Her er de største musikalske stjerneskud

Syv af de stærkeste talenter lige nu inden for dansk musik er udpeget til at være ’Den Unge Elite’. Nu starter et toårigt karriereforløb med coaching, masterclasses og udvikling af en international musikkarriere.

27.6.2018
Den elektroniske duo Smerz er en af syv talenter, der udgør ’Den Unge Elite’. Foto: XL Recordings

Hvis man vil til tops uden for landets grænser, må man satse stort. Og det er lige præcist det, de syv talenter udvalgt til ’Den Unge Elite’ har planer om at gøre.

Smerz til udlandet

Et af de syv talenter, der er udvalgt til at være ’Den Unge Elite’, er den elektroniske duo Smerz, som består af Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg. Duoen lærte hinanden at kende på højskole, og siden har de produceret elektronisk musik, der forsøger at nedbryde feltet mellem mainstream og det eksperimenterende. Smerz modtager en halv million kr. fra Statens Kunstfond, og gruppen skal bl.a. bruge midlerne til at dygtiggøre sig musikalsk på synthesizere og til at turnere i Europa, Rusland og USA. Heldigvis giver Smerz også koncerter i Danmark, og du kan bl.a. opleve dem på dette års Roskilde Festival.

7 kunstnere er ’Den Unge Elite’

Broken Twin
Chinah
Daniel Davidsen
Lowly
Off bloom
Smerz
Soleima

De syv talenter har alle det til fælles, at de satser benhårdt på at få deres musik ud til resten af verden. Men udover hjerteblod og hårdt arbejde kræver det økonomiske ressourcer at skabe et navn i udlandet.

Med ’Den Unge Elite’ får de unge talenter mulighed for at gennemføre internationale aktiviteter, som kræver ekstra økonomisk råderum.  Det kan fx være at tage på en længere turné i et land, hvor man er ved at opbygge en fanbase.

Den gode musik er nøglen

De unge talenter kan også udvikle deres kunstneriske udtryk, fx ved at samarbejde med internationale coaches eller ved at dygtiggøre sig gennem masterclasses. Og netop et fokus på musikken er særligt vigtigt ifølge Michael Bojesen, formand for Projektstøtteudvalget for Musik og Statens Kunstfond:

"Puljen ‘Den Unge Elite’ giver unge musiktalenter en unik mulighed for at få tid og frihed til at udvikle og værne om deres musikalske udtryk. Med et veltilrettelagt og målrettet karriereforløb giver projektet tillige en hjælpende hånd til, at unge musiktalenter kan få styrket deres fodfæste på det internationale marked. Vi oplever, at unge musikere er meget opmærksomme på at være tro mod deres kunstneriske visioner, men at det kan være hårdt arbejde, når der pludselig kommer andre og større interesser på spil. Når toget først kører, er det vigtigt at holde fast i det, der startede det hele – nemlig den gode musik.”

Om ’Den Unge Elite’ 2018

’Den Unge Elite’ støtter de bedste af de nye danske musiknavne, som Statens Kunstfond vurderer, har et spirende internationalt potentiale.

Formålet med karriereordningen er at få unge musikere ud over rampen i udlandet, og derfor bliver der givet tilskud til for eksempel rejseaktiviteter, markedsføring og masterclasses.

Tidligere modtagere af ’Den Unge Elite’ tæller blandt andre Spleen United, Mads Langer, Iceage, Baby in Vain, Fallulah og Bolette Roed.

Yderligere oplysninger

Konsulent Niklas Smith, Slots- og Kulturstyrelsen, niks@slks.dk, tlf.: 33 73 33 51
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 27.6.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)