50 år med musikundervisning i Holstebro
Der er noget at fejre i Holstebro i dette forår, hvor det er 50 år siden byen fik en musikskole. Det var også i Holstebro, at landets første musikalske grundkursus blev oprettet i 1976.
![]() |
I Holstebro siger man, at der er en dråbe af kultur i alt, hvad de foretager sig og har i 50 år på mange måder været pionerer for kulturen i Jylland. De har Odin Teatret, kunstmuseum, balletskole og Giacometti på byens torv.
Fra musikskole til MGK
Også inden for musikken har Holstebro været fremsynede. Musikskolen blev oprettet i 1967, og op igennem 70’erne oparbejdede skolen et ry som en af landets fremmeste musikskoler med et meget højt aktivitets- og ambitionsniveau. De fremsynede musikskolefolk oprettede landets første MGK, Musikalsk Grundkursus, der skulle forberede unge musikere til optagelse på musikkonservatorierne med et intensivt, musikalsk undervisningsforløb. Idéen bredte sig til hele landet, og vi har i dag 8 regionale MGK-centre spredt rundt i Danmark.
Musikalsk eventyr uropføres
Til jubilæet har musikskolen bestilt ny musik af den tidligere såkaldte stadskomponist i Holstebro, Willy Stolarczyk. Lørdag den 17. marts forenes professionelle musikere, små ensembler, musikskoleelever, børnekor og MGK-elever med i alt 100 medvirkende på scenen, når Stolarczyks ”Eventyret om Musikkens Ånd og Det Store Jubilæum” uropføres i musikskolens Orkestersal. Senere er der streetparade igennem byen.
Statens Kunstfond har støttet jubilæumskoncerten med et honorar til komponisten Willy Stolarczyk og støtter desuden MGK Midtvest i Holstebro sammen med de øvrige MGK-centre i landet.
Yderligere oplysninger
Specialkonsulent Bodil Høgh, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 45 61, boh@ slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53