Statens Kunstfond

Kunsthåndværk- og designprojekter i Danmark og udlandet

Tilskud til projekter, der finder sted i Danmark og i udlandet: produktion, udstilling, shows, messedeltagelse, seminarer og formidling af dansk kunsthåndværk og design.

Frister

* Note: OBS!: Midlertidig ansøgningsfrist

Hvem kan søge?

·        Ved udstillinger, messedeltagelse, shows og formidling 

- Aktører med væsentlig tilknytning til den danske kunsthåndværk- og designscene: kunsthåndværkere, designere, kuratorer, skribenter, formidlere, museer, gallerier og andre, der har interesse i at udvikle og fremme dansk kunsthåndværk og design.

- Udenlandske udstillingssteder og aktører, der udvikler og fremmer dansk kunsthåndværk og design i udlandet. Dette er beskrevet på engelsk her: Craft and design projects in Denmark and abroad

·        Ved produktion

Kunsthåndværkere og designere med væsentlig tilknytning til den danske kunsthåndværk- og designscene kan søge. 

 

Hvem kan ikke søge?

Studerende under uddannelse indenfor kunsthåndværk og design kan ikke søge.

Vær opmærksom på følgende

Statens Kunstfond er forpligtet til at offentliggøre navne på alle ansøgere. Tildelinger bliver offentliggjort med ansøgerens navn og det i ansøgningen angivne projektnavn.

Inden for denne pulje tildeler Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg tilskud til konkrete projekter på baggrund af budgetter. Er dit projekt endnu ikke modnet og konkret, men har karakter af research og grundforskning, kan du søge om et arbejdslegat hos Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design.

Projektstøtteudvalget anbefaler, at gallerier, agenter og tilsvarende aktører søger samlet for et års aktiviteter ad gangen, og beder om, at årstallet for aktiviteternes gennemførelse nævnes i projektnavnet på ansøgningen. Man kan godt søge tilskud til kommende års aktiviteter i indeværende år.

Projektstøtteudvalget støtter nulevende kunsthåndværkere og designere. Udstillinger skal præsentere nulevende kunsthåndværkere og designere – men gruppeudstillinger behøver ikke nødvendigvis udelukkende præsentere nulevende kunstnere. Kun ved formidlingsprojekter såsom bøger og formidling af akademisk forskning er der ikke krav om, at det skal handle om samtiden.

Udvalget favner bredt i sin støtte – det er et stort fagområde – og tilgodeser også kunstnerisk kvalitet i fagområdets grænser. Udvalget samarbejder gerne med andre udvalg i Statens Kunstfond om tværfaglige projekter. Søges der om støtte hos mere end et udvalg i Statens Kunstfond, skal dette oplyses i ansøgningen. Læs her om, hvordan du ansøger Statens Kunstfond til tværfaglige projekter.

Som de andre udvalg i Statens Kunstfond tilgodeser Projektstøtteudvalget ansøgninger om produktion, præsentation og formidling af kunsthåndværk og design over for børn og unge. Herudover gør udvalget opmærksom på Statens Kunstfonds Huskunstnerordning, som kunsthåndværk og design er en del af.

Projektbeskrivelser er velkomne på dansk, svensk, norsk og engelsk.

Et projekt – én ansøgning

  • Alle aktiviteter, der vedrører samme projekt (for eksempel produktion, udstilling og katalog), samles i én ansøgning.

  • Indeholder dit projekt aktiviteter, som også kan søges under puljen ’Rejser og Residencies’, skal du sende én samlet ansøgning for hele projektet – til denne pulje ”Kunsthåndværk- og designprojekter i Danmark og udlandet”.

Vigtig information vedrørende CPR- og CVR-nummer samt skat

  • Et eventuelt tilskud bliver automatisk udbetalt til NEM-kontoen for det CPR- eller CVR-nummer, som angives på ansøgningen. Det er derfor meget vigtigt at du inden du søger er sikker på at der er en NEM-konto tilknyttet og at du er bevidst om hvorvidt du søger med CVR eller CPR nummer.

  • Man kan IKKE efterfølgende ændre det CVR-/CPR-nummer, som er knyttet til ansøgningen.

  • Udenlandske ansøgere skal i stedet for et CVR- eller CPR-nummer angive nummer 012345 og vedhæfte et udfyldt bankskema til ansøgningen. Find bankskemaet under overskriften ”Hvad skal ansøgningen indeholde”.

  • Tilskud fra Statens Kunstfond bliver indberettet til SKAT. SKAT vejleder om de skattemæssige forhold.

