Kunst i Sommerlandet

NU er det sommer. Og det er lig med masser af muligheder for at opleve kunst på overraskende steder i naturen over hele landet. Oplev kunstværker i fjorden, gå på udstilling i et nedlagt autoværksted eller bliv udfordret i en gammel bunker i Thy.

5.7.2019
Som en del af udstillingen Menneskelig Tilstedeværelse i Hanstholm Art Space, kan du bl.a. opleve Steve Messams overraskende og oppustelige skulptur, der springer ud af en bunker midt i Thys Landskab. Foto: (c) Steve Messam 2019

Sommeren er rig på spændende og anderledes afbræk fra de vante omgivelser. Her finder du et lille udvalg af de mange sommerkunstoplevelser Kunstfonden har støttet: 

Hanstholm Art Space

Med støtte fra Statens Kunstfond åbnede Hanstholm Art Space sidste år som en del af Det Nordatlantiske Fyr. Siden da har gæster fra nær og fjern kunne opleve udstillinger, events og debatter - alle med fokus på spændingsfeltet mellem natur, kunst og menneske. Lige nu udstiller fire Nordatlantiske kunsterne under titlen ’Menneskelig tilstedeværelse’ – og du kan opleve britiske Steve Messams oppustelige røde skulpturer.
Læs mere om udstillingen i Hanstholm Art Space her

Regelbau 411

Du kan også møde kunsten i en nedlagt bunker på halvøen Thyholm. Her vises samtidskunst og værker, der tager udgangspunkt i den særlige labyrintiske arkitektur. I syv uger over sommeren er kunsthallen hjemsted for digitale duer, vandfald og spirende blomster i udstillingen WATERFRONT af den danske videokunstner Eva Koch.
Læs mere om Regelbau 411 her

Floating Art Vejle 2019

Kunst, arkitektur og science fiction flyder sammen på Vejle Fjord. Hen over sommeren er fjorden omdannet til en flydende udstilling med værker af ni danske og internationale kunstnere – alle inspireret af science fiction-genren. Oplev f.eks. udstillingen fra tyrkiske Ceylan Öztrüks rumskibs-vandcykel, og stævn ud mod dansk-kinesiske Liu Shiyuans flydende fragtkasse, der fuld af eksotiske plastikfrugter sætter fokus på overforbrug, den globale fødevaretransport og plastik som et fremmed – men efterhånden velkendt - element både i havene og i vores krop.
Læs mere om Floating Art Vejle 2019

Nordkystens Kunstriennale 2019

Nordkystens Kunsttriennale 2019 er en 38 km lang kunstnerisk oplevelsesrejse gennem Nordsjællands landskab. Under temaet ’Arv’ har 19 nordiske kunstnere skabt nye værker, der forholder sig specifikt til Nordsjællands unikke historie og landskab. Med en gratis udstillingsguide i hånden kan du cykle, køre eller vandre på opdagelse i området, og undervejs finde værker på 13 forskellige steder på strækningen fra Gilleleje over Nakkehoved Fyr til Søborg Slotsruin. Kunsttriennalen byder også på en lang række arrangementer for alle aldre: Madperformances, kreative workshops, oplæsninger og guidede ture.
Læs mere Nordkystens Kunsttriennale 2019

Ombord på Fregatten Jylland

Et besøg på Fregatten Jylland i Ebeltoft inkluderer denne sommer en kunstudstilling med nye værker af 18 kunstnere fra Kunstnersammenslutningen Jylland. Kunstnersammenslutningens årlige vandreudstilling er i år gået ombord på træskibet, og har skabt værker, der bl.a. fortolker skibets dramatiske historie, sømandslivet og skibskonstruktionen. Oplev bl.a. verdens måske største pælestik!
Læs mere om udstillingen ’JYLLAND PÅ JYLLAND – Kunsten går ombord’

Kunsthal 44Møen

I et nedlagt autoværksted i landsbyen Askeby på Møn, har du siden 2008 kunne opleve ambitiøse internationale udstillinger. Netop nu viser kunsthallen fire udstillinger, heriblandt ’Burnout’ af nyuddannede kunstner Emilia Bergmark. Udstillingen handler om naturens værdi i et kapitalistisk perspektiv, og du kan bl.a. opleve værket ’En Arbejderbis brandtale’, hvor en udbrændt arbejder-bi fra honningindustrien i udkants Danmark diskuterer med en arbejdsløs humlebi fra Sverige.
Læs mere om Kunsthal 44Møen

Yderligere oplysninger

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

 

Siden er sidst opdateret: 5.7.2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)