Chicago om at lade to designkuratorer få adgang til deres kuratorprogram. Som en af USA’s mest markante internationale messer for moderne kunst og design, har EXPO Chicago mere end 135 internationale udstillere og udarbejder strategiske partnerskaber med samlere, kunstnere, institutioner og organisationer fra hele verden. Det er første gang, at danske designkuratorer bliver en del af programmet.
Internationalt netværk og lokal inspiration
Kuratorprogrammet giver to designkuratorer mulighed for at oparbejde et nyt internationalt netværk og viden om kulturscenen i Chicago. Som deltager i programmet vil du blive en del af en gruppe af kuratorer fra USA og resten af verden, og få adgang til udstillinger, studio visits og andre aktiviteter og netværksskabende arrangementer på tværs af det lokale design- og kunstfelt i Chicago. Kuratorprogrammet inkluderer desuden flybilletter og hotelophold for perioden.
Der er ansøgningsfrist den 21. september 2020.
Læs mere og ansøg om en plads på kuratorprogrammet
Hvem kan søge?
Designkuratorer med en væsentlig tilknytning til den danske kunsthåndværk- og designscene.
Studerende kan ikke søge.
Dansk kunsthåndværk og design til USA
Designerkuratorprogrammet er en del af Statens Kunstfonds markante USA-satsning. Det er den største designsatsning fra fonden til dato, og indsatsen vil skabe opmærksomhed om værdien af dansk design og kunsthåndværk i USA.