De musikalske grundkurser løfter musiklivet

Ny undersøgelse, bestilt af Statens Kunstfond, ser nærmere på, hvad der sker med de unge musikalske talenter efter deres MGK-uddannelse.

21.10.2019
Fra Musikskoledage i Tivoli 2013. Foto: Line Mørkeby

Når unge fra de musikalske grundkurser afslutter deres MGK-uddannelse, går de videre med at uddanne sig som professionelle musikere, musikpædagoger eller til andre professionelle erhverv inden for musik.

Det viser en ny undersøgelse fra Statens Kunstfond. De musikalske grundkurser bidrager både til at uddanne professionelle musikere, musikpædagoger og andre, der arbejder professionelt med musik, og til at løfte det lokale musikliv rundt omkring i landet.

Formand for Statens Kunstfond, Michael Bojesen, siger:

”Det er skønt at kunne læse i den nye rapport om MGK, at de musikalske grundkurser spiller en stor rolle i det danske musikliv, ikke bare ved at levere kandidater til de videregående musikuddannelser, men også ved at bidrage til det lokale musikliv rundt omkring i landet. Der er et stort fokus på de musikalske grundkurser, og vi sætter mange ressourcer af til dem. Ikke mindst derfor er det dejligt at se, at vi faktisk opnår de ønskede resultater.”

Tager musikken med videre

Over halvdelen af kandidaterne fra MGK vælger at beskæftige sig med musik i deres professionelle liv. De bliver optaget på videregående musikuddannelser på konservatorierne, på universitetet eller uddannelser inden for kirkemusik. Hertil kommer uddannelser som folkeskolelærere og pædagoger samt uddannelser inden for andre kunstneriske fag som scene- eller billedkunstnere, hvor MGK-baggrunden også kan spille en væsentlig rolle i deres fremtidige liv.

MGK-kandidaterne er også særdeles aktive i det lokale musikmiljø rundt omkring i landet. De spiller i en mangfoldighed af orkestre og synger i kor og vokalensembler eller som solister i mange forskellige sammenhænge.

Læs undersøgelsen

Om undersøgelsen

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik besluttede i 2017 at igangsætte en undersøgelse af, hvad der sker med de unge dimittender, når de har afsluttet uddannelsen på de musikalske grundkurser, MGK.

Undersøgelsen er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik om MGK-elevernes senere uddannelsesvalg og på en spørgeskemaundersøgelse blandt MGK-elever optaget på MGK i perioden 2008-17.

Undersøgelsen konkluderer, at de musikalske grundkurser lever op til de to formål, som er sat for kurset: 1) at uddanne musikudøvere og -skabere, som kan deltage i og stimulere det lokale og regionale musikliv og 2) at forberede elever til optagelse på en videregående musikuddannelse

Yderligere oplysninger

Chefkonsulent Niels Græsholm, ngr@remove-this.slks.dk, tlf. 33 74 45 21
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 21.10.2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)