Statens Kunstfond

Dansk litteratur i Danmark

I denne pulje kan du søge tilskud til produktion af danske værker, til litterære arrangementer og litteraturfestivaler, til rejser og research. Desuden kan forfatterforeningerne søge støtte til deres kursusvirksomhed. Projekter for børn og unge skal søges i puljen ”Dansk og udenlandsk litteratur for børn og unge”.

Frister

* Note: Ansøgningsskemaet bliver tilgængeligt cirka en måned før ansøgningsfristen.

Hvem kan søge?

Virksomheder, institutioner, foreninger og enkeltpersoner. 

For produktionsstøtte gælder, at det er det udgivende forlag, der kan søge om støtte. 

For honorarstøtte og støtte til øvrige litterære arrangementer, festivaler og konferencer gælder, at det kun er arrangørerne, der kan søge om støtte.

Man kan ikke søge om støtte til udgivelse af egne værker.

Hvad er formålet med ordningen?

Statens Kunstfond ønsker at fremme litteraturen og adgangen til litteratur i Danmark. Udvalget giver derfor støtte til udgivelse af dansk litteratur og til projekter, der formidler dansk litteratur inden for skønlitteratur og almen kultur- og faglitteratur.

Der kan f.eks. søges støtte til:

  • Honorar til forfatterarrangementer 
  • Litterære arrangementer, festivaler og konferencer
  • Produktion af særligt udgiftstunge danske værker
  • Udgivelse af ny dansk dramatik
  • Udgivelse af debutanter
  • Udvikling af digitale fortællinger
  • Forfatterforeningernes kursusvirksomhed
  • Forfatteres rejser i forbindelse med research

Ansøgere, der søger støtte til flere projekter, skal indsende én ansøgning for hvert projekt. Dette gælder dog ikke ansøgninger om honorar til forfatterarrangementer, her søges der samlet til hele perioden.

For ansøgning om honorar til forfatterarrangementer, rejser og research gælder, at forfatteren/ansøger skal have udgivet mindst ét værk som eneforfatter. 

Puljen støtter ikke projekter inden for forskning, undervisning, egns- og lokalhistorie, hånd- og hobbybøger, selvhjælpsbøger, ordbøger, kataloger o.l. 

Sådan vurderes din ansøgning

Ansøgninger vurderes på grundlag af kunstnerisk kvalitet og talent. 

I vurderingen af kunstnerisk kvalitet lægger udvalget blandt andet vægt på professionel kunnen, sprogbeherskelse, originalitet og vilje til at afsøge nye temaer og udtryk, kunstnerisk og/eller samfundsmæssig relevans samt litterær nysgerrighed og dristighed.

Hvad får ellers betydning for udvalgets vurdering og afgørelse?

Tildeling af støtte er generelt betinget af kunstnerisk kvalitet. Kvalitet forstås ikke kun som kunstnerisk kvalitet, men også som kvaliteten af de rammer, der omgiver selve kunsten. Det kan fx dreje sig om kvaliteten af tilrettelæggelsen af et initiativ – både i forhold til kunstneren og i forhold til arrangøren/afviklingen. Hvordan er der fx reflekteret over målgruppe, ide, valg af materiale og kontekst, og har kunstneren/arrangøren erfaring med formidling for den pågældende målgruppe.

Ud fra det grundlæggende kriterium stiller udvalget sig en række spørgsmål ved vurdering af en ansøgning f.eks.:
Er projektet båret af både lidenskab og kunnen? Er den litterære festival originalt tænkt, opfindsomt tilrettelagt? Kan værket, der søges produktionsstøtte til, blive et væsentligt bidrag til landets kulturliv? Giver forfatteren indtryk af at være fagligt solidt funderet og at besidde en høj grad af sprogbeherskelse?

Er rejsen ubetinget nødvendig for virkeliggørelsen af projektet?

Mere formelle kriterier

  • Projektet skal være klart beskrevet.
  • For arrangementer er der krav om, at de skal være tilgængelige for offentligheden og være tydelig annonceret.
  • Der tages hensyn til geografisk spredning af arrangementerne.
  • Ved prioritering mellem flere støtteværdige ansøgninger kan udvalget vælge at prioritere projekter og ansøgere, der ikke tidligere har modtaget støtte.
  • Projektet må ikke være afsluttet ved ansøgningsfristens udløb.
  • Der kan ikke søges om støtte til drift.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Vi anbefaler, at du orienterer dig i ansøgningskriterierne og har de nødvendige oplysninger og dokumenter/filer klar, før du går i gang med ansøgningen.

