Ilden er magisk

Ideen til Petra Dalstrøms MINDCRAFT-værk Carbon Black blev til ved at afprøve, hvordan ild leger sammen med forskellige materialer.

For Petra Dalstrøm er fysiske fænomener som ild, vand, jord og luft indgangsvinklen til den kreative proces, og det hele begynder med en leg og eksperimenter. Med en klump henkastet porcelæn og et tilfældig sterinlys begyndte hun at skabe sine iøjnefaldende keramikværker, som for nylig blev vist på designmessen Mindcraft18 i Milano.

Ildens møde med materialer

Statens Kunstfond mødte Petra Dalstrøm i hendes studio for at tale om tilblivelsen af værket Carbon Black og dét, der inspirerer hende, før Mindcraft løb af stablen. I studiet er der værker fra tidligere udstillinger, som også kredser om fænomenet ild. Hun fortæller om forskellige eksperimenter, hvor hun har sat ild til hammerdun, som endte med at eksplodere i en kæmpe flamme. Men til værket Carbon Black gik det mere stille for sig. 

”Jeg startede med at afprøve at sætte ild til forskellige forgængelige materialer, jeg brændte alle mulige ting, som for eksempel den her appelsinskræl for at se, hvordan det opfører sig sammen med ilden. Den bliver tør og skræller sig lidt sammen.”

Petra arbejder ikke kun med keramik. Hun laver performances og værker, der har forgængelighed som element og med naturmaterialer. Men en dag sad hun tilfældigvis med en klump hvid porcelæn i hånden.

”Jeg var nysgerrig for at se skyggen af flammen, kunne man se luftstrømmen? Det er på en måde magisk. Jeg blev ved med at kigge på, hvad flammen kan. Helt konkret så havde jeg en klump porcelæn ved siden af mig og jeg blev nysgerrig for at se, hvad der sker, når man putter dem sammen. Jeg kiggede helt nøjsomt på hvad flammen opførte sig sammen med porcelænet. Den lavede en helt sort løbebane op ad siderne, og der kom ideen til Carbon Black.”

Det sorteste sort og det hvideste hvid

Petra gik efter et stramt udtryk til værket både i farver og udtryk, derfor blev det til en flad konstruktion, men for at skabe en dynamik i det stramme udtryk afprøvede hun at gøre keramikken våd og arbejde med kanterne.

”Det lyder måske lidt sjovt, men jeg begyndte at arbejde med at gøre kanterne våde og det blev til noget ala mælk og så begyndte jeg at arbejde med at ”mælke” de her frynser, så det blev en kontrast til det stramme. Således synes jeg det stramme samtidig blev upræcist.”

Det stramme udtryk kommer også til udtryk gennem farverne. På det hvide keramik kommer den sorte løbebane af sod.

”Da jeg afprøvede den hvide klump porcelæn under ilden fik den de her sorte løbebaner op ad siderne, og farven var det sorteste sort og sammen med det hvideste hvid, fik det det her helt særlige udtryk, som jeg fik efter.

Mindcraft skaber samarbejder

Det er første gang Petra deltager i Mindcraft. Det er ikke mange år siden, hun blev færdiguddannet på Danmarks designskole på Bornholm, og det er en stor anerkendelse at blive inviteret med til verdens største designmesse af Statens Kunstfond. Petra er stolt over at være inviteret, men det, der betyder mest for hende, er, at hun får mulighed for at møde kunstnere og designere fra både Danmark og hele verden.

”Jeg glæder mig til at møde de andre kunstnere. Det spændende ved at være med i Mindcraft er, at det giver så mange muligheder for at skabe nye samarbejder med kunstnere og virksomheder – og i virkeligheden kan det jo være med til at definere, om jeg kan leve af min kunst. Og det er mit største håb, at jeg kan fortsætte med at skabe kunst i fremtiden. 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)