Dansk musik blomstrer på europæisk festival

Når den europæiske musikfestival Eurosonic i dag skydes i gang i Groningen, Holland, er det med et stort fokus på Danmark. Under parolen ”Denmark Blooms at Eurosonic” spiller nogle af de bedste nye danske navne med støtte fra Statens Kunstfond

17.1.2018
Phlake, Soleima og Ice Age er nogle af de 22 danske navne på plakaten til Eurosonic i år. Billede: MXD

2018 starter med et brag for dansk musik i udlandet. Den toneangivende hollandske branchefestival Eurosonic Noorderslag har i år valgt at sætte fokus på dansk musik. Festivalen, som er den internationale pendant til den danske SPOT Festival har de seneste par år haft et godt øje til kvaliteten og mangfoldigheden i dansk musik og har derfor valgt at give ekstra plads til danske kunstnere i år.

Hele 22 danske navne får muligheden for at vise deres værd over for den internationale musikbranche på Eurosonic. Og kigger man ned over navnene, fornemmer man, at genrebredden er særlig stærk i dansk musik for tiden. På festivalen kan man nemlig opleve alt lige fra velproduceret r’n’b og hiphop fra Phlake, eksperimenterende lydkunst i kvartetten We Like We og hårdtslående rock fra trioen Velvet Volume.

22 nye danske navne rejser afsted
Det er en gylden mulighed for dansk musik at være fokuspunkt på Eurosonic. Mere end 4200 internationale musikbranchefolk deltager på festivalen, herunder pladeselskaber, bookingagenturer og repræsentanter fra andre festivaler i hele Europa.

Statens Kunstfond vil naturligvis gerne bakke op om dette enestående fokus på dansk musik og har derfor bevilget 250.000 kr. til den danske deltagelse. Herudover kommer der midler fra samarbejdsaftalen mellem Udenrigsministeriet og Kulturministeriet om Danmarks internationale kulturudveksling.   

Garant for god musik
At få lov til at spille på Eurosonic er et kvalitetsstempel i sig selv. Festivalen er et særligt stærkt udstillingsvindue, fordi det kunstneriske program borger for kvalitet år efter år.

Leder af Music Export Denmark, som står bag de danske aktiviteter på Eurosonic og konceptet "Denmark Blooms at Eurosonic", Thomas Rohde siger:

”EuroSonic er kendt for en skarp kuratering, som de værner nidkært om. Som festivalgæst ved man, at alle de optrædende har et højt kunstnerisk niveau, og at de enten er godt på vej eller allerede har etableret sig på den internationale scene. Derfor er festivalen så vigtig.  Og de fleste får kun én chance for at spille på Eurosonic.”

Om Eurosonic
EuroSonic er en international musikfestival, som løber fra onsdag d. 17. januar til lørdag d. 20. januar og finder sted i Groningen, Holland. Læs mere om Eurosonic.

Se de 22 danske navne på Eurosonic og få smagsprøver på deres musik

Yderligere oplysninger:
Konsulent Niklas Smith, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 73 33 51, niks@remove-this.slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53


Siden er sidst opdateret: 17.1.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)