Her er årets bedste danske film

Ni danske film, der har haft premiere i 2017, er lige præmieret. Filmene spænder bredt fra balstyrisk fandenivoldsk fiktion over dokumentarisk ekvilibrisme til poetisk sanselighed.

19.12.2017
Filmen ”Team Hurricane” af filminstruktør Annika Berg er en af årets modtagere. Foto: Annika Berg

Filmmediet ændrer sig hastigt i disse år i takt med ændringerne i mediebilledet. Ligesom filmens opfindelse i sin tid ændrede, hvordan vi ser på virkeligheden. Vi lever i en tid med manglende tillid til medierne – eller måske endda virkeligheden selv? Derfor har vi mere end nogensinde brug for filmkunstnere, der kan og tør gå nye veje og fortæller om samtiden og virkeligheden på ny.

Det tør og gør de ni film, der er valgt ud af Statens Kunstfond. De fortæller os i særlig grad om vores samtid og virkelighed, og derfor fortjener de præmieringer i 2017. Blandt de ni præmierede film er:

Team Hurricane
Annika Berg bliver præmieret med 100.000 kr. for sin instruktion af ”Team Hurricane” med denne begrundelse:

”Annika Berg har skabt et radikalt og sprudlende værk, der rammer som en mukkert ned i skandinavisk films forkærlighed for naturalisme og beherskelse. Filmen opererer i landskabet mellem fiktion og dokumentar, og resultatet er en uhørt autentisk og billedstormende fortælling om teenageliv og identitet. Med sin balstyrige visualitet og sine fandenivoldske men sårbare karakterer er filmen en cinematisk hyldest til det ukonventionelle.”

En fremmed flytter ind
Nicole N. Horanyi og Krister Moltzen bliver præmieret med 100.000 kr. til deling for manuskript og instruktion af ”En fremmed flytter ind” med udvalgets begrundelse:

”Instruktør Nicole N. Horanyi og Third Ear podcast-pioner Krister Moltzen’s værk ”En fremmed flytter ind” forhandler, iscenesætter og genopfører med fortælleteknisk ekvilibrisme virkeligheden gennem uvirkelighedens prisme. Et virkeligt menneske, Amanda, (gen)oplever det ultimative bedrag og forførelse ind i en (nu forsvunden) svindlers overvirkelighed af et måske dybest set fælles håb om nærvær og kærlighed. Ved hjælp af en skuespiller i rollen som svindleren genfortolkes dennes kærlighedsbedrag over for savnet efter at trodse ensomheden. Men er svindlerens afgrundsdybe manipulatoriske kynisme udtryk for afstumpethed - eller blot sin egen sandhed om hvad som er muligt i relation til andre mennesker? ”

Se alle de ni præmieringer

Om præmieringer
Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal værker, som har betydet noget særligt for dansk film. Man kan ikke søge om at blive præmieret, og udvalget vælger frit mellem nye filmværker.

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film består af filminstruktør Michael Madsen (formand), manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og filminstruktør Nils Malmros.

Yderligere oplysninger:
Bodil Høgh, udvalgssekretær, boh@remove-this.slks.dk, tlf.: 33 74 45 61
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 19.12.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)