Musikfestival over bjerg og hav i Sønderjylland

Der bliver fortalt musikalske sømandshistorier og jodlet sammen i Sønderjylland, når festivalen FolkBaltica præsenterer folkemusik fra Østrigs højeste bjerge til det flade Østersøområde 21. - 29. april.

18.4.2018
Fra afslutningskoncerten i FolkBaltica 2017 i Marienkirche i Flensborg med folkBALTICA Ensemble. Foto: And Jongsma.

Musikken kan fortælle historier, bringe mennesker sammen og bygge bro mellem forskellige traditioner og kulturer. Det får publikum chancen for at opleve på festivalen FolkBaltica, hvor musik fra Østersølandene er på plakaten sammen med musik fra lande som Bosnien, Italien og Irland. Festivalen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond og foregår i Sønderjylland og Slesvig i Tyskland fra den 21. til 29. april.

Festivalen har temaet ’Bjerg og hav’, inspireret af flere musikalske besøg fra Østrig, herunder festivalens huskunstner 2018, violinist og sanger Julia Lacherstorfer. Hun stammer fra de østrigske bjerge og spiller ”jodle-impressionisme” fra Alperne, som hendes musik er blevet kaldt.

2018 er Europæisk År for Kulturarv

Europa deler kulturarv og musikalske rødder, navnlig når det gælder den traditionelle musik, dans og sang. Spillemændene vandrede rundt i Europa og bragte melodierne med sig, så vi i dag kan opleve samme børnesang eller dansevise gå igen i mange europæiske lande.

EU-parlamentet og EU’s kulturministre har udnævnt 2018 til Europæisk År for Kulturarv. Målet er at sætte fokus på både den nationale kulturarvs værdi og på den fælles og uadskillelige kulturarv, vi deler på tværs af Europas landegrænser.

Kulturarvsåret sætter sit præg på FolkBaltica i 2018, bl.a. med festivalens hovedkoncert i Flensborg den 28. april med europæisk sammensatte ensembler og samarbejde.

Om FolkBaltica

FolkBaltica er en grænseoverskridende folkemusikfestival i Sønderjylland, som finder sted hvert år i april måned. Spillesteder er bl.a. Flensborg, Sønderborg, Aabenraa, Slesvig by og andre steder i det dansk-tyske grænseland. De i alt 31 koncerter foregår i kirker, teatre, skoler og herregårde i regionen. Kunstnerne kommer fra hele Østersø-området og resten af Europa.

Festivalens kunstneriske leder er den danske violinist og komponist Harald Haugaard, og festivalen modtager bl.a. støtte fra kommunerne i regionen og Statens Kunstfond.

Se FolkBaltica festivalens program

Yderligere oplysninger

Specialkonsulent Bodil Høgh, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 45 61, boh@remove-this.slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 18.4.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)