Udenlandske forlæggere dater danske forlag

Et årligt besøgsprogram arrangeret af Statens Kunstfond knytter bånd mellem udenlandske og danske forlag til gavn for den danske litteratureksport.

7.9.2017
Statens Kunstfond er vært, når udenlandske forlæggere er på jagt efter danske titler. Foto: Statens Kunstfond.
Statens Kunstfond er vært, når udenlandske forlæggere er på jagt efter danske titler. Foto: Statens Kunstfond.

Netop nu gæster forlagsfolk fra Frankrig, Italien, Spanien og Holland en række danske forlag og litterære agenter for at netværke og indkøbe rettigheder til danske bøger.

Besøgsprogrammet finder sted i dagene 6. til 7. september, hvor Statens Kunstfond har matchet fem udenlandske forlæggere med seks danske forlag og agenturer. 

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur Thomas Harder siger: 

”Vi har i Danmark en lang tradition for besøgsprogrammer, der kan være med til at fremme dansk litteratur i udlandet. For Statens Kunstfond er det vigtigt at bidrage til at skabe en god dialog mellem danske og udenlandske forlag, for på den måde kan vi hjælpe med at bringe danske forfattere og deres værker tættere på et internationalt publikum. Udover litteratureksport handler det også om, at oversættelser af dansk litteratur kan spejle forskellige livsanskuelser og kaster ringe i vandet ude i verden.”

Litterær agent Esthi Kunz ved Copenhagen Literary Agency:

”Besøgsprogrammet betyder rigtig meget for os, fordi det giver tid til fordybelse og mulighed for at knytte mere personlige kontakter til de udenlandske forlag, når de besøger Danmark. Vi har rigtig gode erfaringer fra de tidligere års besøgsprogrammer, og jeg har en klar forventning om, at vi får solgt flere af efterårets titler til de deltagende forlag i forlængelse af besøget.”

Forlægger Rocio Fernández fra det spanske forlag Edition Salamandra:

“Besøgsprogrammet er en god mulighed for mig til at udvide mit professionelle netværk og få en bedre forståelse for, hvilke forlag og agenter der ligger tæt op af Salamandras interesser og komme et spadestik dybere i deres kataloger. Det er der desværre ikke tid nok til på de store bogmesser i London og Frankfurt.”

Salamandra har tidligere udgivet blandt andet Carsten Jensens ”Vi, de druknede” og Morten Ramslands ”Hundehoved”, og forlaget er på udkig efter nye titler, selvom oversat litteratur generelt har vanskelige kår i Spanien.

Rocio Fernández siger: 

“Læserskaren til litterær fiktion er overordnet set begrænset i Spanien, og vi er også oppe imod en præference for litteratur på spansk eller engelsk. Det ændrer ikke ved, at vi bliver ved med at forsøge, og vi har også udgivet værker fra andre lande end Danmark som for eksempel Sverige, Norge, Finland og Island.” 

I umiddelbar forlængelse af et besøgsprogram bliver der solgt rettigheder en til tre danske titler i udlandet. Blandt de lande, der tidligere har deltaget i besøgsprogrammerne i Danmark, er lande som Kina, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Storbritannien, Tyrkiet, Sverige, Polen og Holland.

Fakta om besøgsprogrammerne

I over tyve år har der været afholdt besøgsprogrammer for udenlandske forlæggere arrangeret i offentligt regi. 

Siden 2012 har programmet bestået af besøg fra forskellige lande frem for fokus på et enkelt sprogområde. Besøgsprogrammet udvikles ved, at et udvalg af danske forlag og agenturer byder ind med ønsker til, hvilke lande og forlag de ønsker at få besøg af, hvorefter Statens Kunstfond arrangerer besøgsprogrammet. 

Yderligere oplysninger:

Konsulent Marie Starup, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 52 66, msta@remove-this.slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 22 61 19 95

Siden er sidst opdateret: 7.9.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)