Når formålet er:

Honorarstøtte til forfatterarrangementer:
- Honorarblanket (udfyld denne skabelon)
- Kort cv om forfatteren

Litterære arrangementer, festivaler og konferencer (er der tale om overvejende udenlandske medvirkende, bør der søges i puljen ”Dansk litteratur i udlandet og udenlandsk litteratur i Danmark”):
- Projektbeskrivelse
- Program
- Budget (anvend budgetskema)
- Korte cv’er om medvirkende
- Skriftlige aftaler/kontrakter

Produktions- og udgivelsesstøtte:
- Projektbeskrivelse
- Budget (anvend budgetskema)
- Korte cv’er om forfattere
- Tekstprøve (max 5 sider), evt. indholdsfortegnelse
- For støtte til digitale fortællinger desuden markeds- og finansieringsstrategi

Rejser og research: 
Projektbeskrivelse
- Budget (anvend budgetskema)
- Kort biografi
- Tekstprøve (max 5 sider, evt. fra et tidligere værk)

Du skal være opmærksom på, at vi kun kan modtage vedhæftet materiale i formaterne: pdf, Word, Excel og mp3. E-breve skal vedhæftes i pdf-format.

Du er som ansøger selv ansvarlig for, at ansøgningsskemaet er korrekt udfyldt, og at alle ønskede bilag er vedhæftet. Udvalget behandler ansøgningerne på baggrund af det materiale, der er indsendt med den pågældende ansøgning. 

Økonomi

Du skal opstille et budget for projektet. Her skal det klart fremgå, hvilke poster der søges støtte til, og hvor stor egenfinansieringen er. 

Der forventes en del egenfinansiering, da udvalget yderst sjældent fuldfinansierer projekter.

Tilskuddenes størrelse varierer og afhænger af det konkrete projekt, men der gives kun i få tilfælde støtte over 100.000 kr. til et projekt, også ud fra den betragtning at kunststøtten skal komme så mange som muligt til gode i alle egne af landet. 

Arrangementer med én forfatter støttes med 5.000 kr. i tilskud til honorar. Ved arrangementer med flere forfattere gives der 4.000 kr. i støtte til honorar pr. forfatter/oversætter. 

Udbetaling: Vi udbetaler tilskud til den NemKonto, der er tilknyttet ansøgers CPR/CVR-nummer.

Undtagelse: Du kan få udbetalt dit tilskud til udenlandsk konto, hvis du jf. SKATs definition er fraflyttet Danmark, se definitionen her på skat.dk 

Vi indberetter tilskuddet til SKAT. Der er ikke trukket SKAT af det udbetalte beløb. 

Tilskud til og med 100.000 kr. udbetales så tæt som muligt på den startdato, der er angivet i ansøgningen. Hvis et tilskud er på over 100.000 kr. og projektperioden er mere end 6 måneder, udbetales beløbet i rater.

Hvornår får du svar?

Du vil få besked om udvalgets afgørelse senest 8 uger efter ansøgningsfristen. I løbet af denne periode bliver ansøgningerne klargjort til udvalg, udsendt, læst og behandlet.

Når alle ansøgninger fra samme frist er klar, bliver resultatet meddelt den enkelte ansøger pr. mail, og tildelinger bliver offentliggjort på kunst.dk under Se tildelinger.

Vær opmærksom på, at Statens Kunstfond offentliggør navne på alle ansøgere.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt ansøgningsformularen, vil du umiddelbart efter modtage en kvitteringsmail med en vedhæftet kopi af ansøgningen. Se kvitteringen efter for at kontrollere, at du har fået alle de ønskede bilag med.

Lovgrundlag

Afgørelser bliver truffet efter § 3, stk. 1, jf. stk. 2 og 3 i lov om Statens Kunstfonds virksomhed (lov nr. 458 af 8. maj 2018).

Hvis du får tilsagn /tilladelse /dispensation skal du...

Der skal indsendes afrapportering for alle projekt- og aktivitetstilskud i Statens Kunstfond. Har du fået tilskud til honorarer til flere forfatterarrangementer, skal afrapporteringen først indsendes, når alle arrangementer er afholdt.

Hvem vurderer din ansøgning?

Ansøgningen vurderes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Spørgsmål og svar om litteraturpuljerne

Find svar på spørgsmål om litteraturpuljer

Kontakt

Slots- og Kulturstyrelsen, Litteratur
litt@slks.dk
33954200

Jannie Zahle Nielsen
litt@slks.dk
33 73 33 41

Søren Beltoft
litt@slks.dk
25 39 88 58

Michelle Broz
litt@slks.dk
33 73 33 74



Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)