Fakta om kunstnerne

28.2.2018

1. marts 2018 får fire kunstnere overdraget nøglerne til butikslokalet over for Netto i centeret i Værebro Park. Butikslokalet bliver base for kunstnernes arbejde, og herfra skal de det næste halve år udvikle aktiviteter og kunstprojekter sammen med beboere i Værebro Park og områdets naboer. Kunstnerne er: 

Javier Tapia, f. 1976

Kunstner Javier Tapia

Javier Tapia er uddannet på Kunstakademiet i København og bruger forskellige teknikker såsom installation, skulptur, lys, fotografi, film og tegninger i sit arbejde.

”Jeg kan forestille mig at skabe en serie af mødesteder i Værebro Park. Mødestederne bliver lavet med fokus på beboernes historier og vil på mange måder påvirke folks ideer om kunst som noget, vi alle arbejder sammen om.”

Idéen med Javier Tapias arbejde er, at kunst bringer energi, kreativitet og øjeblikke af meditation ind i offentlige rum.

Karoline H. Larsen, f. 1974

Karoline H. Larsen er uddannet på Kunstakademiet i København og arbejder især med involverende performances, installationer og permanente udsmykninger.

”Jeg er blevet meget inspireret af, at der bor ca. 80 forskellige nationaliteter i Værebro Park. Det er en overdådig mangfoldighed. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med det liv, som er bag facaden.”

Det er centralt for Karoline H. Larsens arbejde, at mennesker deltager og gennem kunstneriske aktiviteter er med til at undersøge, hvordan vi i fællesskab kan ændre på vores omgivelser.

Heine Thorhauge Mathiasen, f. 1982

Heine Thorhauge Mathiasen er uddannet på Kunstakademiet i København. Han arbejder både som billedkunstner og musiker.

”Helt grundlæggende er det mest slående ved dette projekts præmis, at man som kunstner har god tid, og at der samtidig ikke er noget forkromet resultat, der skal indfries, men en tro på at kunsten kan levere noget.” 

Heine Thorhauge Mathiasens arbejdsform er at udføre et konkret værk eller skabe en situation på baggrund af de omstændigheder, der er at finde: eks. stedets historik, funktion og de arkitektoniske rammer.

Jesper Aabille, f. 1977

Jesper Aabille er uddannet på Kunstakademiet i København og arbejder med vægmaleri, tegning, skulptur og performance i offentlige rum – gerne i kombination.

”Mit udgangspunkt for opholdet vil være at udfolde en fælles visuel fortælling om Værebro Park. Jeg vil gerne undersøge, hvad der knytter beboerne sammen på tværs af forskellighed.”

Jesper Aabilles kunstneriske arbejdsmetode involverer altid de mennesker, der bruger og kender stedet. Det kan være i den indledende proces, i det færdige værk, i en performance eller i en permanent udsmykning.

Siden er sidst opdateret: 28.2.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)