Statens Kunstfond

Honorarstøtte til rytmiske spillesteder

Spillesteders og musikforeningers udgifter til musikerhonorarer.

Frister

Hvem kan søge?

Rytmiske spillesteder og musikforeninger. Projektstøtteudvalget for Musik kan give tilskud til rytmiske spillesteder og musikforeninger, der modtager et kommunalt samt eventuelt et kulturregionalt tilskud øremærket til musikerhonorarer. Det lokale tilskud skal som minimum svare til det ansøgte beløb, og det lokale tilskud skal være på minimum 30 klip.

Følgende kan ikke søge

Denne pulje kan ikke søges af institutioner, der har en flerårig aftale med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.

Navne på ansøgere til Statens Kunstfond vil blive offentliggjort på Statens Kunstfonds hjemmeside, www.kunst.dk. 

Hvad er formålet med ordningen?

Honorarstøtte gives som tilskud til musikerhonorarer ved afholdelse af koncerter på rytmiske spillesteder og i musikforeninger. Ordningen skal sikre udbredelsen af rytmiske koncerter af høj kvalitet i hele landet. 

Hvad kan der søges til?

Der kan søges om honorartilskud til musikere ved afholdelse af koncerter.

Det er en forudsætning for at få honorarstøtte:

  1. at der afholdes mindst 10 koncerter årligt fordelt på mindst 6 måneder
  2. at der er offentlig adgang til koncerterne
  3. at der tages entré
  4. at der ydes professionel tarifmæssig honorering til samtlige medvirkende musikere ved de koncerter, der er ansøgt tilskud til (mindst tariffen, som er 2.091,33 kr. i 1. kvartal og 2.143,61 kr. i 2.-4. kvartal 2020) og at dette efterfølgende på forlangende kan dokumenteres overfor udvalget
  5. at der er minimum 50 % lokal medfinansiering, og denne medfinansiering skal være på minimum 30 klip á 1.065 kr. svarende til 31.950 kr.

Der gives ikke tilskud til

Lydteknikere (honorarklip er kun til musikere)

Sådan vurderes din ansøgning

Udvalget lægger vægt på, at spillestedet/musikforeningen har en musikprofil af høj kvalitet og/eller udviser særlig vilje til musikalsk og kunstnerisk nytænkning. Desuden ser udvalget på, at der er en geografisk og genremæssig mangfoldighed i forhold til det samlede udbud på området.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik kan udover den ordinære honorarstøtte vælge at give et ekstraordinært tilskud til musikerhonorarer. Det ekstraordinære tilskud gives, når udvalget vurderer, at spillestedet/musikforeningen i ekstraordinær grad udviser høj kvalitet i musikprofilen og demonstrerer vilje og evne til kunstnerisk fornyelse. Der kan ikke ansøges om et ekstraordinært tilskud.

Udvalget forbeholder sig retten til at imødekomme ansøgningen med et mindre beløb end ansøgt ud fra en samlet vurdering af projektet i forhold til det samlede felt af ansøgninger og de afsatte midler.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Eksempler på mål og aktiviteter: Antal koncerter i 2020, dog minimum 10 koncertdage.

Vi anbefaler, at du orienterer dig i den elektroniske ansøgningsformular og har de nødvendige oplysninger og dokumenter klar, inden du går i gang.

Du skal beskrive dit projekt i nedenstående bilagsskabeloner, som du skal vedhæfte på den sidste side i det elektroniske ansøgningsskema. Bilagene må højst fylde 15 MB i alt. Zip-filer må ikke indsendes.

Du skal udfylde 1 ansøgningsblanket samt 4 bilag: 1 word- og 3 excel-filer.

Vi anbefaler, at du først gemmer bilagene på din egen computer og udfylder dem dér, men forinden orienterer dig i ansøgningsblanketten, idet nogle af oplysningerne fra bilagene skal indskrives i denne. Husk at have de nødvendige oplysninger og dokumenter klar, før du går i gang.

Bemærk: Download bilagsskemaerne nedenfor på din computer (skemaerne åbner ikke i et nyt browser-vindue).

Wordfilen:

Bilag 1. En udførlig beskrivelse af spillestedet/musikforeningens musikprofil og PR-aktiviteter

Excelfilerne:
Bilag 2. Afholdte koncerter indtil 1. oktober 2019 samt planlagte koncerter resten af året
Bilag 3. Oversigt over allerede aftalte koncerter samt ønskede koncertnavne i 2020
Bilag 4. Budgetterede indtægter og udgifter for 2020

Eventuelt yderligere materiale vil ikke indgå indgå i vurderingen af ansøgningen.

Ansøgninger, der ikke indeholder de krævede oplysninger, vil ikke blive behandlet.

Økonomi

Udbetaling: Vi udbetaler et evt. tilskud til den NemKonto, der er knyttet til dit CPR/CVR-nummer. Det sker i to lige store rater primo januar og primo juli.

Vi indberetter tilskuddet til SKAT. Der er ikke trukket skat af det udbetalte beløb.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik bevilger 1.065 kr. pr. musiker i 2020. Der kan maksimalt søges om det samme beløb, som spillestedet/musikforeningen modtager i øremærket honorarstøtte fra kommune/kulturregion - minimum 30 klip svarende til 31.950 kr.

Du kan danne dig et indtryk af typiske beløbsstørrelser i listen over tidligere tildelinger. Se listen over tidligere tildelinger her.

Hvornår får du svar?

Du vil få besked om udvalgets afgørelse ultimo november 2019. Fra du har indsendt ansøgningen, til du får svar, bliver ansøgningerne klargjort til udvalget, udsendt, læst og behandlet.

Når alle sager fra samme frist er klar, bliver resultatet udmeldt samlet på kunst.dk.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din elektroniske ansøgningsblanket vedhæftet de 4 bilag, vil du modtage en kvitteringsmail med en vedhæftet kopi af ansøgningen.

Lovgrundlag

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik kan yde støtte til professionel musikvirksomhed efter Lov om Statens Kunstfonds virksomhed og Bekendtgørelse af Lov om musik.

Hvis du får tilsagn /tilladelse /dispensation skal du...

Der skal afrapporteres på alle projekt- og aktivitetstilskud. Læs mere om kravene til afrapportering her.

Hvis dit bevillingsbrev indeholder særlige bemærkninger om anvendelsen af tilskud, skal dette afspejles i afrapporteringen.

Hvem vurderer din ansøgning?

Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, der vurderer de indkomne ansøgninger.

Ansøgningsskema som PDF?

Her på siden laves alle ansøgningerne elektronisk, men mange har glæde af at printe en PDF til at orientere sig i kravene, inden de når til udfyldelsen af den egentlige ansøgning. Men husk, at du ikke kan udfylde skemaet i hånden og aflevere det fysisk eller analogt.

Se ansøgningsskemaet i sin fulde længde (kan ikke udfyldes)

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)