Præmieringer 2017

Siden Statens Kunstfond blev grundlagt i 1965 har fonden præmieret bøger. Præmieringerne skal være med til at fremhæve de udgivelser, der særligt rager op i det litterære landskab og derfor fortjener en særlig anerkendelse.

Tomas Lagermand Lundme, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur siger:

"Vi har præmieret 10 bogudgivelser fra 2017, som på hver sin måde forholder sig til det at være et lille menneske i en stor tid. Det er 10 værker, der skriver om historien, men i høj grad også skriver og tegner sin egen historie frem, ikke nødvendigvis for at forstå den, men for at leve i den, og muligvis kunne leve med den – på sigt. Det er 10 meget selvstændige fortællinger om at leve et liv – og overleve det. På godt og ondt."

"Hjem" af Bue Bredsdorff

Bue Bredsdorff: Hjem (Basilisk, tegneserie) 

Tegneserien falder i tre dele, tre selvstændige tegneseriehæfter, der alle kredser om at finde hjem, finde et sted at bo, ja, et sted at have ly, som en af de tre bøger også hedder. Ly bygges selv. Hvor Huset i Sønderhå og Husumgade 30 allerede er boliger, andre bor i, eller har boet i. Der er lyde, dyr, fodtrin, trafik, ledninger, vind, vask, der drypper, kirkeklokker, der ringer (og ingen ved om det er til bryllup eller begravelser).

Der er noget overrumplende og nærmest stilistisk i stilheden i tegningerne, i særdeles i Ly, der nærmest bliver selvstændige, små hverdagsagtige digte, billeder på en tid og af en tid, hvor man må lede og søge efter det sted, man med rette til sidst kan kalde et hjem. Det er store følelser i de små formater, og tegneserien har en helt særlig optik i sin egen ærlighed. 

"Har døden taget noget fra dig så tag det tilbage" af Naja Marie Aidt

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog (Gyldendal)    

Det er en hudløs bog, Naja Marie Aidt har skrevet om døden. Døden, når den er allermest meningsløs. Når døden bare tager et liv uden at give noget tilbage – andet end sorgen, smerten, ja, døden. Det er en tekst, der ikke bearbejder døden, men træder i sin egen karakter, hvor man leder efter en mening med det meningsløse. Tabet.

Aidt kredser om andres bearbejdelser og tekster om døden, og hun skriver selv sin egen tekst frem, gentager den, kommer mere på, husker mere, lader den flyde, så den til sidst bliver hendes vidnesbyrd om den tid, hvor døden tog noget fra hende. Det er en stærk bog, der kun vokser hos læseren. Man kan ikke læse den uberørt, og det er sjældent set – og læst – at en bog, der egentlig virker så ligetil, alligevel efterlader læseren med alle de ting i øjnene, som gør god litteratur livsnødvendig. 

"Spor efter fugle" af Julie Sten-Knudsen

Julie Sten-Knudsen: Spor efter fugle (Gyldendal, digte)

Med sin tredje digtsamling, Spor efter fugle, træder Julie Sten-Knudsen for alvor i karakter. Hun kan ikke lide naturen, når den bliver for naturlig. Den skal være kultiveret. En cykeltur til Botanisk Have, hvor alting i naturen hedder noget. Et sted, hvor man ved, at her er syrener og frugttræer, midt i byen, og ikke som på turen ude i landskabet, hvor jeg’et i digtsamlingens anden del ikke støder på andet end plasticposer, forurening og bål, der opstår af forskellige ting, men som gør, at det bliver unaturligt varmt at opholde sig i sommerhuset.

Meget brænder – og meget brænder på – i Julie Sten-Knudsens digtsamling i tre dele, hvor hun dels besynger og afsynger naturens egne kræfter, fordi de ikke kan forklares, men er rasende, vrede, bitre og skuffede. Den er umulig, naturen, og med en helt særlig, skarp sproglig og sine steder nøgtern registrering af de store ting midt i de små, bliver digtsamlingen et hegn mod den verden, hvor der til tider er fugle, og hvor der til andre tider ikke er noget, som fylder på himlen. 

"De glemtes hær. Danske frivillige i den spanske borgerkrig" af Morten Møller

Morten Møller: De glemtes hær. Danske frivillige i den spanske borgerkrig (Gyldendal)

De glemtes hær gør op med myten om den renhjertede unge spaniensfrivillige kriger. Med baggrund i et stort kildemateriale giver bogen en velskrevet og afbalanceret skildring af de cirka 500 unge idealister, eventyrer, kommunister eller bare arbejdsløse drenge, som alle havnede i en benhård krigsvirkelighed langt væk hjemmefra. Det er så op til læseren at drage paralleller til de krige, vi fører i dag.

Bogen gør op med myten uden at falde i den modsatte grøft. Morten Møller fortæller de enkelte såkaldt frivilliges historier, opridser baggrunden for den, og fører læseren hele vejen ind i deres krigsoplevelser. Det er dette måske lidt oversete kapitel af Danmarkshistorien som De glemtes hær formidler på en måde, som på en gang er pålidelig og medrivende. 

"Ideale begivenheder" af Signe Gjessing

Signe Gjessing: Ideale begivenheder (Gyldendal, digte)

Poesiens opgave er at slå dørene op til en større verden og et større sprog. Det formår Signe Gjessing om nogen. Med Ideale begivenheder opfylder hun, hvad hendes to første bøger lovede. Det er en hermetisk poesi, men en som giver rigeligt tilbage til den, der læser lige så koncentreret og excentrisk, som digtene selv er. Vingefanget er enormt. Det er i særklasse originale digte.

