Peter Høeg, f. 1957

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2010 / Litteratur

Begrundelse for tildeling

Allerede med sin debutroman ”Forestilling om det tyvende århundrede” (1988) satte Peter Høeg et markant aftryk på dansk prosalitteratur. Man blev her præsenteret for en historisk-litterær fabuleren, der ikke var set på dansk grund før. Høeg ville skrive de danske drømmes historie med et næsten etnografisk blik, og de mentalitetshistoriske linjeføringer var isprængt inspiration fra den magiske realisme, der brød igennem i latinamerikansk litteratur i 1970’erne. Romanen foregreb de diskussioner om dansk nationalidentitet, der har fyldt meget i offentligheden i de senere år. Men frem for alt var det den særlige kombination af store linjer og store mærkværdigheder, der gjorde indtryk.

Høegs anden bog ”Fortællinger om natten” (1990) var en novellesamling. Hvor de latinamerikanske magikere havde inspireret debuten, var det nu en dansk eventyrerske, Karen Blixen, man mærkede som inspiration bag de ni spraglede historier om 29. marts 1929, kærlighed, videnskab og civilisationskritik. I 1992 udsendte Peter Høeg sin indtil videre mest berømte roman, ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”: en spændingsroman, en roman der trækker på videnskab, ikke mindst glaciologi (læren om is), et karakterstudie af en meget speciel kvinde, den dansk-grønlandske glaciolog Smilla Qaavigaaq Jaspersen, og endelig med sin grønlandske vinkel på civilisationskritikken en af de få post-koloniale romaner, vi har i dansk litteratur. Den blev også en international succes og med enorme salgstal og en senere filmatisering ved Bille August kom Peter Høeg op i en liga af berømthed, hvor ingen dansk forfatter havde været siden Karen Blixen. 

Allerede året efter, i 1993, udsendte han romanen ”De måske egnede”, der handlede om tre børn på en københavnsk privatskole, udsat for en særlig blanding af vesterlandsk rationalitet og grundtvigiansk undertrykkelse. Igen var det de marginaliserede, der havde Høegs sympati. Bogen vakte en del debat, både pga. sit kritiske anliggende og pga. forfatterens leg med fortællerens identitet. Stod man her med en kun let maskeret selvbiografi? Det gjorde man vist ikke, men som Høeg havde foregrebet krimibølgen og videnskabsromanen, indvarslede han her de såkaldt ”dobbelt-kontraktuelle” værker, hvor der kan være svært at skelne mellem fakta og fiktion. 

Peter Høeg var efter røret omkring ”De måske egnede” pludselig meget lidt i salveten hos de litterære og akademiske kritikere, og hans næste roman ”Kvinden og aben” (1996) fik en hård medfart. En intelligent abe føres til London for at blive genstand for videnskabelige eksperimenter, men befries af hustruen til den forsker, der skal stå for forsøget. Kritikken fandt, at modstillingen mellem den gode natur og den onde tekniske civilisation nu var så gennemført, at den nærmede sig den ufrivillige parodi. 

Forfatteren indhyllede sig derefter i ti års litterær tavshed, der i 2006 blev brudt af romanen ”Den stille pige”. Spændingsgenren var fusioneret med metafysik og ny-religiøsitet i historien om Kasper Krone med den meget gode hørelse og hans redningsaktion for pigen KlaraMaria. Både det vildtvoksende plot og de spirituelle budskaber forekom anmelderne svært fordøjelige. Til gengæld fik Høeg endnu en gang fremprovokeret en principiel debat i den litterære kritik i Danmark: er kritikerne generelt – og i bekræftende fald hvorfor – afvi-sende over for litterær kunst med spirituelt indhold? 

Peter Høeg er den mest debatterede, mytologiserede og kritiserede danske forfatter i nyere tid. En vis del af denne virak må tilskrives en dansk vanskelighed med at forholde sig til de kunstnere, der vokser ud over landets grænser. Benovelse og stolthed kan hurtigt følges af trangen til at kanøfle. Uden det internationale gennembrud ville Høeg sikkert have fået en roligere vækst som forfatter. Men genstand for meget forskellige vurderinger ville han nok have været alligevel. Hans brede fortællestil, der kan tangere den postmodernistiske pastiche og ikke er bange for at blande blod med det kulørte, vil naturligt irritere både den minimalistiske finesse og den realistiske nøgternhed. Og de budskaber, der spores under de litterære iscenesættelser, vil provokere både dem, der er uenige i det konkrete og dem, der principielt mener, at kunsten bør afholde sig fra at kommunikere værdier alt for tydeligt.

For Litteraturudvalget under Statens Kunstfond er det åbenlyst, at Peter Høeg, med sit forfatterskabs centra-le placering i nyere dansk litteraturhistorie, bør komme i betragtning til en livsvarig ydelse. Hans romaner har med deres umiddelbare læsbarhed en meget bred appel og har glædet mange læsere, uden at de af den grund kan rubriceres som genrelitteratur. Der er altid meget mere på spil end ”den gode historie”. Høeg har både omsat internationale tendenser til dansk og genremæssigt været forud for sin tid. Endelig har hans bøger den ene gang efter den anden rejst debatter, af ikke kun den flygtige slags, der foregår i døgnets rejsestald, men også af den langtrækkende og vigtige slags, der føres blandt kritikere, forskere og læsere om hvad litteraturen egentlig kan og skal og hvor den bevæger sig selv og os hen. Hos Peter Høeg har bredde og behagesyge aldrig gået hånd i hånd.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)