Samarbejdsprojekter/medansøgere

  • Er I flere samarbejdspartnere, som skal dele et evt. tilskud mellem jer, men som ikke har et fælles CVR-nummer, skal I indsende en ansøgning hver med et identisk projektnavn og identiske bilag. I budgetskemaet skal hver ansøger angive det beløb, som er vedkommendes andel af det samlede støttebehov. Budgetskemaet kan downloades under overskriften ”Hvad skal ansøgningen indeholde”.

Hvad er formålet med ordningen?

Formålet med ordningen er at fremme kunstnerisk kvalitet inden for udvikling, forståelse og nytænkning af nutidigt dansk kunsthåndværk og design. Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design uddeler inden for puljen tilskud til produktion, præsentation og alle former for formidling (mundtlig, skriftlig, visuel, digital og trykt) af danske kunsthåndværkeres og designeres arbejde over for et relevant publikum, herunder tilskud til rejse og ophold i forbindelse med konkrete udstillinger og opgaver. Bemærk at hvis du udelukkende søger til rejser i forbindelse med research eller arbejdsophold skal du søge puljen ’Rejser og Residencies’, som er specifikt til dette formål: link til puljen

Nedenfor er støttemulighederne listet:

PRODUKTION

Tilskud til produktion af nye værker til udstillinger, messer og shows i Danmark og udland.
Tilskud til forretningsdannelse og internationale samarbejder om produktion af nye typer af danske kunsthåndværk- og designprodukter, der er med til at markere kunsthåndværkets/designets særlige identitet og profil.

UDSTILLINGER, MESSER OG SHOWS I DANMARK OG UDLAND

Tilskud til deltagere til udstillinger, messer og shows af danske kunsthåndværkere og designere i Danmark og udland

FORMIDLING

Tilskud til formidling af danske kunsthåndværkere og designeres arbejde til dansk eller internationalt publikum, i form af udstillinger eller trykt og digital form. Formidlingen kan have samlende karakter eller synliggøre individuelle udøvere. Udvalget giver tilskud til produktion af udstillinger, kataloger og tidsskrifter samt til etablering og udvikling af hjemmesider mv. Udvalget støtter også redaktionel indholdsproduktion til forskellige medier: anmeldelser, artikler, formidling af akademiske forskningsprojekter mv.

Der ydes ikke tilskud til:

  • Aktiviteter, som er afsluttet inden ansøgningsfristen
  • Atelierleje
  • Assistenters rejse og ophold (som hovedregel)
  • Deciderede uddannelsesforløb
  • Uddannelsesinstitutioners og de studerendes projekter
  • Virksomhedernes kapitalinvesteringer, for eksempel nye maskiner til driftsmæssig produktion.

Bemærk! Etablerede udstillingssteder, museer og gallerier opfordres til behørig honorering af kunsthåndværkere og designere, hvis disse deltager i arbejdet med opbygningen af udstillingen på udstillingsstedet. Honorartilskud til opbygning søges sammen med tilskud til udstillingen. Læs også om ordningen Visningsvederlag på kunst.dk

Sådan vurderes din ansøgning

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design behandler ansøgninger ud fra følgende kriterier:

Kunstnerisk kvalitet
Som grundkrav for at opnå tilskud fra Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design skal en ansøgning om støtte udvise høj kunstnerisk kvalitet inden for det pågældende fagområde.

Udvalget vurderer den kunstneriske kvalitet både inden for kunsthåndværk og design i forhold til, hvorvidt det ansøgte projekt udviser:

  • Relevans i forhold til kunsthåndværk- og designfaglighed, samfund og bæredygtighed. Relevans kan desuden være en kritisk og etisk bevidsthed, også i relation til kontekst.
  • Fagnørderi i forhold til at udfordre og udforske håndværket, materialer og fagområde. Udvalget lægger vægt på, at projektet afspejler og udtrykker en fortrolighed og forståelse af faget.
  • Mod til at udfordre de eksisterende konventioner, samt at vise et tydeligt engagement og en reflekteret tilgang til feltets traditioner. Derudover lægges der vægt på, at projektet tør rykke ved grænser, fagkonventioner og fagområde.

Udvalget er opmærksomme på, at kunsthåndværk og design er et bredt område og ønsker at støtte projekter med høj kunstnerisk kvalitet  inden for hele området.

Det kan både være projekter, som viser et æstetisk potentiale og en stærk forståelse for håndværk, materialer og sanselighed og projekter, som er centreret omkring konkrete designløsninger på specifikke problemer eller projekter af mere immateriel karakter.

Udvalget ønsker endvidere at prioritere samarbejdsprojekter hvor aktører finder sammen i nye konstellationer for at udforske feltets muligheder på tværs af fagområder, samt at imødekomme de udfordringer og muligheder vi står overfor som mennesker og samfund.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

 En god og komplet ansøgning overholder de formelle kriterier for, hvad ansøgningen skal (og ikke skal) indeholde (se nedenfor), og argumenterer præcist og kortfattet for, hvorfor projektet er vigtigt og relevant for ansøger, faget og omverdenen. 

