På jagt efter musiktalenter i Haderslev

Det kan meget vel være i Sønderjylland, de finder de nye musiktalenter i de kommende år. Statens Kunstfond har netop støttet nytænkende samarbejde mellem musikskolen og folkeskolerne i Haderslev med 600.000 kr.

28.11.2018
I Haderslev er ca. 1300 elever i 52 ’musikklasser’ i gang med at lære at spille på instrumenter i kommunens folkeskoler. Foto: Michael Been.

47 projekter med støtte fra Statens Kunstfond gør en ekstra indsats for de interesserede børn og unge, der skal blive særligt dygtige til musik. Et af projekterne finder vi i Haderslev.

Musik til 1300 børn i Haderslev

Musikskolen i Haderslev har de seneste to år prøvekørt et forsøg med såkaldte ’musikklasser’, hvor en hel skoleklasse får undervisning i samme instrumenttype. Idéen er, at udvalgte klasser fra 2. klasse og opefter får et klassesæt af musikinstrumenter og bliver undervist af en lærer fra musikskolen i samarbejde med en folkeskolelærer. Det betyder, at børn i Haderslev – i skoletiden – kommer til at spille på et instrument i minimum to år.

Talentspirer

Nu kan de i Haderslev tage et skridt videre fra fødekæde til talentspireforløb med støtte fra Statens Kunstfond. 50 udvalgte elever vil modtage soloundervisning, undervisning i musikteori, deltage i workshops, spille i bands og ensembler. På den måde opstår et stærkt musikmiljø omkring de 50 elever, helt tæt på deres hverdag, med muligheden for måske på længere sigt at få et aktivt musikerliv.

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik Michael Bojesen siger:

”Musikken er en vigtig kraft i de fleste menneskers liv. Ikke mindst hos børn. Musikken er med til at definere os som mennesker; den danner os og lærer os om både verden og os selv. Netop derfor er børns møde med musikken så vigtig.
Skal man dygtiggøre sig inden for musikken, kræver det mange timer i øvelokalet med instrument eller band – også for talenterne. Men det kræver også, at der skabes optimale muligheder og rammer for børnene i det område, hvor de bor.
Vi er glade for, at vi i Statens Kunstfond kan være med til at løfte den opgave og dermed få musikalske talenter til at spire”.

Pulje til talentudvikling

Statens Kunstfond har netop uddelt 5,8 millioner kroner til 47 projekter for talentudvikling på musikskoler og i andre institutioner, der gør en særlig indsats for talentudvikling for børn og unge inden for alle musikalske genrer og miljøer. Langt størstedelen af ansøgningerne og de støttede projekter finder sted i Jylland og på Fyn (89 %), mens en mindre del (11 %) foregår i hovedstaden og på Sjælland. I Københavnsområdet er der i forvejen en række særlige talentskoler som fx Sankt Annæ Gymnasium, Tivoli Garden og Det Danske Suzuki Institut med andre former for statslig og kommunal finansiering.

Se alle uddelinger i puljen til talentudvikling

Yderligere oplysninger

Specialkonsulent Bodil Høgh, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 40 81 27 66, boh@slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 3.12.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)