Bogen er allerede i kraft af sine store sider med masser af rum mellem linjerne SPACE POETRY. Digtene åbner for de store kosmiske skalaer, samtidig med at de helt nære rum afsøges. Hvert digt eller linje eller fragment (genrerne er alvorligt udfordrede) kredser omkring hinanden som kloder, deres betydninger smitter af på hinanden, skygger for hinanden, tiltrækker og frastøder hinanden. Der foregår en helt åben, stort skrevet og ofte humoristisk udforskning af, hvad det vil sige at eksistere på tærsklen af alle disse mange rum. 

"Vi er vel helte" af Liv Nimand Duvå

Liv Nimand Duvå: Vi er vel helte (Kronstork)

Liv Nimand Duvå debuterer stærkt med romanen Vi er vel helte, der er en usminket, fysisk rå og samtidig kærlighedsmættet skildring af en datters liv med en alkoholiseret far. I et fornemt afstemt zigzagmønster spænder Liv Nimand Duvå fortællingen ud mellem barnets ubetingede tillid, det unge menneskes hårdhudede loyalitet og den voksne datters forsøg på at finde sit eget fodfæste gennem et aktivistisk miljø, der er lige så småvoldeligt levende, som faderen er døende.

Man mærker gennem hele romanen en usædvanlig sproglig sikkerhed, der på overfladen ikke gør larmende væsen af sig og heller ikke insisterer på at være sig selv nok, men som med diskrete virkemidler og nærmest sætning for sætning spinder en bund af sorg, savn, afmagt og viljestyrke, så man som læser bliver foræret et værk, der både er voldsomt vedkommende og voldsomt overbevisende.

"Til stranden" af Perter Højrup

Peter Højrup: Til stranden (Gyldendal)

Peter Højrups romantitel kan både læses som en bevægelse og en hyldest: En bevægelse i form af at begive sig et sted hen (til stranden), hvilket er ganske karakteristisk for de rastløse udflugter, som Peter Højrups persongalleri forsøger at fordrive tiden med på ferieøen i Ægæerhavet, og en hyldest forstået som en kippen med flaget for havet og kysten, der storsindet åbner favnen for såvel privilegerede turister som bådflygtninge.

Peter Højrup udfordrer overlegent den traditionelle romanform med denne collage, der sagtens kan læses for handlingens og persongalleriets skyld, men samtidig flyder ind i læseren med et brus af stemninger, modsætninger, længsler og dilemmaer, hvor naturen er den altid tilstedeværende medspiller, diskret det ene øjeblik, mytologisk og faretruende det næste. 

Med Til stranden har Peter Højrup givet los for en sproglig sanselighed, der er lige så indtagende som stranden selv. Der er helt enkelt tale om prosa, når det er allerstærkest og allerbedst. 

"Nord" af Camilla Hübbe og Rasmus Meisler

Camilla Hübbe og Rasmus Meisler: Nord (Høst og Søn, graphic novel B&U)

En anderledes moderne Ragnarok fortælling der på interessant vis inviterer den unge læser ind i den nordiske mytologis verden, og ligeledes fint fletter nogen af samtidens udfordringer ind i historien. Samarbejdet mellem tekst og billede er smukt og dynamisk, og giver læseren en mere fuldendt oplevelse. Formmæssigt udvides horisonterne også på anden vis, da bogen ikke blot udkommer som illustreret papirbogsformat, men også som en digital, interaktiv fortælling.

"Styrelsen" af Johan F. Krarup

Johan F. Krarup: Styrelsen (Cobolt, graphic novel)

Tragisatirisk tegneserie om den trivielle hverdag på kontoret i udlændingestyrelsen. Vi følger Frank, der er det man nok vil kalde et almindeligt godt menneske, der gør sit arbejde, overholder reglerne og lidt konfliktsky bestræber sig på ikke at træde nogen over tæerne. Alligevel, eller måske netop derfor, ender han i en bestikkelsesskandale, hvilket ikke just ender godt.

Absolut underholdende, men derudover også en slags moralsk skæbnefortælling, der giver os et indblik i, hvad bureaukratiet gør ved individet på begge dele af skranken. De enkle sort-hvide tegninger, og ofte temmelig tekstfyldte talebobler med direkte tale, supplerer hinanden godt og rammer i fællesskab tonen ret fantastisk, og formår at gøre en hverdagsbureaukratisk historie om et kontor i København overraskende interessant og relevant.

"Velsignelser" af Caroline Albertine Minor

Caroline Albertine Minor: Velsignelser (Rosinante, noveller) 

Novellesamlingen udfolder de store følelser – sorg, savn, kærlighed, tab – i skildringer af kvinder, der har mistet og mister. Den knappe, tilbageholdte tone og de overraskende, men alligevel krystalklare billeder gør fortællingerne usentimentalt gribende. Hvordan håndterer man savnets frygtelige ensomhed midt i en hverdagsverden, der bare fortsætter som før, og nødvendigvis skal leves i?

Der er ingen afklaring eller katarsis i novellerne, men alligevel kommer en gang imellem et glimt af håb fra et uventet sted, noget fremmed og tilfældigt, der bryder ind i ensomheden. Minors anden bog er mere end bare lovende for fremtiden, den er i sig selv en sprødt skrevet perle, som borer sig stille, men dybt ind under huden på læseren.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)