En gåtur i skoven bliver aldrig det samme igen. Sådan har flere læsere meldt tilbage efter at have læst Charlotte Weitzes nyeste roman ’Rosarium’. 

Læsere skriver til Charlotte Weitze, at de har fået øjnene op for planternes vidunderlige egenskaber, såsom deres evne til at kommunikere og sanse, der er i stil med menneskets sansesystem, fortæller forfatteren. Hun skriver om natur, planter og klima, fordi hun har lyst, men også fordi, det er en pligt. 

”Det er smerteligt at gå ind i, hvor ødelagt planeten er, og hvor svært det bliver at rette op på det. Det har mange kunstnere og forfattere valgt at se i øjnene. Gennem sproget og fortællingen kan vi åbne op for, at flere får lyst til at sætte sig ind i klima- og økokrisen,” siger Charlotte Weitze, der i 2016 udgav ’Den afskyelige’, som med hendes egne ord handler om klima, kærlighed og afskyelige snemænd. 

Kan litteratur redde klimaet?

Rosarium drejer sig om en vild, voldsom og vidunderlig natur, som bygger på et fundament af massiv botanisk viden. For viden er afgørende, hvis vi skal forstå naturen, fortæller Charlotte Weitze, der mener, at vi er direkte blinde over for planternes betydning. En roman alene kan dog ikke vende op og ned på menneskets natursyn og redde klimaet, men den kan være et skridt på vejen.
”Tiden er moden til forandring, men hvis vi skal gøre noget for biodiversiteten, må vi også have viden – både om det vidunderlige og det alvorlige, og på den måde ændre vores syn på naturen. Når vi får viden om planterne, får vi også respekt for dem,” siger hun.

Klima er uundgåeligt

Og det er ikke kun Charlotte Weitze, der skriver om naturen. Nej, der er tale om en regulær tendens, fortæller Dennis Gade Kofod, der er udvalgsleder for Legatudvalget for Litteratur. Klimakrisen har nemlig fundet vej ind i alt fra romaner til digtsamlinger, der begge oftere kredser om klimakrisens følelsesmæssige og etiske efterslæb. Ifølge ham er det en selvfølge, at naturen og klimakrisen har gjort sit indtog i litteraturen, og at det er tydeligt at se, især hos den yngre forfattergeneration.

”Litteraturen følger mennesket, og den yngre generation er vokset op med klimakrisen som en uundgåelig del af det at være til. Jeg oplever, at de stadig skriver om alt det, der hører sig til det at være menneske, såsom kærlighed, ensomhed, lykke og realkreditlån – og så er klima til stede midt i alt det. Hos mange af dem er klima i litteraturen ikke et projekt, et tilvalg, men en uundgåelig del af det at være forfatter,” siger Dennis Gade Kofod.

Det kan dog tage sig helt anderledes ud, og det er den anden tendens, som Dennis Gade Kofod synes at se: Klima og forbrug gjort til omdrejningspunkt, blot fordi det er aktuelt, og det ender ikke altid godt.

”Jeg oplever, at flere forfattere går på strandhugst i de temaer, som de synes er vigtige, men uden at gøre sig de fornødne håndværksmæssige og kunstneriske overvejelser. Man kan altså ikke bare klistre klima på den litteratur, man plejer at skrive, og så regne med at det får den fornødne kvalitet. Der skal mange flere overvejelser til,” siger han.

Utopi og dystopi

Når klimakrisen behandles i alt fra litteratur til computerspil, gøres der ofte brug af genren sci-fi, som er helt ideel med sit indbyggede katastrofeelement. Sammensmeltningen mellem klima og sci-fi har skabt en ny genre ved navn ’cli-fi’ (climate fiction). Det fortæller kulturforsker Gregers Andersen, der gennem en årrække har forsket i fiktioner, der afbilleder mulige fremtider i lyset af klodens nuværende klima- og miljøproblemer.

Cli-fi kan særligt to ting, fortæller han. Den kan forestille sig et alternativt samfund, der har overvundet krisen og opfundet mere bæredygtige livsformer. Og modsat kan den give os indblik i en mørk og brutal verden, hvor ødelæggelsen er uoprettelig, civilisationen er flosset i kanten og må kæmpe indbyrdes om de ressourcer, der er tilbage. 

”Fiktionen kan bevæge sig frem i tid og spejle noget, vi endnu ikke kan se. Den er en slags laboratorium for, hvordan vi kan forestille os vores eksistens efter krisen,” siger Gregers Andersen. 

Klimakrise, økokrise og natur har altså i den grad skrevet sig ind i kunsten, og det er kommet for at blive. Spørger man Charlotte Weitze, hvorfor hun har valgt at skrive om planter, handler det om, at de rummer både klima- og økokrisen: ”Vi er afhængige af planter. De er vores ilt, mad, byggematerialer, tøj og brændsel. Planter er alt for mennesket, men vi ser dem ikke rigtig, og det skal der laves om på.”