Udstillingssted for Tekstil / 25.000 kr.

Udstillingen "STOFTRYK" på Udstillingssted for Tekstil. Foto: Ole Akhøj

Udvalgets begrundelse for præmieringen:

Tekstildesigner Anne Fabricius Møller præmieres af Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design for sit personlige og modige initiativ til opstart af "Udstillingssted for Tekstil" i København. Anne Fabricius Møller har et ærinde. Hun retter vores opmærksomhed mod de tekstile kvaliteter, og hun gør det på sin egen måde, hvilket tydeligt har afspejlet sig i de første tre udstillinger i galleriet. Hun viser både nye og ældre værker som har den intensitet, stoflighed og nerve som Anne er ude efter, og som hun finder frem fra kollegernes værksteder og gemmer og udstiller i nye konstellationer, som lige præcis får det til at ringe i det lille udstillingssted.

Anne Fabricius interesserer sig for alle afskygninger af tekstil, og særligt har hun fokus på de mange avancerede teknikker der ligger bag. Ikke kun kunsthåndværk men også industrielle tekstiler bliver bragt i spil i Udstillingssted for tekstil, hvor man bliver mødt af noget varmt, følsomt og poetisk men også trashet og eksperimenterende. En smuk karklud ophængt med medicinsk tape (fordi det klæber godt). Det er ikke retro. Det er et møde mellem nye og ældre tekstiler set med et nutidigt og innovativt blik.

Den aktuelle udstilling viser stoftryk af Ulla Enghoff, Kirsten Fribert, Bitten Hegelund og Hanne Backhaus: "Udstillingen STOFTRYK er mekanisk reserve og reaktive håndtrykte unika stofbaner fra 1984 - 2011 på hør- og bomuldslærred, på bomuldssatin, bananfibre og jernbanefløjl. Reaktivt tryk er stoftryk, hvor der sker en indfarvning af fibrene i det valgte mønster, en indfarvning som ikke er dækkende, men fremhæver den tekstile bund og giver farvefladerne en transparens, med mulighed for farveblandinger i overtrykkene. Mekanisk reserve forhindrer reaktivt overtryk og har et næsten keramisk udtryk."

Tekstil- designere og kunsthåndværkere har igennem mange år ønsket sig et udstillingssted for dette særlige kunstnerisk fagområde. Det er nu kommet i form af "Udstillingssted for tekstil" i Møntergade 6, i lokalerne der gennem de sidste 10 år har huset "Butik for Borddækning".

Vi i Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design ønsker Udstillingssted for Tekstil al muligt held og lykke med projektet.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)