Foto: Colourbox

Ny litteraturpris til små forlag

Med en ny litteraturpris sætter Statens Kunstfond et forstærket fokus på mindre forlag og deres indsats for at sikre modig og alsidig litteratur. Årets to forlagspriser offentliggøres til december.  

7. oktober 2020

Frist for indstilling:
16. november 2020

Indstil et forlag til prisen

Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Litteratur tager nu initiativ til en årlig pris kaldet Sigvaldi-prisen, efter digter og forlægger Otto Sigvaldi. Prisen uddeles til to mindre forlag, som har gjort en særlig indsats for kvalitetslitteraturen i Danmark. Hver pris er på 75.000 kr. og indstillingsfristen er den 16. november.

Jens Smærup Sørensen, udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, siger: 

”Det er vigtigt for Kunstfonden, at vi sætter et fornyet og forstærket fokus på de mindre forlag og deres udgivelser. Fordi de mindre forlag spiller en væsentlig rolle i det litterære kredsløb med deres modige og alsidige udgivelsesprofiler, der giver os adgang til litteraturens mange stemmer. De udgør et vigtigt vækstlag, som er med til at sikre en diversitet i årets bogudgivelser i Danmark. Med Sigvaldi-prisen vil vi slå et slag for de mindre forlag og bringe dem lidt længere frem i lyset, så de kan nå ud til en bredere læserskare.”

Kvalitet og nytænkning

Når årets prismodtagere skal findes, vil der blive lagt vægt på både kvaliteten af deres samlede udgivelser og på forlagets øvrige aktiviteter og nytænkende tiltag. 

”Litterær kvalitet er væsentligt, men næsten lige så vigtigt er, hvordan forlagene arbejder med at formidle deres udgivelser. Mange mindre forlag er fantastisk kreative i den måde de tænker sig selv på, og de indgår for eksempel i partnerskaber, festivaller, happenings og digitale oplæsninger for dermed at komme frem i lyset med det, de har på hjerte og på hylderne. Det vil vi gerne honorere med det nye initiativ, Sigvaldi-prisen. Prisen er opkaldt efter forlæggeren Otto Sigvaldi, som netop formidlede litteraturen på skæve og opfindsomme måder – alt sammen ud af kærlighed til litteraturen.” fortsætter Jens Smærup Sørensen.

Fakta

Fakta

Om Sigvaldi-prisen og indstillinger 

  • Sigvaldi-prisen uddeles indtil videre i 2020 og 2021. 
  • Initiativet er målrettet mindre forlag. 
  • Indstillingerne til prisen kan indsendes af forlagene selv eller af andre.
  • Indstillingsfristen er 16. november 2020.
  • Årets to forlagspriser offentliggøres i december 2020.

Læs mere om initiativet bag forlagspriserne og find link til indstillingsskema

Læs mere om Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur

 

Mere