Årets præmierede film: Rå energi og lyst til eksperimenter

Hvis man gik og troede, at dansk film var i krise, er der grund til optimisme. I hvert fald, når man spørger fagfolkene i Statens Kunstfond, som netop har præmieret fem danske film, der har haft premiere i 2018.

11.12.2018
Filmen ’Skjold & Isabel’ af filminstruktør Emil Næsby Hansen er en af årets modtagere. Foto: PR-foto.

Formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film Michael Madsen siger:

”Enhver fortælling er forestilling, fortolkning og forståelse af livet. I årets nye film kan vi se et gåpåmod og en selvtillid hos de unge filminstruktører i deres skildringer af bl.a. kærligheden og det intime liv mellem mennesker. Talenterne spirer frem i alle egne af landet. Vi glæder os over de unge instruktørers vilje til at tage chancer, at eksperimentere og virkelig at lykkes med forrygende debutfilm inden for både dokumentar- og spillefilm. Film- og fortællekunst er demokratisk infrastruktur, fordi billedet af verden åbnes op.”

Fem film er præmieret med 80.000 kr. til hver af instruktørerne med disse begrundelser:

Kasper Rune Larsen for ’Danmark’

”Rune Larsen skildrer morgendagens voksne, og han gør det uden selv at have glemt. Et af kunststykkerne i debutspillefilmen ’Danmark’ er dens helt særegne tonalitet i klipningen mellem barn og voksen, hvor sorgløshed og usikkerhed giver plads for ansvar som en pludselig mulighed, berigelse og tilblivelse. Næppe før har en så rå, tindrende ømhed strålet fra hver replik, bevægelse og billede fra et følelsesmæssigt fædreland få ville tiltro i morgen.”

Ali Abassi for ’Grænse’

”Menneskenes land udfordres i Abbasis værk, hvor grænsekontrollen mellem det mulige og umulige er opgivet. På én gang allegori med rødder i nordisk folketro –  engang selvfølgelig tilværelsesforståelse for alt det uforståelige som menneskelivet dybest set er vævet af – og sært troværdig, ses verden gennem det anderledes perspektiv. ’Grænse’ er en grænseløs filmkunstnerisk abstraktion med en sjælden evne til at opsnuse menneskeslægtens umenneskelighed”.

Emil Næsby Hansen for ’Skjold & Isabel’

”Emil Næsby Hansen evner som instruktør at træde ind i et autentisk kærlighedsrum mellem de to unge mennesker Skjold og Isabel. Filmen griber, anerkender og begriber den ungdommelige kærligheds styrke og skrøbelighed og formår at skildre dette identitetsrum filmisk og ubetinget nærværende. Filmen er simpel, men aldrig banal, hverken i sin metode eller personskildring, og nerven mellem de to hovedpersoner bliver også nerven mellem kameralinse og publikum.”

Kasper Skovsbøl for ’Christian IV’

”Kasper Skovsbøl har skabt et vitalt og nytænkende bud på et periodedrama, der tilsidesætter genrens forkærlighed for royale bedrifter for i stedet at fokusere på det royale følelsesliv. Historien om Christian 4.s stormfulde forhold til Kirsten Munk spænder over tre årtier, fra parrets første møde til kongens død. Kasper Skovsbøl har valgt at samle fortællingen med det radikale og modige greb udelukkende at lade filmen udspille sig i det indre af kongens karet. Resultatet er en medrivende, intim og legesyg fortælling, der på smukkeste vis væver tid og minder sammen til en filmisk gobelin over uforløst kærlighed.”

Isabella Eklöf for ‘Holiday’

“Isabella Eklöf har med sin konsekvente og misantropiske debutspillefilm ’Holiday’ skabt et eksistentielt og samfundsmæssigt udfordrende billede af nutiden. Den unge hovedperson Sascha udfordres uophørligt på sine psykiske og fysiske grænser i en gennemsyret kapitalistisk og patriarkalsk virkelighed, og tager langsomt form herefter. Den på én gang solbeskinnede og fuldkommen iskolde film demonstrerer instruktørens mod og filmiske overskud i den kompromisløse insisteren på at lade det ulmende ubehag vokse ud af hovedpersonens apatiske laden stå til. En klinisk og stilsikker debut, der leverer et studie af grænselandet mellem brug og misbrug af kvindekroppen på film.”

Om præmieringer

Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal værker, som har betydet noget særligt for dansk film. Man kan ikke søge om at blive præmieret, og udvalget vælger frit mellem nye filmværker.

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film består af filminstruktør Michael Madsen (formand), manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og filminstruktør Aage Ris.

Yderligere oplysninger

Bodil Høgh, udvalgssekretær, boh@remove-this.slks.dk, tlf.: 40 81 27 66
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 11.12.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)