Den Danske Pavillon 2019

Historie, erindringer og identitet er udgangspunktet for Larissa Sansours udstilling ’Heirloom’, der vises i den danske pavillon frem til d. 24. november, 2019.

Heirloom: En science-fiction film, en skulpturel installation og et arkitektonisk indgreb. 

I et interview kort før Larissa Sansours udstilling Heirloom åbnede i den danske pavillon i Venedig, blev Larissa Sansour spurgt ind til sine værker og hvordan det føles at udstille der, hvor hele kunstverdens øjne er rettet mod. 

”Filmen har fået titlen In Vitro. Det er en sort/hvid science fiction-kortfilm, der er optaget fra to forskellige vinkler og vises på to skærme. Fortællingen foregår i en underjordisk bunker placeret under den bibelske by, Betlehem, hvor to kvindelige hovedpersoner repræsenterer hver sin position. På sit dødsleje mindes en ældre kvinde, lederen af en forskergruppe, oplevelser fra fortiden over jorden i tiden før en klimakatastrofe. Hendes efterfølger, født under jorden, er betænkelig ved at acceptere disse minder og deres relevans for den underjordiske virkelighed. Samtalen imellem dem udforsker samspillet mellem fakta og myter, de kollektive og personlige minders omskiftelige natur og historiske narrativer.

Filmen er ledsaget af en stor skulpturel installation med titlen Monument for Lost Time. Installationen tager et psykologisk element fra filmen og konverterer det til en slags fysisk fakta. Installationens lydspor er også delvist til stede i filmens soundtrack, og på samme måde er den arkitektoniske indgriben i pavillonen også relateret til filmen; De historiske gulvklinker, der ses i filmen, er blevet genskabt af en flisemager i Nablus, Palæstina, og er herefter blevet transporteret til Venedig - igen for repetere samspillet mellem myte og historie.”
- Larissa Sansour, 2019

Læs hele interviewet med Larissa Sansour 

Larissa Sansour

Larissa Sansour er født 1973 i Østjerusalem. Hun er uddannet fra Maryland Institute College of Art og New York University, USA, og har været gæstestuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Larissa Sansour er dansk statsborger, og bor og arbejder i London. 

Larissa Sansour arbejder interdisciplinært med film, fotografi, installation og skulptur i værker, der ofte tager udgangspunkt i et science fiction univers.   

De senere år har Larissa Sansour haft flere større soloudstillinger internationalt, senest på Dar El-Nimr i Beirut. Hendes udstilling ”In the Future They Ate From the Finest Porcelain” har været vist i Liverpool, Rom, Cardiff, København, Nottingham, Dubai, Madrid og London, og udstillingen “Nation Estate” har været vist i Rom, Jerusalem, København, Wolverhampton, Turku og Paris. 

Statens Kunstfond og Venedig Biennalen

Det er Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for billedkunst, der som kommissær for den danske pavillon på Venedig Biennalen er ansvarlig for at udpege den kunstner, som skal repræsentere Danmark og finansierer den danske pavillon i Venedig.  

Projektstøtteudvalget for billedkunst består af: Lisette Vind Ebbesen (formand), Peter Land (næstformand), Charlotte Fogh, Jane Jin Kaisen og Søren Assenholt. 

Den hollandske kurator Nat Muller er udpeget som kurator for udstillingen i den danske pavillon. 

Ud over de nationale pavilloner, består Venedig Biennalen også af en hovedudstilling, der i 2019 er kurateret af Ralph Rugoff, og som viser mere end 100 internationale kunstnere under titlen ”May You Live in Interesting Times”.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)