For at sikre en klar og ensrettet behandlingsproces har udvalget fastsat en begrænsning for omfanget af indsendelse af ansøgningsmateriale. Øvrigt materiale vil ikke blive læst. 

Brug skabelonen til projektbeskrivelse og budget Download skabelonen her.

”Pages-" og "zip"-filer modtages ikke.

Bilagene må højst fylde 15 MB i alt.

Vedhæft ikke billeder af andres arbejder, for eksempel inspirationsbilleder og moodboards. Er der helt særlige grunde til at vedhæfte billeder af andres arbejder, skal det fremgå tydeligt, at de ikke er dine. Tilsvarende skal det fremgå, hvis det kunstneriske arbejde er udført i samarbejde med andre udøvere.

Vi anbefaler, at du orienterer dig i ansøgningsskemaet og har de nødvendige oplysninger og bilag klar, før du går i gang. 

Følgende bilag skal vedhæftes ansøgningen:

  1. Udfyldt skabelon ”Projektbeskrivelse og budget”. Download skabelonen her.
  2. Billedmateriale:
    Maks. fire A4-sider med relevant billedmateriale, der visualiserer det projekt, der søges tilskud til, dvs. fotos, skitser eller andre billeder (Filformat: pdf)
    Evt. maks. én A4-side billedmateriale, der dokumenterer tidligere praksis (Filformat: pdf).
  3. Kort CV på samtlige kunsthåndværkere, designere, kuratorer, initiativtagere, skribenter mv., der søges midler til. CV’et må maks. fylde én A4-side. Ved projekter med flere deltagere vedlægges blot forkortede CV'er på maks. en halv A4-side hver. (Filformat: pdf)
  4. For ansøgere med udenlandsk konto: udfyldt bankoplysningsskema
    Bankoplysningsskema: overførsel til lande der anvender IBAN
    Bankoplysningsskema: overførsel til lande der IKKE anvender IBAN

Vær opmærksom på:
Ansøgninger bliver forelagt udvalget, som de foreligger ved fristens udløb. Det er ansøgers eget ansvar at sikre, at ansøgningen indeholder samtlige påkrævede bilag ved fristen. Der kan ikke eftersendes bilag til en ansøgning. Filnavne på de bilag, du har vedhæftet din ansøgning, fremgår af vedhæftningen i kvitteringsmailen. Er din ansøgning ukomplet, skal en komplet ansøgning indsendes inden fristens udløb. I tilfælde af at der er indsendt flere ansøgninger, vil senest indsendte ansøgning blive forelagt udvalget.

Økonomi

Du kan orientere dig om tidligere tilskud under "Tildelinger".

Udvalget kan vælge at tildele et lavere beløb end ansøgt. Dette ud fra en overordnet prioritering af midler og for at sikre, at kunststøtten kommer flest muligt til gode.

Udbetaling: Vi udbetaler et evt. tilskud til den NemKonto, der er knyttet til ansøgers CVR-nummer. Vi indberetter tilskuddet til SKAT. Der er ikke trukket skat af det udbetalte beløb. Tilskud bliver udbetalt så tæt på projektstart som muligt.

Hvornår får du svar?

Du vil få besked om udvalgets afgørelse pr. mail inden for 12 uger efter ansøgningsfristen.

I løbet af 12 uger bliver ansøgningerne klargjort til udvalget, udsendt, læst og behandlet. Når alle sager fra samme uddeling er klar, bliver tilskud offentliggjort på kunst.dk/kunststøtte/tildelinger.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din elektroniske ansøgning, vil du umiddelbart efter modtage en kvitteringsmail, hvoraf dit ansøgningsnummer og de bilag, du har vedhæftet, fremgår. Tjek at alle dine bilag er vedhæftet, og gem din kvittering.

Lovgrundlag

Lov om billedkunst og kunstnerisk formgivning LOV nr 457 af 08/05/2013

Hvis du får tilsagn /tilladelse /dispensation skal du...

Hvis du får tilsagn om tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design, skal du afrapportere til Slots- og kulturstyrelsen efter bestemte retningslinjer. Tilskuddets størrelse bestemmer, hvordan der skal afrapporteres. 
Læs mere om afrapportering/regnskabsaflæggelse.

Hvem vurderer din ansøgning?

Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design, der foretager den faglige vurdering af ansøgningen og uddeler tilskuddet.

Kontakt

Peter Haagen Birch
peb@remove-this.slks.dk
+45 40 42 68 14

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)