Foto: Statens Kunstfond

Nyt stipendium til unge giver frit løb for drømmene

Statens Kunstfonds og Kulturministeriets nye initiativ ’Drømmestipendier’, som støtter kreative unge med et særligt talent for kunst, har 1 million kroner klar til uddeling til 100 engagerede børn og unge. Puljen åbner i dag, og der er frist for ansøgninger onsdag den 27. oktober.

Pressemeddelelse
14. september 2021

Se puljevejledning

Fra i dag har talentfulde, kreative og kunstneriske unge i alderen fra 13 til 17 år mulighed for at søge et af Kunstfondens og Kulturministeriets ’Drømmestipendier’, hvor 100 unge kan få 10.000 kroner hver som et boost til at gøre deres kunstneriske drømme til virkelighed.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

”Vi har utrolig mange unge kunstneriske talenter rundt omkring i hele landet, som brænder for at spille musik, synge, danse eller udfolde sig kunstnerisk på andre måder. Mange af dem har høje ambitioner, et særligt drive og drømmer om, hvordan de kan gøre endnu mere ud af det. De talenter skal vi hjælpe på vej. Og jeg ved, at her kan selv mindre beløb gøre en verden til forskel - for eksempel hvis man skal rejse til større byer for at optræde. Jeg er derfor helt enormt glad for, at vi nu skyder initiativet ”Drømmestipendier” i gang og hjælper børn og unge i hele Danmark med at realisere deres kunstneriske drømme.”

Bestyrelsesleder Phie Ambo, Statens Kunstfond, siger:

”Som barn og ung er det utrolig vigtigt, at man bliver set og hørt, og at ens spirende talent bliver anerkendt og udviklet. Det at kunne udtrykke sig kunstnerisk er en kæmpe gave, der skal være så mange som muligt forundt - uanset status og familiebaggrund. Nu giver vi 100 unge, kreative talenter chancen for at arbejde endnu mere målrettet med deres kunstart, og jeg glæder mig til, at vi skal se på de mange ansøgninger fra børn og unge, der brænder for deres kunst.”

Ansøgningerne skal udarbejdes af den eller de unge kunstnere i samarbejde med en samarbejdspartner, der skriver en indstilling. Samarbejdspartneren kan være fra den lokale kulturskole, musikskole, dramaskole, billedskole, filmskole, animationsskole, forfatterskole, ungdomsskole eller andre lignende institutioner og foreninger – eller i samarbejde med private undervisere inden for kunstformerne arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik, scenekunst eller tværgående og nye kunstformer, herunder digitale udtryksformer.

Drømmestipendierne er støttet af Kunstfonden og Kulturministeriet med midler fra det kulturelle udlodningsaktstykke. Der er frist for ansøgninger onsdag den 27. oktober 2021, og det forventes, at modtagerne af ’Drømmestipendier’ vil få besked til december.

Fakta

Ben og cello
Foto: Statens Kunstfond

Fakta

Drømmestipendie

Hvis man søger et ’Drømmestipendie’, kan man blandt andet få midler til:

  • Talentudvikling og talentfremme gennem forskellige aktiviteter.
  • Kunstnerisk skabelse, udgivelser og værker.
  • Studieture med det formål at fremme den kunstneriske udvikling. Det kan for eksempel være et kursus med en udenlandsk underviser. 
  • Mentorforløb, coaching eller særlige kurser inden for den specifikke kunstart.

Læs mere i puljevejledningen og find ansøgningsskemaet

 

Mere