Fire fokusområder i perioden 2018 – 2021 for scenekunsten i samfundet

Udviklingen af kunsten må altid stå i centrum for Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Udvikling er ensbetydende med en stadig refleksion over, hvad vi forstår ved kvalitet i relation til kunsten.

Kontinuitet er afgørende for, at der kommer mest mulig scenekunst af høj kvalitet ud af de midler, der er til rådighed. Derfor skal der være bedre muligheder for at genopsætte de gode forestillinger og derved give dem et længere liv.

Scenekunsten må aldrig blive en eksklusiv affære. Derfor er en konstant udvikling af kontakten imellem scenekunsten og dets publikum, herunder kontakten til nye publikumsgrupper, afgørende for at scenekunsten forbliver relevant.

Ud fra et overordnet fokus på kvalitet, kontinuitet og kontakt vil udvalget i sin periode arbejde med en række fokusområder:

Genrediversitet

Der er behov for en større genrediversitet i dansk scenekunst. Der er brug for, at andre genrer end primært tekstbaseret arbejde vises på de etablerede scener.

Genrediversiteten kan bl.a. styrkes gennem samarbejder mellem det frie felt og de mere etablerede institutioner. Diversiteten kan styrkes yderligere ved at nogle af egnsteatrene, de små storbyteatre og/eller landsdelsscenerne, herunder Det Københavnske Teatersamarbejde, påtager sig et ansvar for at have dans, performance eller ny-cirkus som en integreret del af deres repertoire.

Ved at sikre en bredere genreprofil i det danske scenekunstlandskab vil dansk scenekunst opnå en større mangfoldighed, hvilket i sidste ende vil komme publikum til gode.

Udvalget vil fokusere på:

  • dialog med de forskellige aktører om, hvordan der sikres en større mangfoldighed i repertoirerne, og at underrepræsenterede æstetikker og genrer styrkes i hele landet
  • at understøtte udviklingen omkring samarbejder på tværs af strukturer og ved at støtte projekter, som er samarbejdsprojekter, eller som arbejder henimod at blive det

Det Internationale område

Den internationale dialog er og bliver afgørende for, at scenekunsten kan udvikle sig. International udveksling er en grundlæggende præmis for, at dansk scenekunst kan udvikle og forny sig, idet den udvider og udfordrer publikums horisont og inspirerer både de etablerede scener og det frie felt. Den internationale indflydelse kan styrkes ved i højere grad at afsætte midler til  gæstespil og anden udenlandsk inspiration.

Det er af stor betydning, at der findes aktører i de forskellige miljøer, som kan skabe og være medskabere af nye internationale samarbejder og relationer mellem danske og udenlandske kompagnier og kunstnere. Derfor er det vigtigt fortsat at sikre en udvikling af producentlaget i  det danske miljø.

Udvalget vil fokusere på:

  • at skabe muligheder for i højere grad end hidtil at bringe udenlandske gæstespil og anden form for inspiration til Danmark
  • at styrke dansk scenekunst i et internationalt perspektiv
  • forsat at skabe residencymuligheder for danske kunstnere og producenter i udlandet
  • fortsat at styrke og udvikle producentlaget gennem fx. fellowships for producenter

Ny scene i København

Der er stadig behov for at skabe en kuraterende præsenterende scene i København for det frie felt i hele landet. En ny scene skal kunne præsentere forestillinger fra hele landet, helst forestillinger der underbygger genrediversitet på linje med, hvad der findes i Berlin (HAU) og Oslo (Black Box).

En åben kuraterende scene skal være samlingspunkt for den frie og  eksperimenterende scenekunst, og den skal skabe mulighed for, at de frie grupper kan samarbejde og erfaringsudveksle. Og allervigtigst vil en ny scene skabe ny vigtig kontakt til publikum.

Udvalget vil fokusere på:

  • dialog med fonde, Københavns Kommune, Det Københavnske Teatersamarbejde og Kulturministeriet om mulighederne for at gå sammen om etableringen af en ny scene

Kvalitet fremfor kvantitet

Dansk scenekunst vil styrkes, når man bliver ved med at videreformidle gode forestillinger til et større og mere sammensat publikum frem for at anspore til et hektisk produktionstempo, hvor mange forestillinger aldrig opnår kontakten til det potentielle publikum, de er berettiget til.

Kontinuitet betyder ikke nedprioritering af udvikling. Snarere tværtimod. Forestillinger udvikler sig allerbedst i mødet med mange og forskellige publikummer. Grundlæggende handler det om at få flere af de gode forestillinger rundt i hele Danmark,

Udvalget vil fokusere på:

  • at gode forestillinger kan få et længere liv ved i højere grad at støtte genopsætninger, turnéer og adaptioner af forestillinger til andre formater
  • at de gode forestillinger møder flere publikummer og flere slags publikummer
  • at arbejde politisk for at skabe fortsatte udviklingsmuligheder for de etablerede, men mindre kompagnier, som stadig efter mange år er afhængige af midler fra Statens Kunstfond
  • i højere grad at støtte mulighederne for at give enkelte grupper arbejdsro og mulighed for kontinuerlige aktiviteter

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)