Huskunstner hejser flaget for skolebørn

På Ellebjerg Skole i København har 6. klasserne fået en huskunstner på besøg. Hun hedder Stine Linnemann og vil lære eleverne at designe deres egne flag og forholde sig til, hvad det vil sige at være dansk i en globaliseret verden.

5.9.2019
På Ellebjerg Skole udvikles der flag til egne fantasilande – bl.a. til et Larsland, hvor veganere og kødelskere lever side om side. Foto: Stine Linnemann

Tidsplaner og tekstiler

Frem til februar skal eleverne i 6. klasse på Ellebjerg Skole hver uge lære at udvikle designkoncepter, overholde tidsplaner og at udtrykke sig gennem tekstile teknikker i selskab med tekstildesigner Stine Linnemann. I anledning af (sagnet om) Dannebros 800 års fødselsdag vil hun sammen med eleverne arbejde med flag - både som fænomen og kulturbærende symbol. Eleverne skal designe og fremstille egne flag og som afslutning holde fernisering i skolens aula med egne oplæg.

Stamtræ’s remix-flag

For Stine Linnemann er ”kreativitet noget man gør med og for hinanden”. Eleverne skal eksempelvis arbejde med ”stamtræ’s remix-flag” – en øvelse, hvor de skal kortlægge egne stamtræ og tage stilling til, hvilke flag de identificerer sig med. De skal også lære om de forskellige symbolske meninger, der gemmer sig bag landenes flag og komme med bud på, hvilke symboler de ville anvende, hvis de skulle skabe et flag til Ellebjerg Skole. 

Stine Linnemann, huskunstner på Ellebjerg Skole, fortæller:

“Eleverne er rigtig glade for at være med i huskunstnerordningen, fordi de får besøg fra nogen, der kommer fra en virkelighed uden for skolen. Eleverne er meget nysgerrige på at høre, hvordan det er at arbejde som selvstændig kreativ, og de er rigtig gode til at fordybe sig i de kunstneriske projekter. I disse dage arbejder de på at designe flag til egne fantasilande – der er eksempelvis et Larsland, som er halvt beboet af veganere og halvt af kødelskere. Det er skønt at se, hvor let de har ved at finde på nye koncepter.”

Hvorfor få en huskunstner på besøg? 

Statens Kunstfonds huskunstnerordning giver mulighed for, at en børnehave, skole eller ungdomsinstitution får besøg af en professionel kunstner, der sammen med børnene skaber kunst. 

Formålet er, at børn og unge kan prøve kræfter med og fordybe sig i en kunstnerisk proces. Huskunstnere kan være inden for alle genrer: Arkitektur, musik, teater, litteratur, billedkunst, eller kunsthåndværk og design.

Statens Kunstfonds har siden 2004 støttet huskunstnerforløb i hele landet.

Med huskunstnerordningen kan både kunstnere og skoler søge tilskud til, at børn og unge kan udforske kunst i dagligdagen i selskab med professionelle kunstnere.

Næste frist er d. 1. oktober 2019

Læs mere om huskunstnerordningen 

Se vores video om tre forskellige huskunstnerforløb på tre forskellige skoler

Yderligere oplysninger:

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 5.9.2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)