Nye mødesteder for kunstoplevelser i Nord- og Sønderjylland

I hver sin ende af landet ser to nye kunstinstitutioner dagens lys, hvor lokale og besøgende kan se frem til kunst, der engagerer sig i samfundet. Statens Kunstfond bakker op om de to initiativer med tæt på 1 million kroner.

20.6.2018
Fire bunkere udgør sammen ’Regelbau 411’. Navnet henviser til modeltypen på den største bunker. Foto: Ole B. Petersen

Midt i naturen på Thyholm kommer udstillingsstedet ’Regelbau 411’ til at holde til i et bunkerkompleks fra 2. verdenskrig. De historiske bygninger vil danne en sanselig og utraditionel ramme om kunstudstillinger med fokus på lyd,- lys- og videokunst, hvor du denne sommer kan opleve værker af den danske lydkunstner Alex Mørch.

Ca. 200 km længere sydpå rykker ’Kunsthal 6100’ ind i et gammelt trykkeri centralt i Haderslevs bymidte. Her skal der skabes kunstprojekter, der tager udgangspunkt i kunstneres møde med Haderslev – byens borgere, byens rum, byens fortællinger og identiteter. Fra juli etablerer kunsthallen kontor på den lokale kaffebar og fra efteråret bliver der sat gang i en ugentlig dagbogsworkshop samt filmscreeninger, foredragsrække og koncerter – alt sammen som optakt til åbningsudstillingen i september 2019.

Lokalt engagement

Fælles for de to steder er et stærkt lokalt engagement, hvor der samarbejdes med kommunen samt lokale institutioner og andre, der alle ønsker at styrke og kvalificere det lokale kunstmiljø.

Formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst Lisette Vind Ebbesen siger:

”Vi ser en spirende interesse flere steder i landet for at forene kunstnerisk iværksætteri med stærk lokal forankring. Resultatet bliver ambitiøse projekter, der er drevet af lokalt ejerskab og nærvær, og samtidig er på et internationalt niveau. Den udvikling, synes vi, er meget inspirerende og helt klart noget, som ikke kun er til glæde for lokale borgere og kunstmiljøer, men for hele den danske kunstscene.”

Marie Dufresne, der står bag ’Kunsthal 6100’, siger om støtten:

”De 500.000 kroner fra Statens Kunstfond er helt altafgørende for os. Udover at være en vigtig anerkendelse af vores arbejde og visioner med stedet, betyder det helt konkret, at vi kan komme rigtigt i gang! Nu kan vi for alvor begynde at arbejde med kunsten og gøre projektet konkret og nærværende. Nu kan vi fyre op!”

Mere end et udstillingssted

For både ’Kunsthal 6100’ og ’Regelbau 411’ er det fysiske møde mellem mennesker centralt. Gennem dialog og forskellige arrangementer ønsker begge at skabe et livligt miljø i og omkring de to steder, hvor man lytter til, hvad borgere kan og vil samles om. Et vigtigt udgangspunkt for begge er, at kunst i høj grad kan bruges til at gøre os klogere på os selv, og den verden vi lever i.

Fakta

’Regelbau 411’ og ’Kunsthal 6100’ har begge søgt om støtte fra Statens Kunstfond via puljen ’Opstart af nye udstillingsplatforme’. Puljen er til etablering af platforme, der skaber mulighed for nye møder med kunst. Dette kan i særlig grad, men ikke kun, være relevant udenfor de større byer. I 2018 har Statens Kunstfond støttet opstart af 7 nye udstillingssteder i Haderslev, Odense, Silkeborg, København, Thisted og på Thyholm.

Læs mere om Regelbau 411
Hjemmesiden kunsthal6100.dk er tilgængelig fra juli 2018

Yderligere information

’Regelbau 411’: Mikkel Elming, tlf.: 42 54 52 50
’Kunsthal 6100’: Marie Dufresne, tlf.: 23 96 05 65
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 18.7.2018

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)